FamilienVesterlund.dk (hjem)

Carretera Austral strækker sig 1247km, fra Villa O’higgins i Syd til Puerto Mountt i Nord. Vejen hernede sydpå er først ført herned i 2005, hvor disse områder/byer indtil da kun var forbundet via kysten. Vejen er stadig hovedsageligt grusvej, men jo længere nordpå vi bevæger os jo mere belægning er der på vejen.

Naturen er intet mindre end fantastisk. Her er i den grad vand. Det er fantastisk forskel i forhold til den Argentinske side. Der er vand overalt! Og det er så rent og smukt som man kan forestille sig – og så i de mest fantastiske blå farver. Floder, søer, vandløb overalt, som vi kan bade i -og samtidig drikke. Store bjerge, med is og gletscher øverst Bjergsider med masser af bevoksning, der kæmper om at være der, træer, bregner, gunnera (vilde rababer), blomster, osv. og nederst samles utallige vandfald i floder og søer gennem flotte dybe kløfter, -en regnskov i bjergterræn, krydret med gletscher og aktive vulkaner. Der kan næsten ikke være mere og vildere natur på et sted.

På en del af vejstrækningen er det en færge forbindelse. Lige nu venter vi på den ene af 2 færger vi skal med. De kan p.t. ikke sejle, da det har regnet voldsomt i flere dage. Nogle af færgerne klapper landgangsbroen ned på stranden, -men den store regnmængde har betydet at det ikke er muligt at køre på færgen. Samtidig er det ikke muligt at færdes i nationalparker da meget af dette er afspærret indtil det stopper med at regne, og der bliver klarhed over nye ødelæggelser. Vand er generelt udfordrende for landet hernede på mange fronter. Blokke fra bjerge vælter ned og hvert år er der et utal af mudderskred. Mudderskred kan være så store at byer bliver jævnet af jorden. Sjældnere gange er det vulkaner der går i udbrud.

Vi besøger byen Santa Lucia, hvor et mudderskred fjernede en stor del af byen i december 2017. Vi var her i området i 2017 og blev sejlet udenom vejstrækningen gennem Santa Lucia netop pga. mudderskreddet. Dengang samlede vi 2 Østrigske cyklister op, (Andy og Sabine). De havde cyklet igennem byen den dag mudderskredet skete, men havde heldigvis valgt at fortsætte. De havde fulgtes med en Japansk cyklist som var træt og valgte at tage på Hostel i byen. Fra vinduet så han mudderskredet komme ned fra bjergene, -nåede at hoppe ud af vinduet og cykle væk. Alt hans tøj og bagage nåede han ikke at få med, men han overlede, fik noget tøj og fortsatte. Andre turister og lokale på dette hostel var blandt de 22 der døde den dag. Naturen er bestemt vild hernede.

Som dengang, er her masser af rejsende blaffere, og vi har tit besøg af disse i bilen. Det giver fantastiske oplevelser -historier om deres rejse, deres land, kulturer, liv, osv. osv. Lærerigt og rigtigt sjovt.

Billeder fra turen og vejen:

Villa Santa Lucia

Ridetur ved Chile Chico – Jeinimeni Nationalpark

Jeinimeni

Cerro Castillio

Øverst på vores hjemmeside under menupunktet “Kort” kan du finde vores rute.

Kort – FamilienVesterlund.dk (hjem)Rute Sydamerika 2025-26

Andes bjergene + den “evige” is sørger for at Argentinas del af Patagonien er tørt – meget tørt. Dertil blæser der en ufattelig kraftig vind fra Andes mod Øst, som kun dem der har været her kender og respekterer. Det gør denne del af Patagonien til et barsk område. Vil man nord for is-området og ind i det frodige Chile, må man køre inde i dette tørre, vindblæste og øde område, mere end tusindende kilometer.

Vi har efterhånden været meget i denne barske del af Patagonien og glæder os til at komme Nord for isen, og ind i et helt andet frodigere Patagonien, hvor der er masser af vand, floder, søer, bjerge, is, vulkaner og skove.
Carreta Austral hedder vejen i Chile der går så langt syd på, som den “evige” is tillader. Vi sætter kursen og oplevelser kommer.

National park Patagonia

National park Patagonien, passerer vi inde i Chile, -vi parkerer bilen og tager på et par dages vandring i den fantastiske natur.

Indkøb i “Brugsen”

I Cochrane er der langt til nærmeste større by, og dermed bliver en indkøbstur i byens butik til en sjov oplevelse.

Vi når længere ind i Andes, og her bliver virkeligt frodigt. Det er fantastisk at opleve. Vand vælter ned overalt – vand langs vejen, vandfald der bruser ned at bjergsider, sne og gletcher på bjerge der smelter – grønt – det er fedt at opleve – en helt anden natur

Vi har efterhånden kørt mange tusinde kilometer i øde områder. Der er tusind kilometer til vejhjælp eller reservedele. Man kan godt blive nervøs for hvad man skal gøre, hvis uheldet skulle ske for en selv.

Når vi holder ind for at spise, tage billede eller lign. og en lokal tilfældigt kommer forbi, så stopper de og spørger om alt er OK ??. Det er fedt, og vi gør naturligvis det samme. Vi er trods alt i en bil med værktøj, har mad og vand med til uger.
På en tilfældig dag i ørkenen får vi både mulighed for at hjælpe en vandrende, 2 cyklister og 2 motorcyklister. Det bliver en dag med masser af glæde, grin, og aftaler om at dette skal fejres, hvis vi mødes på den videre rejse.

Tro og at bede om held og lykke har vi set gennem små helligdomme der er placeret langs vejen – de findes i tusindvis, og herunder er historien fundet om nogen af dem.

Historien bag denne helligdom – Kendt som “beskytter af den rejsende”.

I årene 1840erne fulgte en ung moder efter sin mand, der var rekrutteret i den Argentinske krig. Med sig bar hun deres nylig fødte barn. Hun for vild i ørkenen og nåede ikke hen til sin mand og hæren. Da hendes forsyninger slap op døde hun. Hendes lig blev fundet af nogle Gauchoer der drev i området. De var forbløffede da de så at den døde kvindes baby stadig var i live, og spiste at hendes “mirakuløst” altid fyldte bryst. Mændene begravede hende og babyen overlevede. Dette var hendes første mirakel som holdes i live af lastbilchauffører og andre rejsende. Vandflasker, offergaver og andet efterlades for stille hendes evige tørst og beskytte den rejsende. (Vi har efterladt vand og frugt ved nogle, så det går forhåbentligt godt for os ;-))

En helt igennem sjov dag hvor alt går godt – glade oplevelser!!

Denne gletcher vandrer, knager og brager. Vi er her om sommeren og her sker virkeligt noget. Kæmpe isstykker / -bjerge falder af og brager ned i vandet. Gletcheren er en del af den største ismasse i verden udenfor Grønland og Antarktisk. Gletcheren er ca 5 km bred, 30 km lang, og imponerende 50-70 meter høj ved vandet.

Vi forlader Ildlandet + Ushuaia og sætter kursen nord, mod Torres Del Paine, som måske er de flotteste bjerge vi nogensinde har set. Bjergene er skubbet op af undergrunden og nogle af klipperne ligner noget der er vredet op af jorden i vrede. Sletter omkring bjergene byder på et rigt dyreliv og den største bestand af Pumaer i Sydamerika. Samtidig ligger den lige på kanten af gletcher området, og byder derfor på smukke blå floder.

Flemming tager på endnu et 4 dags trek, 70 km, til området bagved bjergene.

Charlotte trekker til de 3 tårne og tager på ridetur.

Indimellem bruges dage på at jagte pumaen, området granskes og teorier om pumaens færden udvikles.

Vi tager til den største årlige hestefestival i området.

Fra Ildlandet til Torres Del Paine:

Torres Del Paine. Smukkere bliver det næppe.

Billeder fra 90 km trekkingture. Charlotte ved de store tårne og Flemming fra en 4 dags tur over sletter, bjergpas, søer og gletcher.

Hesteridning og Festival

Charlotte rider 1 dag i området, sammen med en canadier og 2 lokale Gauchoèr.

Den lokale Gaucho fortæller at der er et årligt hestefestival i en lille by 100 km væk. Den største i sydlige Patagonien. Det skal opleves, og er en vild oplevelse. Dette er ægte Gauchoèr der bruger deres heste som en del af deres liv. Konkurrencerne afvikles over 2 dage. Fange kvæg med lasso og ride på vilde heste er hovedeventen. Hestene de rider på, har de været oppe i bjergene og hente. Det er vilde heste, som man ikke kender alderen på, men man vælger dem der ser ud til at være yngre end 5 år. Efter festivalen beholder man hestene på gården og gør dem til egnede rideheste. Hestene har aldrig haft en rytter på ryggen før.

Pumajagten

Vi har efterhånden brugt nogle dage på at jage pumaer, og bilen er ved at løbe tør for diesel, ligesom vi ikke har mere mad. Nærmeste sted at fylde op vil koste godt 300km kørsel. Vi har brugt dage på at udtænke strategier for Pumaèns færden, og beslutter derfor at gøre endnu et forsøg. Dette område har den største bestand af puma, men man kan være her år uden at møde den. Da vi er optanket vender vi tilbage til parken, og tjekker de 2-3 områder ud vi udset, og fandme om vi ikke møder pumaen, og lidt efter endnu en puma. Det er fedt.

Se med på videoen.

Der mærkes en fascination af dette sted. Det er verdens ende, Kap Horn. Stræderne opkaldt efter opdagelsesrejsende, Fitz Roy, Darwin, Magellan m.fl.. Kort efter opdagelsen af Amerika, er der mange opdagelsesrejsende, i århundreder, der har rundet Amerika og rejst mod den verden bagved, som var ukendt.

2 opdagelsesrejser der ændrede verdenen.

År 1520. Amerika var lige opdaget. Portugisiske Magellan sejlede i et skib magen til dette, og var den første der sejlede Syd om Amerika. Ved kap Horn opdagede han Magellan strædet og landet nedenfor var dermed en ø, som han kaldte Ildlandet, fordi de indfødte havde så mange bål. 5 skibe og 270 mand drog afsted, og 1 skib med 19 mand kom tilbage til Portugal. Magellan forventede at Indien lagde ca. 4 dages sejllads efter Kap Horn men ukendt ligger stillehavet her. Krydsning af stillehavet og det ukendte øst-asien tog i stedet 4 måneder. Det resulterer i sult og død på båden – mange dør – dertil at være rejsende i en fuldstændig ukendt verden ikke var nok, så ville Magellan indføre kristendom på de første øer (Filipinerne) som han ramte efter stillehavet. En ø syntes ikke kristendom var så spændende, -og så måtte øen selfølgelig overbevises mod kristendom med magt. Uheldigvis vandt de indfødte og Magellan døde her. Resterne af flåden fandt Indien. Tilbage var kun 1 skib, der vendte hjemad. Med utæt skib, nedslidte og hullede sejl nåede kun 19 mænd hjem efter 4 år (270 mand startede). I lasten var krydderier, -imponerende var det nok til at betale for hele ekspeditionen. Man havde fundet rundt om jorden.

År 1831. England er stormagt i verden, og skibe fra Royal Navy skal ud at opdage verdenen. Fitz Roy er kaptajn på skibet Beagle, og han har Charles Darwin med på denne 2nd Beagle ekspedition. De sejlede ikke gennem Magellan strædet, men nedenom Ildlandet, gennem Beagle strædet, hvor Ushuaia ligger i dag. Ekspeditionen skulle vare i 2 år, men de vendte først tilbage 5 år efter. På baggrund af omfattende opdagelser og notater, fremkom Charles Darwin blandt andet med teorier om at arter udvikler sig i det miljø de eksisterer i over tid – evolutionsteorien. Den teori var svær at tro på, men i år 1870 havde den brede befolkning accepteret evolutionsteorien.

Denne opdagelsesrejse har betydet en ufattelig ændring. Det er tankevækkende, at det kun er 156 år siden.

Ildlandet og dets oprindelige befolkning

I 1520 da Magallan sejler her, og opdager at den sydligste del af Amerika er en ø, ser han kysten oplyst af bål, som de indfødte har tændt for at holde varmen – deraf Ildlandet.

211 år senere på 1st Beagle ekspedition besøger man befolkningen på Ildlandet. Befolkningen er nøgne. Det er jo fuldstændigt vildt, men endnu vildere at det er muligt, når vi står så langt sydpå! De havde ikke udviklet tøj, men tændte bål, og var normader. De levede af fisk og lign fra havet, og har boet her i ca. 12.000 år. Da de ror i kano og går ikke meget, så er deres ben er korte og armene er lange. Beagle besætningens og Englands første teori er at man har fundet en anden menneskerace eller noget lignende. Som man nu gør dengang, så tager de selvfølgelig 5 stk. af den ny fundne art med til England. De overlever ikke alle at komme i tøj, nye sygdomme mm. men nogle af dem lærer lidt engelsk og andet “nyttigt”, inden de kommer tilbage med 2nd Beagle ekspedition.

Herefter starter koloniseringen og den oprindelige befolkning, de skal have tøj på, får sygdomme af ændrede levevilkår, andre bliver skudt fordi de ikke kan finde ud af den vestlige orden – udryddet. Der har været 4-5 stammer, men der er ikke flere tilbage idag. Der er ikke flere fuldblods efterkommere, – art og sprog er væk. Den sidste der kunne tale det sidste oprindelige stamme sprog er død her i 2022.

Man kan i dag gå og spotte kropslige og ansigts træk i befolkningen hernede der minder om de oprindelige – og gætte på hvor tæt de er på denne befolkning.

Dette sted er et fascinerende sted i verden.

Vi er kørt for at nå den sydligste farbare vej, og for at give bilen et navn.

Da vi var her for 8 år døbte vores datter rejsebilen Bjerggeden (som denne bil allerede hed på tysk Bergziege). Det er sikkert! -at Bjeggeden IKKE! levede op til sit navn……..

Skal man gøre noget – skal man sgu gøre det ordentligt 😉 Så afsted over små veje indtil vejen ender ved på det sydligste punkt i verden. Øllet er drukket og opfyldt med vand fra Beagle strædet.

Så håber vi sgu bilen kvitterer og gør sig fortjent til sit navn:-)

Vi forlader El Chalten, Argentina og sætter kursen mod det sydligste man kan komme på dette kontinent. Vi har efterhånden kørt ca 5-6000 km og store øde strækninger. Holder man ind for at få en mad, tisse, tage et billede, eller andet på disse strækninger, -og en anden vejfarende kommer forbi, holder man ind. Spørger om alt er OK – alle gør det, når det er øde. Det er da lidt fedt, -så det gør vi også.

Ushuaia er en “storby” der er opstået inden panamakanalen. Dengang alle skibe skulle rundt om Kap Horn – Ushuaia.

Byen er rå, usminket, og mærket af klima. Menneskerne der bor her lever af fiskeri, og skibstransporten der stadig sejler her forbi, men en ny gren er kommet til. Der er kommet turister der også skal føle stedet, være en opdagelsesrejsende som Magallan – Fitz Roy – Darwin, nå til verdens ende, det farlige farvand ved Kap Horn, det sydligste punkt i verden inden Antarktisk.

Glæden er stor, da vi kører fra det tørre Argentina ind mod – eller ind i denne del af Andes bjergene. Det føles bogstaveligt som om man møder en mur. Der er en massiv kraftig modvind fra bjergene, der bare tordner sig op, og mellem toppene kan man se gletchere, der hænger ud fra et af verdens største indlandsis områder. Alt i alt et truende billede og følelse der advarer, men samtidig er så flot, så man bare må ind i det.

Når man så når den lille by, El Chalten, der ligger for lige foden af bjergene, er der mere ro. Den lille by har en fed afslappet atmosfære, som vi indtager. Vi slår os ned her og bruger dage på trekking i bjergområdet. Dette har vi glædet os til.

Billeder fra en 4 dags tur ind mod og hen over is områder:

Vi er så heldige med vejret hernede, så vi bliver og får trekket lidt mere:

Vi ender med at være her i 14 dage, og vil helt sikkert komme til at savne stedet. Samlet mere end 170 km og ?? højdemeter trekking er det blevet til.

I aften vil vi ud at have nogle lokale IPA, og i morgen er det tid til at drage videre sydpå.

Mens vi har været her, har brandmænd bekæmpet en større brand nærmest i døgndrift i et af områderne vi har trekket i nationalparken har været afspærret. 3-400 ha er væk, men de har nu efter 8 dage vundet over ilden. En hyldest er på plads.

En lille historie om byens grundlægger:

Andreas Madsen var fra en fattig familie i Vestjylland, og selv om han ikke sad på en knold og sang, så sved udlandslængsler i hjertet – som på mange unge mænd. Andreas stak til søs. Han kom til Buenos Aires i 1901 på dampskibet Skanderborg, gik i land og fik job som kok på en ekspedition til Patagonien.

Ekspeditionen nåede til bjerget Fitz Roy, og Andreas Madsen faldt for stedet, så meget, at han blev boende. De næste 10 år ernærede sig med at opdrætte heste, jagte puma – eller hvad som helst, der kunne give brød på bordet.

I 1912 vendte han tilbage til Danmark, fandt sin barndomskæreste, giftede sig, og tog hende med tilbage til Argentina. Ingen dikkedarer. Og så opbyggede han en fårefarm, mens Fanny (hustruen) var ulønnet sygeplejerske.

Ind imellem var Fanny gravid og skulle føde. Så oplærte hun Andreas i tjansen som jordemoder, og det gik godt alle 4 gange. Et par gange om måneden kom der danske magasiner med post, så de kunne lære børnene dansk.

Deres gård begyndte at blive et kendt sted. Mange ekspeditioner og bjergklatrere overnattede hos dem. Andreas Madsen var desuden pumajæger. Han skrev sine oplevelser ned i 2 bøger, ”Patagonia Vieja” og ”Cazando Pumas”, og fik invitationer helt fra Buenos Aires til at fortælle om bøgerne. Andreas Madsens efterkommere har været væk egnen, men i 2012 vendte barnebarnet Fitz Roy tilbage og overtog familiens gamle ejendom.