Afsked Namibia og ind i Sydafrika

Inden vi når til Sydafrika, har vi lige det sidste stykke på Namibias grusveje og skal lige have endnu en punktering, og denne gang når vi ikke at stoppe før dækket er totalt smadret.

Vi har haft fart på i den tid vi har været afsted. Vi har rejst gennem Botswana og set et helt fantastisk vildt dyreliv i et land der veksler mellem flad ørken og flad deltaområde. I Namibia har landskabet imponeret med dets varierende ørken bjerglandskaber. Her er øde og så er der alligevel dyr , mennesker der lever -og steder hvor civilisationen ikke er trængt helt igennem.

I begge lande er der stor fattigdom. Her er ikke meget at leve af, og det imponerende at man alligevel kan leve her og har gjort det i tusinder af år. Vi syntes ikke at have set så stor fattigdom før, og bliver grebet af at se børn tigge om vand, mad og giver lidt ud, med en lidt dårlig smag i munden over om det nu også er helt rigtigt. Vi bliver overfaldet af søde voksne og børn der tigger mange steder, og som tiden går finder vi ud af at det vi gør faktisk er forkert. Det at gennemrejsende deler ud gør at børn og voksne tigger istedet for at tjene ved at arbejde. Vi får endda at vide at det nogle steder er ulovligt. Det rigtige er altså ikke at give noget, og hvis man vil give noget, så gør det gennem en organisation.

Vi har set en masse, og i det sydlige Namibia ligger endnu store canyons osv. at besøge – men lysten til et varmt hav og afslapning trænger sig på da vi kun er i Afrika på en “kort” tur. Problemet er bare at vi er på Vest siden af Afrika med en bidende kold havstrøm fra sydpolen – så den eneste løsning er at krydse over på den anden side, hvor havstrømmen kommer Nordfra fra det Indiske ocean. Så vi tager lige 2 dages kørsel over Sydafrika og lander Syd for Durban, hvor vi vil slappe af langs kysten og de aktiviteter vi kan finde her.

Sossusvlei, verdens ældste ørken, sydlige Namibia

Smukke røde sanddyner dækker hele den sydlige del af Namibia kyst. Vi tager på opdagelse ind i dynerne hvor en tilvsandet flod/sø område stadig ikke er sandet til. Men inden har vi lige et nytår i ørkenen at fejre.

Namibia kysten

Hele kysten langs Namibia er ubarmhjertig. I syd ligger verdens ældste ørken (røde sandyner som vi kommer til) og i Nord Skeleton Coast som også er sand og ørken. Namibias kyst er frygtet blandt søfolk (kaldet; Gate of Hell), da dette var et af de værste steder af strandstøde – Havstrømmen fra Sydpolen er kold, skulle man overleve en stranding ventede en ørken i Namibia. Midt på kysten ligger Swakopmund, en meget tysk by – et levn fra deres kolonisering af Namibia. Den ligner en tysk by, og er fyldt med tyskere.

Damaraland, Namibia

Det hårde vejterræn fortsætter. Vi kører gennem smukke ørken landskaber. Namibia er et af de tyndeste befolkede lande i Afrika.

Kaokoland og Himbafolket i Namibia

Kaokoland er det Nordvestlige hjørne af Namibia, op mod Angola, og er det mest øde område i Namibia. Her kommer ikke mange mennesker ud over et stammefolk -Himbafolket og Hererofolket- der lever i hele området. Vejnettet er sparsomt, så ofte går vores vej meget langsomt over klipper og gennem andres hjulspor i floddeltaer. i Løbet af en dag møder vi ingen eller få biler, så vi passer på ikke at sidde fast her.

Himbafolket Nogle af Himbafolkene har gået i skole og taler derfor engelsk, men mange vælger eller kan ikke komme i skole. De lever dermed som de altid har gjort. I byområder er det mærkeligt at se blandingen mellem disse Himbaklædte sammen med vestlige klædte, når man handler ind i Spar supermarked. De lever overalt i det Nordvestlige Namibia i små stammer/byer. Vi besøger et par Himbastammer og bliver varmt velkommet og får et indblik i deres specielle historie. Der er meget tørt i Namibia og Himba kvinderne har udviklet sig til aldrig at gå i bad – den tager vi lige igen – De går ALDRIG i bad, i hele deres liv. Deres hår bliver lavet efter første menstruation, ud af fedt fra køer, blandet med rødt ler og aske og der beholder det sådan resten af livet. Der er alle mulige kendetegn i deres dragter der viser om de er fødselsklar, om de er gift, om der har 0-2 eller flere børn osv. osv. Deres hud er rødlig da den bliver indsmurt i samme ler/aske/fedt materiale. Svedkirtler skal røges for ikke at lugte.

Meteorit og Ethosia National Park

Vi forlod sanfolket og kørte mod Grootfontein for at få tanket og købe ind, så vi kunne klare os et par dage i Ethosia National Park. Lige uden for byen besøgte vi verdens største fundne meteorit Hoba-meteoritten. Den skulle veje over 55 ton og bestå af 84% jern, 14% nikkel, kobolt bla. den største naturligt forkommende stykke jern. Lidt mærkeligt at stå på en dynge jern kommet direkte ude fra rummet.

Vi kørte direkte til en campsite lige ved indgangen til nationalparken og bookede en overnatning. Namibia har startet sommerferie, så der kan være run på campingpladserne, men heldigvis mærker vi det ikke ret meget endnu.

Ethosia National Park er mere end 400 km på den længste led og indhegnet hele vejen rundt. Området har altid tiltrukket dyreliv, for her kan de finde masser af føde og vand. Vi blev virkelig forbavset over den størrelse parken har og de store vidder, som er ganske flade og desværre meget ensformig, hvis der ingen dyreliv er at få øje på. Vi så løverne og hyæner for første gang her. Flemming havde dog set en enlig hyæne et sted hvor vi wildcampede.

Glædelig jul til jer alle sammen …….

HOBA-meteoritten

San/Bush People, Namibia

Vi finder et et stammefolk, med et lille museum der gør vores besøg legalt. Dette folk bor langt ude i bushen, hvor der “intet” er at leve af. Landskabet er ens, tørt, fladt bush -og så alligevel har dette folk kunne overleve herude uden nogen viden om et andet verden. Regeringen har dog forbudt folket at jage dyr med bure og pil, (i dette område, men længere mod Botswana jager Sanfolket endnu) så de har lavet et lille levende museum for at tjene lidt penge herude, og regeringen har bygget skole i 1998. Dette folk har løbet deres bytte træt inden de har aflivet det – så træt at dyret ikke løber mere. En jæger kan løbe 60-80 km på en dag og afliver dyret med giftpil eller trækker dyret tilbage til landsbyen inden det afliveses.

Caprivi Strip, Namibia

Caprivi-striben er en smal stykke Namibia i den nordøstlige del af landet omgrænset af de fire floder Linyati, Chobe, Cuando og Zambezi rivers. Bredden af “stiben” variere fra 50-100 km. I det østlige hjørne af stiben grænser 4 lande op til hinanden i et kryds Namibia, Zambia, Mocambique og Botswana. Vi ankom til den største by i området Kasane inden grænseovergangen til Namibia. Her fik vi handlet ind og tanket diesel som er billig i Botswana.

Vi kom over grænsen ganske hurtig og gik på jagt efter et sted at overnatte her i det nye land. Vi fandt et fint sted langs Choben River med pool og kolde fadøl lige på den anden side af grænseovergangen. Her mødte vi allerede det tyske sprog. Namibia er tidligere tysk koloni og besøges af mange tyske turister.

Den næste dag blev til en ren køredag. Vi har besluttet os for, at vores næste camp skulle være langs bredden af Okawango floden et sted, som vi havde fået anbefalet af nogle IOverlanders vi mødte midt i Moremi National Park. Det blev det til 3 overnatninger langs floden med tiltrængt afslapning efter mange hårde kilometer. Vi fik leget turister og fulgt med i turist-livet langs floden.

Dagen hvor vi skulle videre fik vi besøg til formiddagskaffe – en Nil-krokodille kom på besøg ved bedden af vores plads, den var heldigvis ikke en af de helt store modeller, men alligevel lidt skræmmende.

Okavangadeltaet, Moremi og Chope Nationalpark i Botswana

Vi er de sidste 5 dage nået gennem et kæmpe deltaområde ad veje/spor mellem Maun og Kasane i Botswana. Vi har ikke kørt i så uvejsomt terræn før, men heller ikke kørt i en ordentlig 4wd bil før.

Vejene har været sjove at køre på, og vi har i den grad fået testet hvad en 4 WD kan. Dæktrykket er sænket til 1,5 bar, så bærefladen på dækkene er størst i sandet. Terrænet har været mest fladt, sand, nogengange løst, så man skal køre stærkt for at blæse/skubbe bilen igennem, andre gange dybe vandhuller i vejen og floder, hvor man ikke kan se dybden. Vi har kørt med fuld differentialespær, 4WD og i low gear alle 5 dage – fedt.

Nå men der er jo også dyrene – det er vel det folk kommer efter? Det er lidt mærkeligt at man (jeg) hjemmefra ikke havde den store interesse i at se dyr, men når man oplever at naturområdet er stort, at der er så mange dyr, store, farlige, skræmmende tæt på, og i det antal bliver man imponeret. Om dagen i bilen er det Ok. Elefanterne med blafrende ører og blæs i snablen virker skræmmende få meter fra bilen. Men når det er mørkt er dyrende der jo også og man kan ikke se om de står bag busken meter fra os, så vi går tidligt i seng. Der er besøg af dyr hver nat. Den ene nat var det næsehorn op ad bilen, -en nat med løver , -flere nætter med hyæner og næsten altid elefanter – andre dyr var ikke op ad bilen (altså ikke tættere end 5 meter fra bilen) dem hører vi brøle, gjæffe, pive, hyle osv. i det fjerne. Nat lydene er fantastiske og fra at være skræmte nyder vi dem nu. Vi føler os efterhånden trygge i vores tagtelt. Man går aldrig fra sin bil.