Florida, USA – Farvel og sidste indlæg herfra

Vi har 6 dage i USA inden vi kommer hjem den 23. maj 2018. Vi sidder lige nu i Florida lufthavn og glæder os til at komme hjem til Danmark.

Vi har virkelig givet den gas i USA. Vi har cruiset rundt i en Ford Mustang V8 480 hk, handlet ny garderobe til os alle, været i Universal Studio – et kultur forskel i forhold til Sydamerika – godt det er slut nu (lige på nær Mustangen).

Vi glæder os til at se alt i Danmark igen – Vi ses – Tak til dem der har læst med.

Vesterlund cruising Florida i en Ford Mustang V8 nam nam Vestens bekvemmeligheder

Vores lejebil, Ford Mustang V8

Universal Studio og Harry Potter verden
En ny telefon og nyt tøj efter 7 mdr i samme tøj = Gør lykke 🙂
Key West

Farvel Sydamerika

Dette emne bliver ikke nemt, og dette skal gøres KORT. Vi har rejst den rejse som kan ses på kortet nedenunder. Kortet har været på siden af bilen og vi har tegnet efterhånden. Mange vi har mødt har studeret kortet, så det var en god ide.

Sydamerikanerne

Overalt har vi mødt venlige mennesker. Når vi har læst/hørt om at der evt. kunne være nogle røvere har vi valgt en anden rute – de findes og med våben – men det må ikke stjæle billedet. På den vej vi har valgt har vi ikke mødt en eneste truende person – kun flinke mennesker. Det eneste vi har mødt var 3 korrupte politimand der prøvede at få nogle penge, men de var også flinke. Smil Smil Smil, venlighed, hjælpsom, overalt – det går lige i hjertet.

Største oplevelser

Det er naturligvis svært, men byerne og det menneskabte vinder ikke. Det der i den sidste ende står som den største oplevelse er at opleve verden-naturen – vores favoritter må være Patagoniens ødemark/bjerge/isområde, Chiles caretara Austral med søer og vulkaner, og en overraskelse var bjergkæden cordillas blanka i Peru, men alt er godt, og måske er det noget andet når vi får fordøjet det hele lidt. Allerede nu savner noget af det, og vil gerne se det igen. Naturen er højdespringeren sammen med gæstfriheden og smil på de fantastisk flinke mennesker vi har mødt.

Kulturer i Sydamerika

Generelt har der i SA været så ufattelig mange tidligere (organiserede kulturer) der i dag er væk. De første organiserede kulturer/samfund stammer helt tilbage fra 3000 år før vor tid, og er dermed et af de første steder i verden mennersket har udviklet sig med styrer. Siden har disse naturligvis overgået forskellige leveformer, der blev afsluttet med det største rige inkaerne) men som også kun var her meget kort tid inden invasionen fra Spanien kom. Invasionen fra Spanierne er starten på afslutningen på alle kulturerne i Sydamerika. Så meget som man har kunnet er blevet røvet, brækket ned og det fortsatte i hundreder af år, med de store immigration fra Europa til Sydamerika der sørgede for at udslette de sidste levende spor af de kulturer og sprog der har været her. Mange hævder at der bevist blev udført, ikke krige men bevist udslettelse af det oprindelige folk. Det kender man jo også fra andre verdener, men Aboriginals og indianer i Nordamerika. Det virker bare til at være udført mere grundigt her, endda i en del hvor det tidligere folk har været så velorganiserede. Men i dag dukker der masser af levn op fra tidligere kulturer og man finder mere hvert år. Med Danske øjne virker det fantastisk at så meget ligger ikke undersøgt, men det skyldes at her, i langt største del af tilfældene, ikke bliver brugt statslige kroner på at undersøge og udgrave selv meget store fund, så de ligger der bare og venter på private interesser i at undersøge og udgrave. Der dukker hvert år helt nye fantastiske fund op i en størrelse som virker helt fantastisk. Her er virkelige noget at gå op i for en arkæolog.

Karenmarie har tegnet kortet efterhånden som vi har rejst. Kortet har været dannet grundlag for mange samtaler lokale og andre rejsende.

Colombias nordkyst og Cartagena

Vi nyder livet ved havet, friske fisk, kulturen og de glade Colombianere.

Mellem dykninger tager vi en tur ud til et strand område længere mod Venezuela. Jo længere man kører herudad jo mere tørt bliver der, men strandene bliver til flottere og mere Caribien style. Vi kører til Palomino for at nyde kysten og måske surfe, men surfing er ikke godt, så efter et par dage på en strand er det tid til at komme videre. Vi skal tilbage forbi Taganga hvor der er god dykning, så vi tager 4 dyk yderligere, og nyder det nu endnu mere. Rigtigt godt vi har fået et certifikat – der er ingen tvivl om at vi vil komme ud at dykke igen. Vi har en deadline i Cartagene på afleveringen af bilen, men inden da slår vi endnu et par dage ihjel ved en dejlig strand og landområde inden vi når Cartagena.

Så skal bilen gøres klar til aflevering. Vi får ryddet ud i overflødige sten, muslingeskaller, slidt tøj, sko osv osv. så bilen står klar. Vi har ikke købt noget som helst tøj endnu på turen, så noget af det er ved at være godt slidt.

Som tingene nu engang fungerer her i Colombia, – ja i Sydamerika, så kan man ikke vide hvor lang tid det tager at aflevere bilen eller hvornår det kommer til at ske. Ifølge de oplysninger vi har fået fra vores havne-agent, tager det samlet 5-6 dage at aflevere bilen (til sammenligning tog det ca. 20 minutter i Hamburg), men her er det mere ”tranquilo” som man siger hernede. Efter nogle dage er bilen afleveret på havnen, men Politiet dukkede ikke op til narko kontrol da vi (vi er Bjerggeden og 6 andre der vil sejle deres bil til Europa) stadig ikke ved hvornår skibet sejler, så vi kører tilbage til hotellet, hvor vi samme aften får at vide at vi skal stille på havnen næste morgen tidligt til narko kontrol – Yes sidste del der mangler, så vi er klar næste morgen – for besked på at tømme alt ud af bilen………. Hvad? Vi har lige pakket alt ind, nå men ud med alt pik pak igen på en bagende varm havneplads og så vente og vente på narko politiet. Endelig midt på dagen dukker de op – en heldigvis meget flink narkobetjent (da jeg ikke har gidet at tømme bilen) og en hund med (nok grundet varmen formoder jeg) de længste nosser jeg nogensinde har set (mindst 20 cm lange – imponerende flotte). Han roder i vores ting og til sidst får vi lov at forsegle bilen og efter 3 udgangskontroller fra havnen er vi færdige – bilen afgår i morgen. Det er dejligt at få den afleveret, nu ankommer den i Bremmerhafen om godt 3 uger.

Vi lejer os ind på et luksushotel her i Cartagena – byen er en af spaniernes største fæstningsbyer, med bymur, fæstningsværk, velbevarede huse der er 3-400 år gamle, og samtidig en moderne storby med skyskrabere som vi ikke har set på hele vores rejse siden Buenos Aires. Dejligt sted at slutte af de sidste dage og i en uvant luksus.

Den 16. maj fløj vi fra Colombia og landede i Florida hvor vi lige vil bruge 6 dage inden vi lander i København den 23. maj.

Palomino

trawl fiskning fra stranden – båd ud med net og træk op på land
Fangsten – dette gør man morgen og aften
Cartagena – Historisk Spansk fæstningsby med moderne skyskrabere
Ioverlandere. Vi venter på narko control

 

Taganga dykning

Her åbner en helt ny verden sig. Vi tager et Padi open water dykkercertifikat gælder til 18 meter) her i Taganga. Det er formentlig et af de billigste steder i verden at tage det – 850.000 colombianske pesos hvilket svarer til 1.860 danske kroner – 3 dages kursus – med 6 dyk (blandet træning og dyk). Vi tager efterfølgende 4 dyk  på 2 yderligere ture.

Første vejrtrækning under vand er en helt speciel oplevelse

Op gennem Colombia

Indrømmet så har vi nu set rigtig meget og længslen mod Danmark nærmer sig. Men man skal sgu skamme sig hvis man ikke kan finde ud af at nyde det her stadigt. Vi kører med en rimelig fast kurs mod den Nordlige kystlinje af Colombia – ud mod den caribiske kyst, som vi gerne vil nyde inden hele denne rejse slutter.

Først skal vi krydse grænsen mellem Ecuador/Colombia – her kan man sætte en dag af – her er altid mange timers kø, fra en danskers syn virker det mærkeligt at man ikke laver et par skranker mere da mange blot skal registreres og have et stempel – men det gør man ikke – du må bare vente, og sådan er det. Det er blevet en forretning, så der står folk i køen der er villige til at gå ud hvis du vil betale 20 dollar. Mange folk har sovet her kan man se – det har vi ikke lyst til. Efter et 3 timer i køen er vi ikke nået ret langt og Karenmaries øjne ruller rundt i hovedet, hun vakler rundt som kun hun kan og er ved at gå til (en helt forfærdelig situation som sker når man keder sig)- en vagt spørger om hun ikke har hovedpine – Charlotte er vaks og nikker lidt, og vupti er vi røget over i en anden kø for folk med børn og handicappede og en lille time efter er vi igennem, og kan køre ind i Colombia.

Nå men vi har ikke så travlt, så vi tager 5 dage om at køre op gennem landet, så vi får set lidt. Landskabet minder om Ecuador, vi kører i 1,5 – 3,5 km , så her er stadigt forholdsvis højt, her er ufatteligt frodigt og grønt. Vi finder nogle små byer hvor vi overnatter – dels fordi her i lokalbefolkningen er det sikkert, og venligheden er fantastisk – overalt er der folk der kommer hen og snakker, viser os noget af deres osv. og vi nyder at bruge tid på dette. De Colombianere vi møder kan intet Engelsk, og ærligt talt, så kan vi stadig ikke meget Spansk, men interessen for hinanden er der og vi får vist hinanden rundt, bliver inviteret ud at spise af en kaffebonde på marked og middagsmad – gæstfriheden er stor – alle hilser – ønsker velkommen og god rejse i Colombia.

Der er bjerge størstedelen af Colombia, og først de sidste 800 km i den Nordlige del bliver flade, og vi kommer ned på fladområde. Så skal jeg sgu hilse og sige at her bliver varmt – befolkningen er blandet og mørkere end i resten af Sydamerika. I fladområderne er der kæmpeområder med sukkerrørsplantager. Vi er for første gang i måneder ufrivillig nødt til at leje et hotelværelse med aircon for at kunne sove. Næste dag når vi den Caribiske kyst – det er fedt – det føles næsten som at være i mål. Bjerggeden (bilen) er hvertfald blevet godt brugt. Bremserne begyndte at larme på de sidste nedkørsler fra bjergene – De er slidt op – forståeligt nok – vi har kørt op gennem hele den Sydamerikanske Andes bjergkæde, koblingen er slidt, endnu en støddæmper virker ikke og selv de nye dæk er ved at slidte. Det har sgu været et hårdt terræn, og vi har ikke skånet Bjerggeden med valg af områder/veje, så det er OK. Men bilen er næsten i mål, kun et antal hundrede km tilbage her de sidste uger inden bilen skal sendes hjem.

Vi slår os ned i Taganga, for at tage et Padi dykkerkursus de næste 3-4 dage – heldigvis er varmen lidt bedre her ved kysten (ca 33 grader) med lidt vind – vandet 27 grader.

Ventekø på at komme ind i Colombia – Efter 3 timer syntes en tolder at Karenmarie har hovedpine og sender os foran i køen – Tak
Disse flotte busser er overalt i Colombia og bliver brugt til transport af mennesker og varer på taget
Bjergene i Colombia er kaffeområde – her lagt til tørring.
Kaffebonden der er så flink at vise os rundt i byen/markedet og køber endda mad,frugter osv. og giver til os – det er næsten pinligt da han nok ikke har meget – virker for meget flinkt, men det er givet i glæde.
Nedenfor bjergene sukkerrørs plantager – her må man sætte det bag en køretøj man har lyst til (vi så dem også længere)
Hestevogne er stadigt brugte transportmidler overalt i Sydamerika, her ved en sukkerrørs plantage
Ufatteligt meget politi hele Sydamerika, men i Colombia er det da helt vildt. Vi bliver stoppet hele tiden, men de er rigtig flinke. De er imponeret over størrelsen på en dansk viking.
Wax palms, ved Salento kan være 60 meter høje – Det er Flemming der står ved foden af den
Km ved Wax palms – en trekking tur
Flere byer i Colombia er farverige – her Salento
Hva er ideen med de hængeører

 

Fattigmands Galapagos, og resten af Ecuador

46 km fra kysten ligger en ø (Isla del Plata) med nogle af arterne der også kan ses på Galapagos, og man kan kommer derud for 30 $ per person, så det prøver vi. Her er nogle fuglearter som kun lever på Galapagos og på denne ø. Her lever også et par Albatrosser, men de har ufattelig svært ved at formere sig, så vi må ikke komme på denne del af øen. Vi ser adskillige andre fugle.

På sejlturen hjem for vi en masse fisk at se – ser vi flere store fladfisk (60x60cm) springe 1 meter over vandet – en hval dukker op et par gange – kæmpe havskildpadder soler sig i overfladen – delfiner i massevis der har indkredset en stime fisk og holder et ædegilde – deltagere til delfinernes indkredsning af fiskestimen er adskillige pelikaner og andre fugle – alt i alt er det en kæmpe dyre oplevelse.

Kysten i Ecuador er helt anderledes end vi har været vant til sydpå. Her går junglen flere steder helt ud til Stillehavet, hvilket gør kyststrækningen meget flottere og ikke så goldt og tørt som i Peru. Vi kører ind i landet mod en vulkankrater med en sø i, mod byen Banos. Dette er virkelig stedet hvis man skal have frigivet noget Adrenalin. Her er bungee jump, zipliner over kløfter, kæmpe sving ud over kløfter/bjerge osv. osv. – det er vildt.

Banos Ecuador adrenalin junkie

Efter Banos sætter vi kursen mod Colombia. Nord for Quito krydser vi Ækvator, hvor vi tager en overnatning ved nogle endnu engang overvældende gæstfri lokale. Landet er kendt som det lille land der har alt på små afstande. Her er mere moderne byer, fattige bjergområder med indianer, Amazonas jungle, vulkaner, flotte strande osv osv. Folk i Ecuador har vi oplevet som værende de mest gæstfri og smilende vi endnu har mødt i Sydamerika. Der er smil, hilsner og gæstfrihed overalt.

Dieselprisen er 1 $ for 1 gallon = 3,8 liter, altså ca 1,6 kr/liter – så kan man da ligesågodt lade være med at tage noget for det.

Tur på Isla del Plata (fattigmands Galapagos)
Blue-footed boobies
nazca-boobies
En flok delfiner har indkredset en fiskestime og pelikaner nyder godt af det også
Hygge på stranden ved Puerto Lopez
trængsel på vejen i en typisk by
Vi kører igennem marker med kakao træer
Vulkankrater (laguna Quilotoa) med en flot sø
På vej mod vulkankrateret bliver vi fanget i en slugt med en meget stejl stigning hvor bilen må opgive, så vi må bede om hjælp – Heldigvis er det ingen problem i Ecuador – folk er flinke og har aldrig travlt
Banos Flemming og karenmarie bliver våde ved Pailon del Diablo

1000 meter zipline med 80 km/t, længste og hurtigste i Ecuador
Kæmpe sving i en 30 meter gynge ud over byen Banos der ligger 1 km længere nede – det giver sug i maven

 

Mødet med Ecuador

WOW – Vi får den varmeste velkomst i dette land.

Godt nok skal vi lige forbi en korrupt politimand der slæber mig ind på politikontoret og forsøger at få 300 dollar ud af os – forsøger til sidst med 50 dollar, da han mener der er meget ulovligt på bilen benægt benægt benægt benægt og no hablo espaniol igen og igen – og vi får papirer tilbage så vi kan køre derfra. Dette kommer man ud for i Sydamerika, men efter man har mødt en del betjente bliver man vant til det – de er flinke nok, men prøver lige til.

Landet er markant anderledes lige fra grænsen af – her er frodigt, bananplantager, kakaotræer og i den første by vi kommer til er der tydelig velstand – en rig bydel.

Nå men nr. 2 mand vi møder på en p-plads (Nicolas) da vi skal ind og handle, købe internet til landet osv. Vejleder os i den fulde oplevelsestur i Ecuador – verdens bedste land ifølge ham. Senere i storcenteret finder han os – han har ledt efter os fordi han gerne vil have at vi bor et sikkert sted – han har fløjet i militæret – været i Norge 3 gange for at flyve med helikopter og fløjet med præsidenten af Norge – Hmmmm?? hvad vil han (dansk mistænkelighed), nå men hvor intet vover- Vi kører hjem til ham og overnatter på p-pladsen til hans 200 m3 lejlighed i et meget luksuriøst område af byen. Her kan vi bo sikkert bag vagtværn, med stor pool. Dagen efter inviterer hans familie på limonade der bliver til frokost med kæmperejer m.v. i hans hjem indtil vi tager derfra.

Vores kurs er mod kysten og han har fortalt at vi skal køre ud til han GODE barndomsven Vito der har et sted på en surferstrand – Vito er kommet til skade og har nok røget og drukket for meget, men er flink. Efter den gode oplevelse tænker vi at vi ligesågodt kan fortsætte (og vi vil ud at prøve surfing). Vi ankommer til Vito`s grund ved stranden, og det er sgu en anden verden. Her er ikke vand på et klamt toilet, og meget beskidt, men vi er efterhånden vandt til lidt af hvert, og man kan jo stå op og skide. Vito siger vi kan bo gratis, da vi kommer fra hans ven.

Her bor nogle mennesker der ja hvordan forklarer man det?? De siger at de kunne lave et cirkus, på stranden, i byen er her er tyk af hash røg, man drikker, der er dårlige livsoplevelser, men stadig drømme. Vito ser vi ikke – meget af dette virker også lidt trist -vi har fået at vide at Vito nok har røget og drukket for meget. Nå mens vi stadig undrer os over hvilket hul vi er bor i forhold til stedet vi kom fra, nyder vi stranden, restauranterne, øver surfing. Nå men langsomt finder vi ud af manden her (Vito) faktisk har en historie – han var surfer (den bedste, men hvem tror på det på en strand med hashtåge), nogle mener han kom galt afsted pga. alkohol og hash, men en af dem der bor her fortæller at han i 30 år tog ud og harpunfiskede – en dag fandt man ham på stranden, og han siger selv at han blev bidt af en søslange, og deraf fik sin hjerneskade. Hmm ja ja flere historier tænker vi. Nå men et par dage går mere med surfe, og en dag kommer en pige ud af hytten foran stranden, og straks kommer løbende 3 fotografer efter hende hun posere lidt og tager ud og surfer. Vi spørger en af dem fra ”cirkusholdet” som vi bor sammen med hvem hun er – det er Vito`s datter, og hun er god til at surfe fortæller han – hvor god spørger vi? – Hun er den bedste i Ecuador (hmm ja passer det nu også og hvordan måler man det tænker vi) – Wow siger vi – efter lidt fortsætter han – Hun er faktisk også den bedste i hele Sydamerika – endnu en pause – og hun blev nr. 2 i verdensmesterskabet – hendes bror der bor derovre er også god, men ikke ligeså god. Hmm det kan sgu da godt være ham Vito alligevel var den bedste på denne strand tænker vi.

Det er sgu sjovt som man kan støde ind i nogle der er blevet til noget hvor det mindst er ventet – det er ikke kun drømme på stranden – nogle bliver til noget – dejlig at opleve.

Manden vi mødte da vi var ude og handle gav os den fedeste velkomst vi har oplevet endnu i Sydamerika, og har sendt os videre til dette sted – tak for det.

Nicolas og familie der giver os den bedste lande velkomst i Sydamerika
Surfning for første gang
Nogle af de tossede mennesker der bor på Vito`s sted
Vi møder mange af de gamle VW T2èr i Sydamerika – produktionen er først stoppet for få år siden

Tidligere kulturer i Nord Peru på vej mod kysten

Efter turen i bjergene og endnu ikke at have været i rigtig varmt havvand på vores ferie, sætter vi kursen mod nordkysten af Peru. Vi kører på en vej i en meget meget smal dal, klipper hænger ud over vejen, så tæt på vejen så vi skal passe på ikke at ramme dem, vejen og tunnelerne er et sporrede, og total mørke, så det er med at holde øje med om der kommer en normal (sindsyg kørende) Peru lastbil – på den anden side buldrer en flod der flere steder har taget noget af kørebanen – det er noget af det vildeste vej vi har kørt på.

Vi kører igennem det nordlige Peru, hvor Moche folket fra år 100-800 har haft deres kultur og sprog. I dag er denne væk og man vidste meget lidt om den indtil for få år siden, da flere store tegn på civilisationer blev opdaget eller man fik interesse for den. Stedet vi besøger her har været Mochefolkets tidligere hovedstad inden denne flyttede nord på.

Stedet består af 2 pyramider (med flade toppe) og selve byen i midt i mellem. Kun den lille af de 2 pyramider er ved at blive udgravet, men er stoppet pga. pengemangel. Pyramiden er en helligdom hvor samfundets øverste blev lagt indeni når de døde og for hver ca. 80-100 år byggede man en ny etage (hver etage smukt udført med flotte malerier) på pyramiden. Her i den lille pyramide er der ca. 6 etager mener man, mens der i den store pyramide gætter man på 11 etager. Sammen med den døde, blev begravet alt hvad man mener han skulle have med til underverdenen, konen, elskerinder, børn, dyr, vagter og mad m.m.

Ovenpå pyramiden har der været udført ofringer for at tilfredsstille guderne og når trangen var stor ofte også mennesker ofringer i form af unge mænd (krigere). Byen blev sandsynlighed efterladt efter en oversvømmelse og har lagt skjult i sandet frem til en lærer og en gruppe studerende ville bestige det lille bjerg i sandet, sparker til en sten og ser at der er maling på denne først fundne lermursten. Her er stadig utallige grave, en by og endnu en større pyramide at udgrave, så hvis man er interesseret i, hvad der kan ligge længere nede, så kom herned.

Næste sted Nordpå er efterkommer fra Sipan kulturen, der nok er en efterkommer af den lidt tidligere Moche kultur. Her er lignende det tidligere sted  været pyramider. Stedet blev opdaget af gravrøvere og det er uvist hvor meget der er fjernet inden Sipan udgravningerne blev udført. I dag er der kun udgravet 2 grave, men her blev fundet et helt ufattelige antal genstande. Meget udført i kobber, sølv og guld (gentager lige i ufattelige mængder).

Begge kulturer ved man i dag stadig ikke meget om, men man er laaaanngsom i gang med at grave, når frivillige vil grave eller donere penge.

Endelig efter 700 kilometer når vi Nord kysten af Peru. Første overnatning ved kysten. Vi svømmer med kæmpe havskildpadder (alene skjoldet er + 1 meter) og kan røre ved dem. Dagen efter slår vi os ned på en strand – temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet. Dette er længe ventet, så vi bliver her og de næste 5 dage – dejligt.

Canon del plato

De mange etager i pyramiderne – malingen er original fra år 100-800 – hullet er hvor Spanierne har røvet et par gravetager 

Den større pyramide i baggrunden (lavet af lermursten) og byen imellem

Mange steder i ørkenen og i nogle byer har man affaldsproblemer. Det ser ikke godt ud. Overalt i Sydamerika har er det normalt at smide affald i naturen, mere eller mindre – her mere

Charlotte og en skildpadde
Karenmarie og en skildpadde 
En af de gamle T2èr på tur, 2 voksne og 3 store børn på et meget lille budget, men en STOR drøm om at rejse

Temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet

Cordilleras Blanca – del II

Vi skrev i sidste indlæg at vi ville videre, men disse bjerge imponerer som Torres del Paine (i Patagonien) (som har været favoritten indtil videre) så vi bestemmer os for at blive her og se lidt mere inden det er farvel til de HELT høje tinder. Dette er verdens højeste tropiske bjergkæde med nogle af de mest imponerende snedækkede bjergtoppe, og efter en dag i Termisk bad til 7 kr./person er vi klar.

Først finder vi en bjergtop på 5150 meter som skal bestiges med pigsko og isøkse, og som vi mener kan bestiges – Charlotte melder fra med det samme, da hun ikke kan få vejret, men Karenmarie og jeg vil gerne op og se ud over verden. Vores gode Guide, Roland, kalder det ”easy” og Lazy mountain” så det bør jo være nemt :-). Vi bliver dog klogere – selvom vi er i ok form (skulle vi mene) så bliver det en hård tur. Natten/dagen inden vi skal afsted (4am) har der været nedbør så bjergtoppen er dækket af nyfalden sne hvilket gør det hårdt. Efter at være nået ca ½vejs op på isglatte klipper er vi nået til is området. Vi tager pigsko og isøkserne frem, og binder et reb mellem hinanden – Vi er 3 – Roland, Karenmarie og Flemming. Den nye sne er dyb, og hver 3-4 skridt falder jeg 1 meter ned i sneen. Vi kæmper og kæmper, holder pause, græder lidt, og da Vores guide siger der er 10 meter tilbage er det befriende. Vi når toppen – jeg kan tydeligt smage blod i munden fra nogle revne lunger, men det er fedt!!!!!!!!! Desværre får vi ikke den fantastiske udsigt som vi ønsker – de sidste 100 meter gik vi op i tåge og kan se 10 meter – men stadigvæk er her sejrsglæde. Vi bliver her ½ time og håber på opklaring – spiser snacks – får bygget en Dansk snemand, så andre kan se at dette nu er et territorium tilhørende Danmark. Nedstigningen er sjov – det er ikke så hårdt og vi glider/vælter i/på sneen, men alt er sikkert med rebet imellem os. Fed oplevelse.

Efter velfortjent øl, inkacola (ja inkaernes har deres ”egen” cola – den er favoritten hos Karenmarie) og pizza kører vi lidt nordpå langs bjergkæden og op i en dal til Laguna Paron, hvorfra man kan se bjerget som er vist i starten af alle Paramount film. Vi trekker fin ud til endnu en laguna, men vi er sgu lidt matte og et par hundrede meters op-trekking gør os trætte – men det er en flot tur – tinderne, bjergsiderne, og søer der er mere grøn/blå end før er så flot som det kan være.

Dette bliver farvel til bjergene Cordilleras Blanca – Karenmarie udråber dette område til det bedste vi har set/oplevet – og så var det endda ikke engang planen at vi skulle hertil, – men måske tilbage hertil en dag?.

Klatring mod toppen

På toppen

Verdens højest beliggende tunnel
Mange sten på vejen – Der er adskellige kors langs vejen, og Roland fortæller at her hvert år dør mellem 30 og 50 mennesker på strækningen over bjerget – de kører ad H…… til i Peru
Cordillaera bjergene set fra Hurraz
Paramount bjerget
Mor og datter vi bor ved siden af ved Laguna ParonLaguna Paron
Skide godt hvad man kan få dem til – Karenmarie som Jack Sparrow og Charlotte som galionsfigur på The Black Pearl