Drøm med på vores rejser
Denne gletcher vandrer, knager og brager. Vi er her om sommeren og her sker virkeligt noget. Kømpe is stykker / bjerge falder af og brager ned i vandet. Gletcheren er en del af den største ismasse i verden udenfor Grøndland og Antarktisk. Gletcheren er ca 5 km bred, 30 km lang, og imponerende 50-70 meter høj ved vandet.
Vi forlader Ildlandet + Ushuaia og sætter kursen nord, mod Torres Del Paine, som måske er de flotteste bjerge vi nogensinde har set. Bjergene er skubbet op af undergrunden og nogle af klipperne ligner noget der er vredet op af jorden i vrede. Sletter omkring bjergene byder på et rigt dyreliv og den største bestand af Pumaer i Sydamerika. Samtidig ligger den lige på kanten af gletcher området, og byder derfor på smukke blå floder.
Flemming tager på endnu et 4 dags trek, 70 km, til området bagved bjergene.
Charlotte trekker til de 3 tårne og tager på ridetur.
Indimellem bruges dage på at jagte pumaen, området granskes og teorier om pumaens færden udvikles.
Vi tager til den største årlige hestefestival i området.
Charlotte rider 1 dag i området, sammen med en canadier og 2 lokale Gauchoèr.
Den lokale Gaucho fortæller at der er et årligt hestefestival i en lille by 100 km væk. Den største i sydlige Patagonien. Det skal opleves, og er en vild oplevelse. Dette er ægte Gauchoèr der bruger deres heste som en del af deres liv. Konkurrencerne afvikles over 2 dage. Fange kvæg med lasso og ride på vilde heste er hovedeventen. Hestene de rider på, har de været oppe i bjergene og hente. Det er vilde heste, som man ikke kender alderen på, men man vælger dem der ser ud til at være yngre end 5 år. Efter festivalen beholder man hestene på gården og gør dem til egnede rideheste. Hestene har aldrig haft en rytter på ryggen før.
Vi har efterhånden brugt nogle dage på at jage pumaer, og bilen er ved at løbe tør for diesel, ligesom vi ikke har mere mad. Nærmeste sted at fylde op vil koste godt 300km kørsel. Vi har brugt dage på at udtænke strategier for Pumaèns færden, og beslutter derfor at gøre endnu et forsøg. Dette område har den største bestand af puma, men man kan være her år uden at møde den. Da vi er optanket vender vi tilbage til parken, og tjekker de 2-3 områder ud vi udset, og fandme om vi ikke møder pumaen, og lidt efter endnu en puma. Det er fedt.
Se med på videoen.
Der mærkes en fascination af dette sted. Det er verdens ende, Kap Horn. Stræderne opkaldt efter opdagelsesrejsende, Fitz Roy, Darwin, Magellan m.fl.. Kort efter opdagelsen af Amerika, er der mange opdagelsesrejsende, i århundreder, der har rundet Amerika og rejst mod den verden bagved, som var ukendt.
År 1520. Amerika var lige opdaget. Portugisiske Magellan sejlede i et skib magen til dette, og var den første der sejlede Syd om Amerika. Ved kap Horn opdagede han Magellan strædet og landet nedenfor var dermed en ø, som han kaldte Ildlandet, fordi de indfødte havde så mange bål. 5 skibe og 270 mand drog afsted, og 1 skib med 19 mand kom tilbage til Portugal. Magellan forventede at Indien lagde ca. 4 dages sejllads efter Kap Horn men ukendt ligger stillehavet her. Krydsning af stillehavet og det ukendte øst-asien tog i stedet 4 måneder. Det resulterer i sult og død på båden – mange dør – dertil at være rejsende i en fuldstændig ukendt verden ikke var nok, så ville Magellan indføre kristendom på de første øer (Filipinerne) som han ramte efter stillehavet. En ø syntes ikke kristendom var så spændende, -og så måtte øen selfølgelig overbevises mod kristendom med magt. Uheldigvis vandt de indfødte og Magellan døde her. Resterne af flåden fandt Indien. Tilbage var kun 1 skib, der vendte hjemad. Med utæt skib, nedslidte og hullede sejl nåede kun 19 mænd hjem efter 4 år (270 mand startede). I lasten var krydderier, -imponerende var det nok til at betale for hele ekspeditionen. Man havde fundet rundt om jorden.
År 1831. England er stormagt i verden, og skibe fra Royal Navy skal ud at opdage verdenen. Fitz Roy er kaptajn på skibet Beagle, og han har Charles Darwin med på denne 2nd Beagle ekspedition. De sejlede ikke gennem Magellan strædet, men nedenom Ildlandet, gennem Beagle strædet, hvor Ushuaia ligger i dag. Ekspeditionen skulle vare i 2 år, men de vendte først tilbage 5 år efter. På baggrund af omfattende opdagelser og notater, fremkom Charles Darwin blandt andet med teorier om at arter udvikler sig i det miljø de eksisterer i over tid – evolutionsteorien. Den teori var svær at tro på, men i år 1870 havde den brede befolkning accepteret evolutionsteorien.
Denne opdagelsesrejse har betydet en ufattelig ændring. Det er tankevækkende, at det kun er 156 år siden.
I 1520 da Magallan sejler her, og opdager at den sydligste del af Amerika er en ø, ser han kysten oplyst af bål, som de indfødte har tændt for at holde varmen – deraf Ildlandet.
211 år senere på 1st Beagle ekspedition besøger man befolkningen på Ildlandet. Befolkningen er nøgne. Det er jo fuldstændigt vildt, men endnu vildere at det er muligt, når vi står så langt sydpå! De havde ikke udviklet tøj, men tændte bål, og var normader. De levede af fisk og lign fra havet, og har boet her i ca. 12.000 år. Da de ror i kano og går ikke meget, så er deres ben er korte og armene er lange. Beagle besætningens og Englands første teori er at man har fundet en anden menneskerace eller noget lignende. Som man nu gør dengang, så tager de selvfølgelig 5 stk. af den ny fundne art med til England. De overlever ikke alle at komme i tøj, nye sygdomme mm. men nogle af dem lærer lidt engelsk og andet “nyttigt”, inden de kommer tilbage med 2nd Beagle ekspedition.
Herefter starter koloniseringen og den oprindelige befolkning, de skal have tøj på, får sygdomme af ændrede levevilkår, andre bliver skudt fordi de ikke kan finde ud af den vestlige orden – udryddet. Der har været 4-5 stammer, men der er ikke flere tilbage idag. Der er ikke flere fuldblods efterkommere, – art og sprog er væk. Den sidste der kunne tale det sidste oprindelige stamme sprog er død her i 2022.
Man kan i dag gå og spotte kropslige og ansigts træk i befolkningen hernede der minder om de oprindelige – og gætte på hvor tæt de er på denne befolkning.
Dette sted er et fascinerende sted i verden.
Vi er kørt for at nå den sydligste farbare vej, og for at give bilen et navn.
Da vi var her for 8 år døbte vores datter rejsebilen Bjerggeden (som denne bil allerede hed på tysk Bergziege). Det er sikkert! -at Bjeggeden IKKE! levede op til sit navn……..
Skal man gøre noget – skal man sgu gøre det ordentligt 😉 Så afsted over små veje indtil vejen ender ved på det sydligste punkt i verden. Øllet er drukket og opfyldt med vand fra Beagle strædet.
Så håber vi sgu bilen kvitterer og gør sig fortjent til sit navn:-)
Vi forlader El Chalten, Argentina og sætter kursen mod det sydligste man kan komme på dette kontinent. Vi har efterhånden kørt ca 5-6000 km og store øde strækninger. Holder man ind for at få en mad, tisse, tage et billede, eller andet på disse strækninger, -og en anden vejfarende kommer forbi, holder man ind. Spørger om alt er OK – alle gør det, når det er øde. Det er da lidt fedt, -så det gør vi også.
Ushuaia er en “storby” der er opstået inden panamakanalen. Dengang alle skibe skulle rundt om Kap Horn – Ushuaia.
Byen er rå, usminket, og mærket af klima. Menneskerne der bor her lever af fiskeri, og skibstransporten der stadig sejler her forbi, men en ny gren er kommet til. Der er kommet turister der også skal føle stedet, være en opdagelsesrejsende som Magallan – Fitz Roy – Darwin, nå til verdens ende, det farlige farvand ved Kap Horn, det sydligste punkt i verden inden Antarktisk.
Glæden er stor, da vi kører fra det tørre Argentina ind mod – eller ind i denne del af Andes bjergene. Det føles bogstaveligt som om man møder en mur. Der er en massiv kraftig modvind fra bjergene, der bare tordner sig op, og mellem toppene kan man se gletchere, der hænger ud fra et af verdens største indlandsis områder. Alt i alt et truende billede og følelse der advarer, men samtidig er så flot, så man bare må ind i det.
Når man så når den lille by, El Chalten, der ligger for lige foden af bjergene, er der mere ro. Den lille by har en fed afslappet atmosfære, som vi indtager. Vi slår os ned her og bruger dage på trekking i bjergområdet. Dette har vi glædet os til.
Billeder fra en 4 dags tur ind mod og hen over is områder:
Vi er så heldige med vejret hernede, så vi bliver og får trekket lidt mere:
Vi ender med at være her i 14 dage, og vil helt sikkert komme til at savne stedet. Samlet mere end 170 km og ?? højdemeter trekking er det blevet til.
I aften vil vi ud at have nogle lokale IPA, og i morgen er det tid til at drage videre sydpå.
Mens vi har været her, har brandmænd bekæmpet en større brand nærmest i døgndrift i et af områderne vi har trekket i nationalparken har været afspærret. 3-400 ha er væk, men de har nu efter 8 dage vundet over ilden. En hyldest er på plads.
En lille historie om byens grundlægger:
Andreas Madsen var fra en fattig familie i Vestjylland, og selv om han ikke sad på en knold og sang, så sved udlandslængsler i hjertet – som på mange unge mænd. Andreas stak til søs. Han kom til Buenos Aires i 1901 på dampskibet Skanderborg, gik i land og fik job som kok på en ekspedition til Patagonien.
Ekspeditionen nåede til bjerget Fitz Roy, og Andreas Madsen faldt for stedet, så meget, at han blev boende. De næste 10 år ernærede sig med at opdrætte heste, jagte puma – eller hvad som helst, der kunne give brød på bordet.
I 1912 vendte han tilbage til Danmark, fandt sin barndomskæreste, giftede sig, og tog hende med tilbage til Argentina. Ingen dikkedarer. Og så opbyggede han en fårefarm, mens Fanny (hustruen) var ulønnet sygeplejerske.
Ind imellem var Fanny gravid og skulle føde. Så oplærte hun Andreas i tjansen som jordemoder, og det gik godt alle 4 gange. Et par gange om måneden kom der danske magasiner med post, så de kunne lære børnene dansk.
Deres gård begyndte at blive et kendt sted. Mange ekspeditioner og bjergklatrere overnattede hos dem. Andreas Madsen var desuden pumajæger. Han skrev sine oplevelser ned i 2 bøger, ”Patagonia Vieja” og ”Cazando Pumas”, og fik invitationer helt fra Buenos Aires til at fortælle om bøgerne. Andreas Madsens efterkommere har været væk egnen, men i 2012 vendte barnebarnet Fitz Roy tilbage og overtog familiens gamle ejendom.
Her sker ikke så meget, men det kan jo også noget. Vi tilbagelægger mange kilometer mod det sydlige Patagonien. På denne del skal man passe tankstationerne, da der lang imellem, og de kan være tørlagte.
På himlen svæver den store ådsel æder, Condor, der er nærmest er en flyvende port. Hannen kan blive 1,3 meter høj, 15 kilo, og med et vingefang på over 3 meter, er det måske eller tæt på den største flyvende fugl/grib i verden.
Pludselig på vejen er opsat t lille Butch Cassidy skilte, og vi stopper. Det var her de 2 sidste legendariske western legender flygtede til i 1901 og indtil 1906. Dengang var dette øvre del af Patagonien meget øde, og kun få havde bosat sig, så hertil flygtede de 2 røvere der var eftersøgt i USA, i et forsøg på at leve i fred. De boede her og fik bygget dette hus, og stald, -med 6000 hektar. De levede sammen med befolkningen dernede, inden de blev opdaget af USA rangers og måtte tage på deres sidste røver/drab flugt. Det var sjovt nok den lokale sheriff der advarede dem, så enten var deres penge vellidte, eller måske var de ligefrem vellidte.
I USA havde der nok været en forlystelsespark på dette sted 🙂
Her ligger stedet ubemærket i Chorilla dalen, uden entre. Den lille lille by har ingen attraktioner om stedet, men en lille gratis entre cafe har skrevet lidt om historien- det er fedt.
Deres død er stadig sagnomspundet, og findes i flere fortællinger – som den slags bør…. 🙂
Vi er nået til Andes bjergene. Det er denne bjergkæde vi vil følge ned og op igen på hver side og igennem. Efter pampa krydsningen nyder vi nogle dage ved søer og trekker i nationalparker. Overnatning foregår de smukkeste steder, ved floder, søer osv. Vi ligger et par dage ved Bariloche, som er et yndet Argentinsk turistmål. Fra Bariloche og sydpå går man ind i Patagonien, og der er ca. 3000 km kørsel til verdens ende. Det er en tur vi glæder os til, men også lidt nervøse. Der er øde strækninger og barsk natur, – er bilen nu i orden, – hvad kan ske, – har vi det rigtige tøj, osv. osv.
Efter dage hvor vi har nydt søer der er så rene at man sikkert kan drikke vandet, starter vi forsigtigt turen. Vi kører ad mindre grusveje tæt på Andes. Vejene i Argentina svinger vildt i kvalitet, selvom det er samme vej/hovedvej. Vejene er enten ikke lavet, eller dårligt vedligeholdte. Grusvejene får ikke besøg af vejhøvl som derhjemme, så den har lagt sig som et vaske-brædt, der i den grad giver bilen nogle gedigne TÆSK. Farten ligger fra 15 km/t og op til 50 km/t de muligheder vejen tillader (vi håber bilen er stærk :-)), men vi kravler langsom sydpå. Men omgivelserne belønner en med smuk natur, og det har vi glædet os til.
Føllet er blevet fanget bag et hegn. Både føl og hoppen har brækkede ben og er udmarvede. De er tydeligt skræmte over vores tilstedeværelse og ikke vant til mennesker, så vi fortsætter inden de gør skade på sig selv – det passer ikke Charlotte.
Pampaen er et enormt frodigt område i Uruguay og Argentina. Her er fladt og vidderne er enorme. Det er enorme landbrugsjorde, sammen med græssletter hvor der er enorme mængder kvæg der græsser. Længere ind i landet bliver græssletterne afløst af tørre buske, men her græsser kvæget også.
De Argentinske Gauchoèr driver kvæget med heste, som vi kender det fra cowboys. Jeg ved ikke om der findes ægte cowboys endnu, men den Argentinske Gaucho rider flot ud over sletten efter sit kvæg der er langt væk. Gaucho kulturen har været der fra 1500 tallet. Indtil 1950erne drev man stadig store dele af Pampaen som åbne arealer uden indhegning, og først herefter forsøgte man at effektivisere ved at lade lodsejere bestemme over arealer.
Vi kører fra Uruguay, og krydser den kæmpe Rio de la Plata, flod ind i Argentina. Kursen er sat mod dansker trekanten, hvor den største andel danskargentinere bosatte sig i perioden 1850-1930. Dengang var Danmark fattige og Argentina var rige og havde masser af jord til danskere der rejste i drømme mod en bedre tilværelse.
Herfra er der ca. 3000 km kørsel i Patagoniens Andes til Ushuaia. WOW det her glæder vi os til!
Ikke mindre end 4 videoer får vi lavet hen over pampaen. Måske vi har kedet os lidt i bilen alligevel 🙂 men de er nu hyggelige nok, så her er de:
(og der kommer nok ikke så mange videoer herefter)
Skriv et svar