Måned: april 2018

Indrømmet så har vi nu set rigtig meget og længslen mod Danmark nærmer sig. Men man skal sgu skamme sig hvis man ikke kan finde ud af at nyde det her stadigt. Vi kører med en rimelig fast kurs mod den Nordlige kystlinje af Colombia – ud mod den caribiske kyst, som vi gerne vil nyde inden hele denne rejse slutter.

Først skal vi krydse grænsen mellem Ecuador/Colombia – her kan man sætte en dag af – her er altid mange timers kø, fra en danskers syn virker det mærkeligt at man ikke laver et par skranker mere da mange blot skal registreres og have et stempel – men det gør man ikke – du må bare vente, og sådan er det. Det er blevet en forretning, så der står folk i køen der er villige til at gå ud hvis du vil betale 20 dollar. Mange folk har sovet her kan man se – det har vi ikke lyst til. Efter et 3 timer i køen er vi ikke nået ret langt og Karenmaries øjne ruller rundt i hovedet, hun vakler rundt som kun hun kan og er ved at gå til (en helt forfærdelig situation som sker når man keder sig)- en vagt spørger om hun ikke har hovedpine – Charlotte er vaks og nikker lidt, og vupti er vi røget over i en anden kø for folk med børn og handicappede og en lille time efter er vi igennem, og kan køre ind i Colombia.

Nå men vi har ikke så travlt, så vi tager 5 dage om at køre op gennem landet, så vi får set lidt. Landskabet minder om Ecuador, vi kører i 1,5 – 3,5 km , så her er stadigt forholdsvis højt, her er ufatteligt frodigt og grønt. Vi finder nogle små byer hvor vi overnatter – dels fordi her i lokalbefolkningen er det sikkert, og venligheden er fantastisk – overalt er der folk der kommer hen og snakker, viser os noget af deres osv. og vi nyder at bruge tid på dette. De Colombianere vi møder kan intet Engelsk, og ærligt talt, så kan vi stadig ikke meget Spansk, men interessen for hinanden er der og vi får vist hinanden rundt, bliver inviteret ud at spise af en kaffebonde på marked og middagsmad – gæstfriheden er stor – alle hilser – ønsker velkommen og god rejse i Colombia.

Der er bjerge størstedelen af Colombia, og først de sidste 800 km i den Nordlige del bliver flade, og vi kommer ned på fladområde. Så skal jeg sgu hilse og sige at her bliver varmt – befolkningen er blandet og mørkere end i resten af Sydamerika. I fladområderne er der kæmpeområder med sukkerrørsplantager. Vi er for første gang i måneder ufrivillig nødt til at leje et hotelværelse med aircon for at kunne sove. Næste dag når vi den Caribiske kyst – det er fedt – det føles næsten som at være i mål. Bjerggeden (bilen) er hvertfald blevet godt brugt. Bremserne begyndte at larme på de sidste nedkørsler fra bjergene – De er slidt op – forståeligt nok – vi har kørt op gennem hele den Sydamerikanske Andes bjergkæde, koblingen er slidt, endnu en støddæmper virker ikke og selv de nye dæk er ved at slidte. Det har sgu været et hårdt terræn, og vi har ikke skånet Bjerggeden med valg af områder/veje, så det er OK. Men bilen er næsten i mål, kun et antal hundrede km tilbage her de sidste uger inden bilen skal sendes hjem.

Vi slår os ned i Taganga, for at tage et Padi dykkerkursus de næste 3-4 dage – heldigvis er varmen lidt bedre her ved kysten (ca 33 grader) med lidt vind – vandet 27 grader.

 

 

46 km fra kysten ligger en ø (Isla del Plata) med nogle af arterne der også kan ses på Galapagos, og man kan kommer derud for 30 $ per person, så det prøver vi. Her er nogle fuglearter som kun lever på Galapagos og på denne ø. Her lever også et par Albatrosser, men de har ufattelig svært ved at formere sig, så vi må ikke komme på denne del af øen. Vi ser adskillige andre fugle.

På sejlturen hjem for vi en masse fisk at se – ser vi flere store fladfisk (60x60cm) springe 1 meter over vandet – en hval dukker op et par gange – kæmpe havskildpadder soler sig i overfladen – delfiner i massevis der har indkredset en stime fisk og holder et ædegilde – deltagere til delfinernes indkredsning af fiskestimen er adskillige pelikaner og andre fugle – alt i alt er det en kæmpe dyre oplevelse.

Kysten i Ecuador er helt anderledes end vi har været vant til sydpå. Her går junglen flere steder helt ud til Stillehavet, hvilket gør kyststrækningen meget flottere og ikke så goldt og tørt som i Peru. Vi kører ind i landet mod en vulkankrater med en sø i, mod byen Banos. Dette er virkelig stedet hvis man skal have frigivet noget Adrenalin. Her er bungee jump, zipliner over kløfter, kæmpe sving ud over kløfter/bjerge osv. osv. – det er vildt.

Banos Ecuador adrenalin junkie

Efter Banos sætter vi kursen mod Colombia. Nord for Quito krydser vi Ækvator, hvor vi tager en overnatning ved nogle endnu engang overvældende gæstfri lokale. Landet er kendt som det lille land der har alt på små afstande. Her er mere moderne byer, fattige bjergområder med indianer, Amazonas jungle, vulkaner, flotte strande osv osv. Folk i Ecuador har vi oplevet som værende de mest gæstfri og smilende vi endnu har mødt i Sydamerika. Der er smil, hilsner og gæstfrihed overalt.

Dieselprisen er 1 $ for 1 gallon = 3,8 liter, altså ca 1,6 kr/liter – så kan man da ligesågodt lade være med at tage noget for det.

 

WOW – Vi får den varmeste velkomst i dette land.

Godt nok skal vi lige forbi en korrupt politimand der slæber mig ind på politikontoret og forsøger at få 300 dollar ud af os – forsøger til sidst med 50 dollar, da han mener der er meget ulovligt på bilen benægt benægt benægt benægt og no hablo espaniol igen og igen – og vi får papirer tilbage så vi kan køre derfra. Dette kommer man ud for i Sydamerika, men efter man har mødt en del betjente bliver man vant til det – de er flinke nok, men prøver lige til.

Landet er markant anderledes lige fra grænsen af – her er frodigt, bananplantager, kakaotræer og i den første by vi kommer til er der tydelig velstand – en rig bydel.

Nå men nr. 2 mand vi møder på en p-plads (Nicolas) da vi skal ind og handle, købe internet til landet osv. Vejleder os i den fulde oplevelsestur i Ecuador – verdens bedste land ifølge ham. Senere i storcenteret finder han os – han har ledt efter os fordi han gerne vil have at vi bor et sikkert sted – han har fløjet i militæret – været i Norge 3 gange for at flyve med helikopter og fløjet med præsidenten af Norge – Hmmmm?? hvad vil han (dansk mistænkelighed), nå men hvor intet vover- Vi kører hjem til ham og overnatter på p-pladsen til hans 200 m3 lejlighed i et meget luksuriøst område af byen. Her kan vi bo sikkert bag vagtværn, med stor pool. Dagen efter inviterer hans familie på limonade der bliver til frokost med kæmperejer m.v. i hans hjem indtil vi tager derfra.

Vores kurs er mod kysten og han har fortalt at vi skal køre ud til han GODE barndomsven Vito der har et sted på en surferstrand – Vito er kommet til skade og har nok røget og drukket for meget, men er flink. Efter den gode oplevelse tænker vi at vi ligesågodt kan fortsætte (og vi vil ud at prøve surfing). Vi ankommer til Vito`s grund ved stranden, og det er sgu en anden verden. Her er ikke vand på et klamt toilet, og meget beskidt, men vi er efterhånden vandt til lidt af hvert, og man kan jo stå op og skide. Vito siger vi kan bo gratis, da vi kommer fra hans ven.

Her bor nogle mennesker der ja hvordan forklarer man det?? De siger at de kunne lave et cirkus, på stranden, i byen er her er tyk af hash røg, man drikker, der er dårlige livsoplevelser, men stadig drømme. Vito ser vi ikke – meget af dette virker også lidt trist -vi har fået at vide at Vito nok har røget og drukket for meget. Nå mens vi stadig undrer os over hvilket hul vi er bor i forhold til stedet vi kom fra, nyder vi stranden, restauranterne, øver surfing. Nå men langsomt finder vi ud af manden her (Vito) faktisk har en historie – han var surfer (den bedste, men hvem tror på det på en strand med hashtåge), nogle mener han kom galt afsted pga. alkohol og hash, men en af dem der bor her fortæller at han i 30 år tog ud og harpunfiskede – en dag fandt man ham på stranden, og han siger selv at han blev bidt af en søslange, og deraf fik sin hjerneskade. Hmm ja ja flere historier tænker vi. Nå men et par dage går mere med surfe, og en dag kommer en pige ud af hytten foran stranden, og straks kommer løbende 3 fotografer efter hende hun posere lidt og tager ud og surfer. Vi spørger en af dem fra ”cirkusholdet” som vi bor sammen med hvem hun er – det er Vito`s datter, og hun er god til at surfe fortæller han – hvor god spørger vi? – Hun er den bedste i Ecuador (hmm ja passer det nu også og hvordan måler man det tænker vi) – Wow siger vi – efter lidt fortsætter han – Hun er faktisk også den bedste i hele Sydamerika – endnu en pause – og hun blev nr. 2 i verdensmesterskabet – hendes bror der bor derovre er også god, men ikke ligeså god. Hmm det kan sgu da godt være ham Vito alligevel var den bedste på denne strand tænker vi.

Det er sgu sjovt som man kan støde ind i nogle der er blevet til noget hvor det mindst er ventet – det er ikke kun drømme på stranden – nogle bliver til noget – dejlig at opleve.

Manden vi mødte da vi var ude og handle gav os den fedeste velkomst vi har oplevet endnu i Sydamerika, og har sendt os videre til dette sted – tak for det.

Efter turen i bjergene og endnu ikke at have været i rigtig varmt havvand på vores ferie, sætter vi kursen mod nordkysten af Peru. Vi kører på en vej i en meget meget smal dal, klipper hænger ud over vejen, så tæt på vejen så vi skal passe på ikke at ramme dem, vejen og tunnelerne er et sporrede, og total mørke, så det er med at holde øje med om der kommer en normal (sindsyg kørende) Peru lastbil – på den anden side buldrer en flod der flere steder har taget noget af kørebanen – det er noget af det vildeste vej vi har kørt på.

Vi kører igennem det nordlige Peru, hvor Moche folket fra år 100-800 har haft deres kultur og sprog. I dag er denne væk og man vidste meget lidt om den indtil for få år siden, da flere store tegn på civilisationer blev opdaget eller man fik interesse for den. Stedet vi besøger her har været Mochefolkets tidligere hovedstad inden denne flyttede nord på.

Stedet består af 2 pyramider (med flade toppe) og selve byen i midt i mellem. Kun den lille af de 2 pyramider er ved at blive udgravet, men er stoppet pga. pengemangel. Pyramiden er en helligdom hvor samfundets øverste blev lagt indeni når de døde og for hver ca. 80-100 år byggede man en ny etage (hver etage smukt udført med flotte malerier) på pyramiden. Her i den lille pyramide er der ca. 6 etager mener man, mens der i den store pyramide gætter man på 11 etager. Sammen med den døde, blev begravet alt hvad man mener han skulle have med til underverdenen, konen, elskerinder, børn, dyr, vagter og mad m.m.

Ovenpå pyramiden har der været udført ofringer for at tilfredsstille guderne og når trangen var stor ofte også mennesker ofringer i form af unge mænd (krigere). Byen blev sandsynlighed efterladt efter en oversvømmelse og har lagt skjult i sandet frem til en lærer og en gruppe studerende ville bestige det lille bjerg i sandet, sparker til en sten og ser at der er maling på denne først fundne lermursten. Her er stadig utallige grave, en by og endnu en større pyramide at udgrave, så hvis man er interesseret i, hvad der kan ligge længere nede, så kom herned.

Næste sted Nordpå er efterkommer fra Sipan kulturen, der nok er en efterkommer af den lidt tidligere Moche kultur. Her er lignende det tidligere sted  været pyramider. Stedet blev opdaget af gravrøvere og det er uvist hvor meget der er fjernet inden Sipan udgravningerne blev udført. I dag er der kun udgravet 2 grave, men her blev fundet et helt ufattelige antal genstande. Meget udført i kobber, sølv og guld (gentager lige i ufattelige mængder).

Begge kulturer ved man i dag stadig ikke meget om, men man er laaaanngsom i gang med at grave, når frivillige vil grave eller donere penge.

Endelig efter 700 kilometer når vi Nord kysten af Peru. Første overnatning ved kysten. Vi svømmer med kæmpe havskildpadder (alene skjoldet er + 1 meter) og kan røre ved dem. Dagen efter slår vi os ned på en strand – temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet. Dette er længe ventet, så vi bliver her og de næste 5 dage – dejligt.

De mange etager i pyramiderne – malingen er original fra år 100-800 – hullet er hvor Spanierne har røvet et par gravetager 

Mange steder i ørkenen og i nogle byer har man affaldsproblemer. Det ser ikke godt ud. Overalt i Sydamerika har er det normalt at smide affald i naturen, mere eller mindre – her mere

Temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet