Mens vi snuser rundt i en del af det danske område bor vi de fleste dage (og lige nu 24. nov.) på en strand ved Necochea – det er sgu dejligt. Lige nu skriver vi på e n tankstation med WiFi, men nu vil vi ud at bade og surfe 🙂
Vi har kun siddet fast 2 gange i sandet indtil videre:-)
3-400 km syd for Buenos Aires slog størstedelen af Danske immigranter sig ned. Danskerne kom hovedsageligt i en periode efter ca 1850 og igen ca 1920 – herefter kun ganske få. Dengang var Argentina et rigt land og Danmark fattigt, hvilket er vendt siden så derfor stoppede dette. I og med der ikke kommer flere herover ebber det danske sprog ud herover. Men det er fantastisk at se hvor stor indflydelse danskerne endnu har i området, selvom sproget nok synger på sidste vers. 
Besøg i Tandil . Hans Fugl (ham der står en statue af) var hovedårsag til at danskere begyndte at flytte til området, og udvikling i Tandil .
Billeder fra Bar Rex i Necochea hvor danskerne har mødes (og den kvindelige ejer taler dansk). Væggene er fyldt med danske ting medbragt ved immigrationen. Det er billeder af ting der har betydet noget for danskerne på denne tid
Der er billeder af flere store danske fuldriggere skibe der viser at danmark historisk har en stor historie på havet. Billeder og broderier bla. fra “Slaget på reden i 1801″. Hvor Danmark i uset heltemod”sejrer” (alt efter hvilke udsagn) over den totale overmagt, England, uden hjælp fra allierede.
Sejl der viser at Norge var en del af Danmark (indtil for 200 år siden)
Overalt hvor vi stopper i Necochea møder vi danskere der kommer hen og vil snakke. Denne gamle 80 årige fortæller om sit liv og tilknytning til Danmark – han har aldrig selv været i DK, men taler dansk da han lærte det som barn af sine forældre der også begge var født i Argentina. Han siger desuden at den største forskel ikke er at han taler dansk, men at han tænker dansk – hvad det så end betyder?? – men han var en hotelejer der angiveligt har godt styr på sin forretning.
En Argentiner, vi møder, der kan flydende engelsk fortæller om danskheden i området. Han arbejder for et Fransk firma, sælger af gødning til landbruget og har arbejdet i flere områder af landet, men er flyttet til dette område da han kom i bekendskab med danske aftagere af hans produkter. Han fortæller om hans syn på efterkommere efter danskere. Det er stærke ord; disse er mere intelligente, tænker i udvikling af deres forretning, men allervigtigst, så er de ærlige. Han fortæller samtidig landet/landbruget er opdelt/ejet af få store firmaer i Argentina, og at landmænd lejer deres jord (typisk størrelse på en gård er 500 hektar). En stor del af efterkommere af danskere har dog formodet at frikøbe sig dette, driver det som familiegårde og disse har udviklet sig mere.
Hans børn går på den danske skole, da det er den bedste skole siger han og anbefaler os at besøge den, hvilket vi gør dagen efter.
På den danske skole i Necochea møder vi en Argentinsk, dansk talende lærer der gerne vil vise os rundt på skolen (har selv boet 6 år i danmark). Skolen bestyrelse er med danske rødder og hun fortæller lidt om forskellene i forhold til en typiske argentinsk skole, at man arbejder mere med at opbygge et helt menneske, – vil at man skal lære mere end læringsmål, hvorfor der her er ekstra timer i form af kreative fag, gymnastik, lærring om miljø, affald osv. som vi godt kan genkende. Der bliver ikke talt dansk på skolen, men da hun selv gik der for ca 30 år siden var der timer om Danmark. Undervisning på Dansk var stoppet nogle år før.
I området findes mange danske klubber. Vi gik desværre glip af den store sommerfest i La Dulce sidste weekend, men vi har fundet en kom sammen ved et sted der hedder Dannevirke, som vi skrev til, og blev budt med til.
Dannevirke ligger ude midt i ingenting idag, idet alle der har opbygget stedet er fraflyttet. Oprindeligt boede der masser af danske bønder omkring her, så man byggede en skole for de danske familier, på jorden tilhørende den ene gård (Mathiesen) men da landbrugene selvfølgelig er blevet større er gårdene væk, og stedet helt for sig selv uden skole. Klubben for efterkommer efter dansker har siden holdt til på stedet, og havde 2 dage inden vores besøg haft imponerende 93 års fødselsdag.
Da vi desværre ikke kan Spansk, var vi spændte på om nogle kunne tale Dansk med os, men det var der heldigvis en masse der kunne. Det var imponerende hvor meget tilknytning de alle stadig har til hinanden, til det danske og deres traditioner. Mange af dem kunne tale dansk, havde været i Danmark, eller havde børn/søskende m.v. der enten havde været i Danmark eller boede i Danmark. Der var masser af danske for og efternavne, selv på unge mennesker. Det var en fantastisk oplevelse at høre om deres familier og deres liv og tilknytning til stedet. Vi var meget glade for at kunne være med til en festdag i klubben, hvor der blev spist, drukket, spillet banko, samvær, lege mellem voksne og børn, og da dagen var gået spiste vi rester med dem der var tilbage, og sluttede først til midnat. En masse dejlige mennesker og en oplevelse vi helt sikkert vil huske.
Der var meget langt ud til klubben ad jordveje
Fest i den Danske klub Dannevirke
Vi starter rejsen fra ca midten af Paraguay og ned til Sydspidsen af Argentina. Det er en tur på ca 2500 km Pampaområde + 2000 km i Patagonien. Pampaen er stort set ens udseende, hovedsageligt er der græs med meget spredt kvæg. Nogle steder er der uberørt pampa (krat/græs) andre steder er der afgrøder, men hovedsageligt græs – Der er sindsygt meget græs!, så det virker underligt at man ikke lukker mere kvæg ud på det og opdyrker det mere.
Her er masser af Argentinske cowboys, Gauchoèr, der passer kvæget + gamle pickup trucks og så er det hele bare totalt fladt og kæmpe stort.
Vi gør nok nogle stop undervejs ved de danske bosættelser og hvad vi ellers kan finde på, men mere om det.
En Gaucho på Pampaen
Der er mange politikontroller på strækningen, og i den ene bliver vi opkrævet 169 dollar for at have vores trækasse med da den rager ud over kofanger, da han siger det er ulovligt. Han overbeviser os om at når vi har betalt denne bøde, så behøver vi ikke at pille kassen af, men kan ikke opkræves dette igen i Argentina – nok lidt mærkeligt når man tænker over det??. nå men vi betaler 170 dollar og han giver os ikke engang tilbage og da vi kører står der 3 betjente og griner højlydt bag bilen. 200 km længere sydpå vil en ny betjent fortælle at der er noget der rager ud over kofanger, men da vi protesterer højlydt opgiver han. Vi bestemmer os for at beholde kassen på og nægte at betale politiet fremadrettet for dette uanset om de tilbageholder os. En dansk efterkommer vi møder fortæller at politiet faktisk ikke kan opkræve kontant betaling, og at vi kan prøve at nægte – måske bestikke dem – eller sige at de skal sende regning til DK, hvilket de ikke kan finde ud af mener han. Nå men dette er nok ikke første møde med korrupt politi, -de fleste er flinke og der er politi overalt.
Efter Iguazu kører vi ned gennem Paraguay. Landet er tydeligt noget mere fattigt, men jo længere vi bevæger os sydpå ned mod Argentina ser det lidt finere ud. Vi er midt i det område hvor Jesuitterne levede – i det sydlige Brasilien, Paraguay og Nordlige Argentina sammen med ca 100.000 indianere. Jesuitterne opbyggede fra starten af 1600 et samfund sammen med indianerne i forsøg på at føre dem ind i kristendom, men da Spanierne fandt at dette samfund var ved at få for står indflydelse blev jesuitterne bortvist i 1767, indianerne fordrevet, og byerne blev forladt. Der ligger derfor en del ruinbyer herfra.
Itapu dæmningen
Vi besøger desuden verdens måske største vandkraft dæmning (Kina er igang eller har vist bygget en der er større nu) der ligger på grænsen mellem Brasilien og Uruguay. Dæmningen leverer henholdsvis 80% af Paraguay og 20% af strømforbrug i Brasilien og er det vandkraftværk i verden der har leveret mest strøm. 118 meter højdeforskel.
Grænseovergangen fra Paraguay til Brasilien tager en ½ dag for os, da der åbenbart er behov for tjekke noget igennem her – derudover er vi åbenbart så mistænkelige, at bliver vi udvalgt til gennemgang – afsluttet med at Bjerggeden (bilen) skal igennem den helt store scanner. Heldigvis uden at der bliver fundet noget.
Nu starter rejsen mod syd.
Vi bor lige nu på den Brasilianske side af vandfaldene der ligger på grænsen mellem Brasilien/Argentina. En af de næste dage tager vi ned og ser den sydlige.
I Montevideo, mens vi ventede på bilen gik mange tanker på ikke at køre herop til vandfaldene, da det er godt 2500 km omvej, da vi skal sydpå bagefter. Det er jo trods alt KUN et vandfald, og vi har set mange i Europa og Asien – mennnn det er er sgu imponerende flot, i en en helt anden klasse – det er bestemt turen værd efter kun at have set den ene side. Her lidt udvalgte billeder af de samlede 275 vandfald, med 300.000 liter/sekund, brølende, 80 meter fald i Djævlens gab, som vi ikke kunne foto – vi blev våde:-)
På den argentinske side venter mere + en sejltur under faldene. Vi glæder os!
Hermed lidt fra den Argentinske side:
Sejltur ind under vandfald – endnu mere våde
Vi er afsted i bilen mod Iberá National park. De sidste 80 km ,med 40 km/t, foregår på jordvej. Der er fladt så langt øjet rækker med uspoleret natur og store vidder der bliver afgræsset med få kvæg – et paradis for cowboyder (og Charlotte).
Indgangen til nationalparken på en bro hvor nogle brædder manglede, så Karenmarie syntes det killede i maven at passere. I vandet var der piratfisk, så på trods af myg og 35 grader var det ikke så godt at bade.
I området er der ikke mange mennesker, og man kan kun besøge en meget lille del af det kæmpe fladområde, da det er meget ufremkommeligt. Der var vildt mange dyr og fugle, som vi aldrig har set før. Vi har aldrig set et område hvor man kan gå helt hen til dyrene – de har åbenbart ikke lært at være bange for mennesker, så vi boede faktisk sammen med dem, idet de var overalt omkring os.
Et lille udvalg af dyrene:
Efter 2 dage ville vi have været videre Nordpå, men vi var desværre nødt til at vende om og køre den samme vej tilbage da der den sidste nat faldt lidt regn, og vejen Nordpå kan ifølge lokal ikke engang forceres med 4 hjuls træk hvis der er kommet lidt vand. Det var ikke sjovt for Flemming, der gerne vil derud, men da der var så øde herude, og de andre 4 hjuls trækkere også kørte sydpå gjorde vi det samme. Her var vejen nu også blevet lidt smattet, så der var da lidt mudder.
Vejen Nordpå er for 4×4, men jeg vil derud, så jeg gør klar med at lukke luft ud af dækkene, så der er større trædeflade
En lille video ved ankomst: https://www.youtube.com/watch?v=lWBzPrqV08c&feature=youtu.be
Mandag den 6. november fik vi så bilen. glæden, forventninger og lysten til at komme ud at opleve er stor.
Første overnatning i det fri var en stor overvindelse i det nye kontinet med nye dyr og lyde. Vi kom ferm til et sted sent om aftenen, og i mørket var der alt muligt at være bange for og man kan næsten se dem alle, slanger, krokodiller, edderkopper, skorpioner, insekter + en gren + noget tørt græs der rører benene – da vi skulle sove kom en mand på mc forbi – der er meget at gå i panik over – det var sgu sjovt.
Hermed lidt billeder fra Montevideo. Vi hænger egentligt bare ud i byen, tester forskellige overnatningssteder og sådan
Vores skib forhåbentligt med vores bil er ankommet havnen
Vi bor lige nu på et lækkert hostel hvor vi møder en masse andre rejsende, udveksler infoer, og bader i poolen – alt sammen til små penge – Dejligt:-)
Vi får faktisk set en del i Buenos Aires på nogle lange gåture i byen, og får nydt en del store argentinske bøffer.
Udsigt fra toppen af vores lejlighed over Buenos Aires Palermo, der er uden højhuse, og som Buenos Aires så ud engang.
På rigtig mange gader i Buenos Aries bor folk/familier på gaden, og køen på social kontoret er lang.
Besøg ved den danske kirke, forsamlingshus og bibliotek
Vi kommer forbi den danske kirke i Buenos Aires, der er rejst i ca. 1920’erne hvor udvandringen fra Danmark toppede. Her dyrkes det danske endnu i kirken -den sammenliggende forsamlingshus og bibliotek. Danskerne der er bosat i Buenos Aires og 3 byer ca. 350 km syd for buenos Aires, på den Argentinske Pampas regnes idag at udgøre ca. 30.000. Tilfældigvis skal der starte et lille foredrag om betydningen af de danske dogmefilm i forsamlingshuset (på dansk/spansk) – de er glade for vores besøg og vi bliver inviteret med. Det er rigtig spændende at snakke med herboende danskere og mærke atmosfæren i salen, der nok betyder mere for dem end de danske kirker og forsamlinghuse derhjemme. Biblioteket der ligger i forsamlinghuset råder over alle de bøger udvandrer har afleveret helt tilbage fra de første der immigrerede i slut 1800 tallet til idag + diverse ugeblade, besøg fra dronningen, malerier,og billeder af danske forfattere. Den ældre dame der er oversætter fra dansk til spansk har boet her siden hun var 5 år, og hendes danske sprog har ikke tilegnet sig ny brug af ord. Hun er som taget ud af en dansk film fra 50’erne.
Et vandværk med stil
Ja alle i Vand-Schmidt’er – KAN i så lære at bygge et vandværk med lidt mere stil!!!!!!!!!!!! Argentina var meget rig for 100 år siden, og så kan man jo ligesågodt bygge et vandværk som et kæmpe engelsk palads med alt i udsmykning, der fylder en hel blok – selvom det “blot” er et vandværk.
Evita, Eva Peron`s grav – Nok den mest betydningsfulde person i Argentinas nuværende historie
Vi snakker desuden om at tage ind og se en fodboldkamp, på Diego Maradona’s stadion for at mærke fodbold atmosfæren i dette land hvor Diego er ligeså stor som Evita (Eva Peron). Men da vi hører at bydelene tager disse kampe meget alvorligt også udenfor banen med slagsmål og knivstik skal vi nok bare se en gang Tango.
Tango på et torv i San Telmo
Zamba på gaden i Buenos Aires
Bydelene Palermo og San Telmo er at anbefale