Måned: februar 2018

På vores jeep tur får vi opsnappet at legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid endte deres dage herude i ingenting. Vi er kørt lige forbi det sted de er begravet uden at stoppe op, men det virker ikke som om at Bolivianerne er klar over at dette faktisk nok ville være en attraktion. Da vi spørger ind til det, fortæller guiden, at hans ven har gransket alt hvad der er værd at vide om legenderne og at vi er velkommen til at besøge ham – så det gør vi.

Legendernes held endte San Vincent. Efter at have røvet banker og tog i USA i mange år brændte tampen lidt for meget, 2 af de 5 bandemedlemmer døde i en flugt og de 3 resterende flygtede til Sydamerika. En gruppe var nedsat for at finde dem. Efter lidt yderligere røverier og den 3. bandemedlem blev skudt forsøgte de faktisk at slå sig ned i Argentina nær El Bolson, Butch Cassidy og Sundance Kid plus hans kæreste en tidligere luder. Efter 3 års hæderlighed blev de stukket. Det lykkes for dem at undslippe i den Patagoniske ørken. De 2 venner begik nu yderligere nogle røverier i forskellige dele af Argentina med heldige flugte indtil de lavede røveriet ved San Vicente. De røvede en rig mineejer, men kunne umiddelbart ikke flygte på grund af vejret og slog sig ned i byen. En lille bataljon opholdt sig tilfældigt på samme hotel og angreb de 2 røvere. En gunfight varede i flere timer – en soldat døde og ifølge soldaternes beretning var de 2 omringet – kl. 2 om natten var der stilhed i skud udvekslingen – en mand skreg og skreg – der lød et skud og der blev stille – lidt efter et skud mere. Om morgen gik soldaterne ind i huset og fandt dem begge med adskillige skudhuller i arme og ben, det dræbende midt panden – den anden med skud i tindingen. Der var ikke mere ammunition. Soldaternes beretning er at Butch skød sin ven for at gøre en ende på lidelserne og derefter sig selv med den sidste kugle. Ligene blev begravet på kirkegården i San Vincent, men er ikke blevet opgravet siden, da den Bolivianske regering ikke viser nogen interesse i dette.

Felix en lokal advokat har samlet dokumenter og effekter efter legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid og har dem i sit private hjem. Han roder i stakke af papirer og hiver nogle forskelige frem fra starten af 1900 tallet, der er med til at bevise, hvad der skete. Han kan med sikkerhed fortælle, at det var her heldet endte for de 2 røvere uanset, hvad der ellers er blevet sagt og skrevet efterfølgende. Hans egen teori er at hele byen var sammen om at dræbe de 2 røvere, og at de blev henrettet i stedet for selvmord.

Fra Tupiza i Biolivia tager vi på en 4 dages jeeptur til et ufremkommelig (for Bjerggeden) højland beliggende i den sydvestligste hjørne af Bolivia. Området er spændende på mange punkter.

• Hele turen er over 4 km højt med verdens højeste beliggende geysere, verdens største saltørken (Uyuni). I det hele taget en masse fantastisk natur
• Det var i dette område at jagten på Western legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid endte i et drabeligt gunfight efter de havde røvet en rig mineejer
• Paris Dakar har lige været her i området og det mest brugte landskab  til løbet
• Karenmarie fik en ordentlig alvorlig omgang højdesyge

Overalt på turen var der samme med flotte en masse død – Butch Casidy and Sundance kid, flere uheld fra i Dakar, 3 turister var faldet i gejserne sidste år og døde (fortalte vores guide efter vi havde løbet rundt på kanten), adskellige kors langs vejen med folk der var kørt ned – Vores gode chauffør, San Telmo, der har kørt her hver uge i 20 år, bad for hver kors ved vejen eller spyttede lidt kokablade ud til dem.

Bolivia – her er kinderne røde af sol og kulde. Tror ikke hun har set en hvid Dansk Viking før

Et Lama føl bliver født

Husene er små så man nemmere kan holde varmen

Det er ufattelig at der kan bo nogen herude. Her kan ikke dyrkes noget og Lamaer + minedrift er det eneste de lever af

Selv herude kan vi heldigvis få doktor hjælp da Karenmarie får højdesyge (vi er i 4300 meter)- hun har det bestemt ikke godt. Det vil tage 7 timer at køre til et lavere sted og vi skal op over flere pas der ligger højere, så det er ikke en mulighed. Han finder 3 støvede flasker af et eller andet nede i noget der ligner en fiskekasse, mixer det og sprøjter det ind i Karenmarie – synet forsvinder og Karenmarie bliver total svimmel, men vender efter nogle minutter tilbage. Heldigvis hjælper det og hun får det godt – i nøden er vi nødt til at stole på manden og det går heldigvis godt     

Termisk bad i 4,3 km højde

Geysere i 4,9 km højde. Jorden hvæser, mudder i forskellige farver plubrer, og damp blæser op ad jorden, mens her stinker af rådne æg 

Toyota Landcruiser holdet Franklin, Steven, Jo-Anna og os

Falmingoer over rød sø

Sort sø og en kaninlignende dyr

På marked

 

Billeder af en oversvømmet Uyuni salt sø – Verdens største

Saltede ben

Her er masser af klipper som vi kan få til at forestille alt muligt – her en kamel

Hva det?

 

Området heroppe er rigtigt flot, men desværre også meget højt og det er Bjerggeden ikke så glad for. Samtidigt har der i området været en del regn, der gør det noget usikkert om vejene er mulige at køre på. Vi har derfor opholdt os ved de større færdselsårer mod Bolivia og i lavere højde. Vi ønsker samtidig at komme til et andet land for vi har hovedsageligt været i Argentina og Chile de sidste 4 måneder.

Bilen; får vi lavet i Salta. Vi finder en lille meget beskidt mand, der kan lave vores trækaksel, så det får vi gjort – just in case. Vi besøger samtidig en mekaniker (igen) da der er lyde fra hjulophæng – det viser sig at begge styrarme er smadret og en bærerkugle til hjulet er helt smadret. Vi har kørt 12.000 km  på motorolien, så den tappes af. Det viser sig at være yderst tiltrængt – olien er tyk af sod og ikke med meget smøreevne – ødelagt. Historien med reservedele er det sædvanlige – vi kan ikke få reservedele til en vestlig bil, men heldigvis kan andet tilpasses.  Vores bil er ved at blive forvandlet til en VWFordNissanToyota.

Besøg ved en af de sydligere Inkabyer El Shincal syd for Cafayate. Byen er opbygget som Inkaernes hovedstad Cusco bare i miniformat. Byen og bystyret i det lavere område og på 2 høje tæt på byen tilbedelse af sol og måne (som Machu Picchu). Inkaerne havde vejnet helt herned med løbeposter, således byen kunne styres fra Cusco. En besked kunne leveres på ca. 5 dage og der var ca. 18 timers løb mellem hver løbepost. Inkaerne har samlet set haft 30.000 km belagte veje. Meget er væk eller ikke fundet endnu. Denne by er først fundet og gjort fremkommelig for få år siden af lokale. Regeringen bruger ingen penge til dette, så her er stadig meget at finde/udforske.

Mange floder løber stadig over vejen efter regnvejret, men er nemme at passere.

I området er der hunderacer uden hår – skulle nedstamme fra Inkarigets hunde

Ved Cafayate klatrer vi op gennem en kløft og ender ved et vandfald. Der er guider der ville ledsage os op gennem kløften mod betaling, men det gad vi ikke – Vi kom herop, men det var en udfordrende (lidt farlig) tur.

Vingårde overalt endda med smagning langs vejen – lækkert

Flot natur i hele området med alle mulige former for klipper og farver – indimellem vingårde

Ophold i Salta ved en kæmpe pool der er mere end ½ km lang – Det nyder Karenmarie. 

Poser er ved at eksplodere i bilen når vi kommer lidt op i højden – her 3,4 km over havet.

Farvede bjerge ved Humahuaca tæt på Bolivia

Vi har fundet et pas til Argentina der er åbent, men inden skal vi lige 400 km nordpå langs stillehavskysten. Hele strækningen er spækket med miner. Chile forsyner verden med 70 procent af alt kobber der anvendes, så mange steder er alt omgravet. Det var også her at 33 minefolk i 2010 blev begravet 700 meter ned i jorden – i kan måske huske det – alle blev reddet op efter 69 dage i en storstilet international redningsaktion.

Nå men den store ting er at vi skal over et pas til Argentina. Hvis vi skal til Argentina og videre op gennem Bolivia er dette lige nu den eneste mulighed. Passet er imponerende 4748 meter højt på det højeste sted, og løber hen over bjergkæden men en samlet længde på 470 kilometer fra start til slut. Da vi er startet i kote 0 ved havet, tænker vi at det er bedst lige at køre et stykke op ad bjerget for at vende os til højden og overnatte. Vi kører fra Copiapo i Chile og op til ca. 2600 meter for at sove her. Her er en fantastisk stjernehimmel som vi nyder. Vi har aldrig set så mange stjerner på himlen, og mælkevejen står flot og tydelig hen over himlen.

Næste dag starter de virkelige strabasser, hovedsageligt for bilen, men også for os. For at gøre en lang hisorie kort om hvad vi får dagen til at gå med, så er det helt kort sådan at luften er alt for tynd for bilen, og for os. Bilen mister alt sin trækkraft jo højere vi kommer. Ved 3850 meter kan den ikke trække op ad bakken mere og stopper. Hvis vi ikke kommer op her kan vi ikke komme op til Nordvestlige Argentina og til Bolivia. Efter et par forsøg mere er vi næsten ved at opgive – Karenmarie græder og siger at vi ikke skal opgive og vil heltemodigt at gå ud og skubbe bilen op sammen med mor 😊. I den gode ånd får vi øje på at vejen, der er lavet i grus, har nogle sidegrene, hvor vejen har forløbet tidligere (vejen bliver nylavet efter hver vinter) og vi gør endnu et forsøg. Vi rydder ind til sidevejen, bakker op, og kan få fart på så vi kan klare det op til næste sving. Sådan gør vi nogle gange indtil vi til sidst kommer op hvor vejen bliver lidt mere flad – NEVER SURENDER er sgu et godt motto!!.

Vi har knoklet med at rydde sten væk til sidevejene, og mærker en svimmelhed + lidt ondt i maven. Vi bliver stoppet af nogle minefolk der har set os arbejde, og bliver bedt om at stoppe og slappe af – i vejkanten sidder der 2 mennesker og mediterer – amen for fanden da. Der er nu ca 200 km højland og vi skal ca 900 meter højere op. Ved den Chilenske grænsekontrol får vi af en argentinsk pige nogle koka blade (Blade fra planten man udvinder kokain fra), som hun siger hjælper mod højdesyge. Uden den store betænkelighed ryger de i munden og vi køre videre. Vi ser fatamorganaer af saltsøer der nogle gange er der og andre gange forsvinder. Vi bader i nogle 40 grader varme bade 4300 meter over havet, hvorefter vi til sidst kommer over toppen. Bilen går totalt dårlig og trækker intet, så det er heldigt at her ikke er stejlt noget sted på det sidste stykke.

Dagen er gået inden vi når til den Argentinske grænsekontrol, og vi beslutter os for at overnatte heroppe, lidt fra vejen og kvæler sejrsglade de bajere vi har. En ophidset Argentinsk tolder kommer og fortæller at vi ikke må være heroppe i ingenmandsland, og at vi skal køre videre. Det har vi ikke lyst til, men gør hvad han siger – får lavet opholdstilladelse på os 3 + bilen, og sover ved et nød refugio 10 km efter grænsekontolen.

Her er ufatteligt smukt – helt sikkert det flotteste bjergpas vi har kørt over – med mange bjerge/vulkaner der er 6 – 6,9 km høje (verdens højeste vulkan) – med tørre saltsøer – Vandholdig sø der er merer blå end himlen – varme kilder man kan bade i – fatamorganaer – man føler sig meget lille – vi fik ikke taget så mange billeder da vi ikke turde stoppe bilen når det gik opad. Men vi fik taget video der viser lidt af strabadserne:

Video – Tur over Paso San Francisco

Vi er helt vildt glade for at have klaret turen, men er også klar over at vi under ingen omstændigheder kommer over noget der er højere i bjerggeden. Så vi skal kigge bjergpas og stigninger igennem inden vi skal begive os op i Bolivia.

(Hvis der er nogen af jer kloge hoveder derhjemme der har et bud på et eller andet der kan gøres ved bilen for at få den til at trække lidt mere i den tynde luft, så skriv gerne – er klar til at prøve alt. Jeg har choker trukket ud fra 2000 meter, -fjerner luftfilter højere oppe, og vil nu købe noget additiv og putter i diesel – flere bud??)

By ved stillehavskyst

En lille privat forladt mine (dyb)

Forsøg på billede af stjernehimmel

Vi rydder sideveje, der kan bruges som affyringsrampe til “Bjerggeden”

Chauffør på koka blade

Fatamorganaer?, Man kan se saltsøer, men når man kører lidt mere er de væk?

Den er god nok – Det er vejen til himlen

4300 meter over havet – kold saltsø og 40 grader varme termer foran som vi bader i (censureret) 

Sejrsglæde, med nød og næppe over passet – NEVER SURRENDER

vandløbet er også 40 grader varmt – det sorte er vulkangrus

Forskellige farvede bjerge på nedturen

Vi har endelig på vores lille ophold i Vicuna haft tid og WiFi til at få opdateret på siderne, Billeder og Videoer + vores rute. Kig ind!

På videoer er Karenmarie moviemaker/instruktør og Flewer er alias bonderøv (Hyg jer Stef og Jomme :-)). 

Ha det godt i gode gamle Danmark!

 

 

Vi har nu lagt stille 8 dage her i Vicuna, Chile. Vi kunne lide byen, og fandt et dejligt sted. Samtidigt har vi haft nogle nedbrud på bilen vi har undersøgt og fået gjort lidt ved. Køleskabet har mistet modet og vil blive erstattet med en løs model, som vi have stående på gulvet i bilen (vi har jo så meget gulvplads :-)). Værre var det at vores 2 store batterier+ laderen til batterierne er brændt af. Vi har købt en løs lader, og 2 nye batterier og installeret, så vi håber at have strøm til køleskab. Den kære trækaksel er vi blevet klogere på igen. Vi kan ikke købe reservedele til bilen i Sydamerika, må vi nok indse, hvilket er et generelt problem har vi fundet ud af. Men vi har måske fundet en mand der kan reparere vores trækaksel i Salta, Argentina, så det er vores mål.

Nå men beslutning om hvilken vej vi skal vælge Nordpå er ikke KUN op til os at bestemme har vi fundet ud af. VEJRET lidt Nordpå har den sidste uge været præget af HEAVY regntid. Det har medført at mange færdselsårer er lukket eller ødelagte. Pass i bjergene er lukket, og hovedvejen (Panamerican) op gennem Chile er skyllet væk. Overalt i området Nordlige Chile, Nord/Vest Argentina, Paraguay og Bolivia er området meget usikkert, så man kan ende et sted uden at kunne komme videre. I  kan sikkert google det. Vi har ikke fundet løsningen, på vores rejse, men et enkelt pas mellem Argentina og Chile er åbent idag, så vi vil køre over denne. Planen er så at bruge god tid i Nord/Vestlige Argentina, i områder der er mulige at færdes i indtil slutningen af februar, hvor vi håber regnen stopper. Vi vil herefter gerne ind i Bolivia, men det skal være tørt inden, da regnvejret har gjort det helt umuligt her. Vejene er ikke asfalteret, i det noget mere fattige Bolivia, så vi er afhængige af at regnvejret stopper inden vi kan fortsætte her. Bolivia har erklæret landet i undtagelsestilstand og beder nabolande om hjælp, så det er nok ret alvorligt.

Vi glæder os til at komme afsted. En uge er åbenbart laaaaaaaaaaang tid at være et sted, så vi tripper lige nu. Nord/Vestlige Argentina skulle være utroligt smukt. Vi køre lige nu til La Serena for at købe et køleskab – og forsøger derefter at komme over pass San Fransisco, som vi lige idag har set er åbnet. Passet er ca 800 km Nordpå og er imponerende 4726 meter højt – vi krydser fingre.

Vi fik besøgt et stjernekigger observatorium her i Vicuna. Det Nordlige Chile er stedet hvor man kigger på universet, da der her fra bjergene er bedst sigtbarhed til verdensrummet. Vi fik forklaret hvad man ved om universet, og fandt i yderligere grad ud af hvor små vi og vores planet egentligt er. Samtidigt er vi nok ret overbeviste om at der i dette store univers må være en jord-lignende planet et eller andet sted i universet.