Paso San Francisco

Vi har fundet et pas til Argentina der er åbent, men inden skal vi lige 400 km nordpå langs stillehavskysten. Hele strækningen er spækket med miner. Chile forsyner verden med 70 procent af alt kobber der anvendes, så mange steder er alt omgravet. Det var også her at 33 minefolk i 2010 blev begravet 700 meter ned i jorden – i kan måske huske det – alle blev reddet op efter 69 dage i en storstilet international redningsaktion.

Nå men den store ting er at vi skal over et pas til Argentina. Hvis vi skal til Argentina og videre op gennem Bolivia er dette lige nu den eneste mulighed. Passet er imponerende 4748 meter højt på det højeste sted, og løber hen over bjergkæden men en samlet længde på 470 kilometer fra start til slut. Da vi er startet i kote 0 ved havet, tænker vi at det er bedst lige at køre et stykke op ad bjerget for at vende os til højden og overnatte. Vi kører fra Copiapo i Chile og op til ca. 2600 meter for at sove her. Her er en fantastisk stjernehimmel som vi nyder. Vi har aldrig set så mange stjerner på himlen, og mælkevejen står flot og tydelig hen over himlen.

Næste dag starter de virkelige strabasser, hovedsageligt for bilen, men også for os. For at gøre en lang hisorie kort om hvad vi får dagen til at gå med, så er det helt kort sådan at luften er alt for tynd for bilen, og for os. Bilen mister alt sin trækkraft jo højere vi kommer. Ved 3850 meter kan den ikke trække op ad bakken mere og stopper. Hvis vi ikke kommer op her kan vi ikke komme op til Nordvestlige Argentina og til Bolivia. Efter et par forsøg mere er vi næsten ved at opgive – Karenmarie græder og siger at vi ikke skal opgive og vil heltemodigt at gå ud og skubbe bilen op sammen med mor 😊. I den gode ånd får vi øje på at vejen, der er lavet i grus, har nogle sidegrene, hvor vejen har forløbet tidligere (vejen bliver nylavet efter hver vinter) og vi gør endnu et forsøg. Vi rydder ind til sidevejen, bakker op, og kan få fart på så vi kan klare det op til næste sving. Sådan gør vi nogle gange indtil vi til sidst kommer op hvor vejen bliver lidt mere flad – NEVER SURENDER er sgu et godt motto!!.

Vi har knoklet med at rydde sten væk til sidevejene, og mærker en svimmelhed + lidt ondt i maven. Vi bliver stoppet af nogle minefolk der har set os arbejde, og bliver bedt om at stoppe og slappe af – i vejkanten sidder der 2 mennesker og mediterer – amen for fanden da. Der er nu ca 200 km højland og vi skal ca 900 meter højere op. Ved den Chilenske grænsekontrol får vi af en argentinsk pige nogle koka blade (Blade fra planten man udvinder kokain fra), som hun siger hjælper mod højdesyge. Uden den store betænkelighed ryger de i munden og vi køre videre. Vi ser fatamorganaer af saltsøer der nogle gange er der og andre gange forsvinder. Vi bader i nogle 40 grader varme bade 4300 meter over havet, hvorefter vi til sidst kommer over toppen. Bilen går totalt dårlig og trækker intet, så det er heldigt at her ikke er stejlt noget sted på det sidste stykke.

Dagen er gået inden vi når til den Argentinske grænsekontrol, og vi beslutter os for at overnatte heroppe, lidt fra vejen og kvæler sejrsglade de bajere vi har. En ophidset Argentinsk tolder kommer og fortæller at vi ikke må være heroppe i ingenmandsland, og at vi skal køre videre. Det har vi ikke lyst til, men gør hvad han siger – får lavet opholdstilladelse på os 3 + bilen, og sover ved et nød refugio 10 km efter grænsekontolen.

Her er ufatteligt smukt – helt sikkert det flotteste bjergpas vi har kørt over – med mange bjerge/vulkaner der er 6 – 6,9 km høje (verdens højeste vulkan) – med tørre saltsøer – Vandholdig sø der er merer blå end himlen – varme kilder man kan bade i – fatamorganaer – man føler sig meget lille – vi fik ikke taget så mange billeder da vi ikke turde stoppe bilen når det gik opad. Men vi fik taget video der viser lidt af strabadserne:

Video – Tur over Paso San Francisco

Vi er helt vildt glade for at have klaret turen, men er også klar over at vi under ingen omstændigheder kommer over noget der er højere i bjerggeden. Så vi skal kigge bjergpas og stigninger igennem inden vi skal begive os op i Bolivia.

(Hvis der er nogen af jer kloge hoveder derhjemme der har et bud på et eller andet der kan gøres ved bilen for at få den til at trække lidt mere i den tynde luft, så skriv gerne – er klar til at prøve alt. Jeg har choker trukket ud fra 2000 meter, -fjerner luftfilter højere oppe, og vil nu købe noget additiv og putter i diesel – flere bud??)

By ved stillehavskyst

En lille privat forladt mine (dyb)

Forsøg på billede af stjernehimmel

Vi rydder sideveje, der kan bruges som affyringsrampe til “Bjerggeden”

Chauffør på koka blade

Fatamorganaer?, Man kan se saltsøer, men når man kører lidt mere er de væk?

Den er god nok – Det er vejen til himlen

4300 meter over havet – kold saltsø og 40 grader varme termer foran som vi bader i (censureret) 

Sejrsglæde, med nød og næppe over passet – NEVER SURRENDER

vandløbet er også 40 grader varmt – det sorte er vulkangrus

Forskellige farvede bjerge på nedturen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *