Sydamerika 2017-18 – FamilienVesterlund.dk (hjem)

Dette er vores første STORE tur, – 7 måneder – 9 lande -og samlet 28.000km.

Der er mange oplevelser. Tag dig god tid og god fornøjelse.

Vores rute Sydamerika 2017-18, i Google Maps

Eller tegnet her af Karenmarie, på siden af døren, på vores gamle VW:

Afgang mod eventyr

Den 22 oktober landede vi i Sydamerika, Argentina, Buenos Aires. Flyveturen forløb rigtig fint. Første spændende møde med landet er at mærke temperaturen, og den må vi nok sige skuffede lidt. Det var RIGTIG koldt kl 8 om morgen da vi landede, men foråret er på vej hernede, så det må blive bedre. Her 3 dage efter ligger vi ved poolen på taget, og det er blevet godt 20 grader 🙂

Vores bil der ankommer med skib (afskibet i Hamborg for 4-5 uger siden) er endnu engang blevet meldt yderligere forsinket og ankommer til Montevideo i Uruguay den 3-4 november. Imens tjekker vi Buenos Aires ud, og finder ud af at der ikke er mange der kan tale engelsk. da vi heller ikke kan tale Spansk får vi en udfordring her de næste 7 måneder.

Bilen er forsinket

Vi får faktisk set en del i Buenos Aires på nogle lange gåture i byen, og får nydt en del store argentinske bøffer.

Udsigt fra toppen af vores lejlighed over Buenos Aires Palermo. Området lige bag os er uden højhuse, og som Buenos Aires så ud engang.

På rigtig mange gader i Buenos Aries bor folk/familier på gaden, og køen på social kontoret er lang.

Besøg ved den danske kirke, forsamlingshus og bibliotek

Vi kommer forbi den danske kirke i Buenos Aires, der er rejst i ca. 1920’erne hvor udvandringen fra Danmark toppede. Her dyrkes det danske endnu i kirken -den sammenliggende forsamlingshus og bibliotek. Danskerne der er bosat i Buenos Aires og 3 byer ca. 350 km syd for buenos Aires, på den Argentinske Pampas regnes idag at udgøre ca. 30.000. Tilfældigvis skal der starte et lille foredrag om betydningen af de danske dogmefilm i forsamlingshuset (på dansk/spansk) – de er glade for vores besøg og vi bliver inviteret med. Det er rigtig spændende at snakke med herboende danskere og mærke atmosfæren i salen, der nok betyder mere for dem end de danske kirker og forsamlinghuse derhjemme. Biblioteket der ligger i forsamlinghuset råder over alle de bøger udvandrer har afleveret helt tilbage fra de første der immigrerede i slut 1800 tallet til idag + diverse ugeblade, besøg fra dronningen, malerier,og billeder af danske forfattere. Den ældre dame der er oversætter fra dansk til spansk har boet her siden hun var 5 år, og hendes danske sprog har ikke tilegnet sig ny brug af ord. Hun er som taget ud af en dansk film fra 50’erne.

Et vandværk med stil

Ja alle i Vand-Schmidt’er – KAN i så lære at bygge et vandværk med lidt mere stil!!!!!!!!!!!! Argentina var meget rig for 100 år siden, og så kan man jo ligesågodt bygge et vandværk som et kæmpe engelsk palads med alt i udsmykning, der fylder en hel blok – selvom det “blot” er et vandværk.

Evita, Eva Peron`s grav – Nok den mest betydningsfulde person i Argentinas nuværende historie

Vi snakker desuden om at tage ind og se en fodboldkamp, på Diego Maradona’s stadion for at mærke fodbold atmosfæren i dette land hvor Diego er ligeså stor som Evita (Eva Peron). Men da vi hører at bydelene tager disse kampe meget alvorligt også udenfor banen med slagsmål og knivstik skal vi nok bare se en gang Tango.

Tango på et torv i San Telmo

Zamba på gaden i Buenos Aires

Bydelene Palermo og San Telmo er at anbefale

https://photos.app.goo.gl/7hKsmziA6v7gRH5g1

Montevideo, Uruguay

Hermed lidt billeder fra Montevideo. Vi hænger egentligt bare ud i byen, tester forskellige overnatningssteder og sådan

Vi ser ud over havet og håber vores bil er ankommer til havnen

Vi bor lige nu på et lækkert hostel hvor vi møder en masse andre rejsende, udveksler infoer, og bader i poolen – alt sammen til små penge – Dejligt:-)

Så fik vi endelig bilen

Mandag den 6. november fik vi så bilen. glæden, forventninger og lysten til at komme ud at opleve er stor.

Første overnatning i det fri var en stor overvindelse i det nye kontinet med nye dyr og lyde. Vi kom ferm til et sted sent om aftenen, og i mørket var der alt muligt at være bange for og man kan næsten se dem alle, slanger, krokodiller, edderkopper, skorpioner, insekter + en gren + noget tørt græs der rører benene – da vi skulle sove kom en mand på mc forbi – der er meget at gå i panik over – det var sgu sjovt.

Iberá, National Park

Vi er afsted i bilen mod Iberá National park. De sidste 80 km ,med 40 km/t, foregår på jordvej. Der er fladt så langt øjet rækker med uspoleret natur og store vidder der bliver afgræsset med få kvæg – et paradis for cowboyder (og Charlotte).

Indgangen til nationalparken på en bro hvor nogle brædder manglede, så Karenmarie syntes det killede i maven at passere. I vandet var der piratfisk, så på trods af myg og 35 grader var det ikke så godt at bade.

I området er der ikke mange mennesker, og man kan kun besøge en meget lille del af det kæmpe fladområde, da det er meget ufremkommeligt. Der var vildt mange dyr og fugle, som vi aldrig har set før. Vi har aldrig set et område hvor man kan gå helt hen til dyrene – de har åbenbart ikke lært at være bange for mennesker, så vi boede faktisk sammen med dem, idet de var overalt omkring os.

Et lille udvalg af dyrene:

Efter 2 dage ville vi have været videre Nordpå, men vi var desværre nødt til at vende om og køre den samme vej tilbage da der den sidste nat faldt lidt regn, og vejen Nordpå kan ifølge lokal ikke engang forceres med 4 hjuls træk hvis der er kommet lidt vand. Det var ikke sjovt for Flemming, der gerne vil derud, men da der var så øde herude, og de andre 4 hjuls trækkere også kørte sydpå gjorde vi det samme. Her var vejen nu også blevet lidt smattet, så der var da lidt mudder.

Vejen Nordpå er for 4×4, men jeg vil derud, så jeg gør klar med at lukke luft ud af dækkene, så der er større trædeflade

En lille video ved ankomst: https://www.youtube.com/watch?v=lWBzPrqV08c&feature=youtu.be

Iguazu vandfald

Vi bor lige nu på den Brasilianske side af vandfaldene der ligger på grænsen mellem Brasilien/Argentina. En af de næste dage tager vi ned og ser den sydlige.

I Montevideo, mens vi ventede på bilen gik mange tanker på ikke at køre herop til vandfaldene, da det er godt 2500 km omvej, da vi skal sydpå bagefter. Det er jo trods alt KUN et vandfald, og vi har set mange i Europa og Asien – mennnn det er er sgu imponerende flot, i en en helt anden klasse – det er bestemt turen værd efter kun at have set den ene side. Her lidt udvalgte billeder af de samlede 275 vandfald, med 300.000 liter/sekund, brølende, 80 meter fald i Djævlens gab, som vi ikke kunne foto – vi blev våde:-)

På den argentinske side venter mere + en sejltur under faldene. Vi glæder os!

Hermed lidt fra den Argentinske side:

Sejltur ind under vandfald – endnu mere våde

Paraguay og Jesuitter

Efter Iguazu kører vi ned gennem Paraguay. Landet er tydeligt noget mere fattigt, men jo længere vi bevæger os sydpå ned mod Argentina ser det lidt finere ud. Vi er midt i det område hvor Jesuitterne levede – i det sydlige Brasilien, Paraguay og Nordlige Argentina sammen med ca 100.000 indianere. Jesuitterne opbyggede fra starten af 1600 et samfund sammen med indianerne i forsøg på at føre dem ind i kristendom, men da Spanierne fandt at dette samfund var ved at få for står indflydelse blev jesuitterne bortvist i 1767, indianerne fordrevet, og byerne blev forladt. Der ligger derfor en del ruinbyer herfra.

Itapu dæmningen

Vi besøger desuden verdens måske største vandkraft dæmning (Kina er igang eller har vist bygget en der er større nu) der ligger på grænsen mellem Brasilien og Uruguay. Dæmningen leverer henholdsvis 80% af Paraguay og 20% af strømforbrug i Brasilien og er det vandkraftværk i verden der har leveret mest strøm. 118 meter højdeforskel.

Grænseovergangen fra Paraguay til Brasilien tager en ½ dag for os, da der åbenbart er behov for tjekke noget igennem her – derudover er vi åbenbart så mistænkelige, at bliver vi udvalgt til gennemgang – afsluttet med at Bjerggeden (bilen) skal igennem den helt store scanner. Heldigvis uden at der bliver fundet noget.

Nu starter rejsen mod syd.

Ned over Pampaen

Vi starter rejsen fra ca midten af Paraguay og ned til Sydspidsen af Argentina. Det er en tur på ca 2500 km Pampaområde + 2000 km i Patagonien. Pampaen er stort set ens udseende, hovedsageligt er der græs med meget spredt kvæg. Nogle steder er der uberørt pampa (krat/græs) andre steder er der afgrøder, men hovedsageligt græs – Der er sindsygt meget græs!, så det virker underligt at man ikke lukker mere kvæg ud på det og opdyrker det mere.

Her er masser af Argentinske cowboys, Gauchoèr, der passer kvæget + gamle pickup trucks og så er det hele bare totalt fladt og kæmpe stort.

Vi gør nok nogle stop undervejs ved de danske bosættelser og hvad vi ellers kan finde på, men mere om det.

En Gaucho på Pampaen

Der er mange politikontroller på strækningen, og i den ene bliver vi opkrævet 169 dollar for at have vores trækasse med da den rager ud over kofanger, da han siger det er ulovligt. Han overbeviser os om at når vi har betalt denne bøde, så behøver vi ikke at pille kassen af, men kan ikke opkræves dette igen i Argentina – nok lidt mærkeligt når man tænker over det??. nå men vi betaler 170 dollar og han giver os ikke engang tilbage og da vi kører står der 3 betjente og griner højlydt bag bilen. 200 km længere sydpå vil en ny betjent fortælle at der er noget der rager ud over kofanger, men da vi protesterer højlydt opgiver han. Vi bestemmer os for at beholde kassen på og nægte at betale politiet fremadrettet for dette uanset om de tilbageholder os. En dansk efterkommer vi møder fortæller at politiet faktisk ikke kan opkræve kontant betaling, og at vi kan prøve at nægte – måske bestikke dem – eller sige at de skal sende regning til DK, hvilket de ikke kan finde ud af mener han. Nå men dette er nok ikke første møde med korrupt politi, -de fleste er flinke og der er politi overalt.

Danske bosættelser på Pampaen

3-400 km syd for Buenos Aires slog størstedelen af Danske immigranter sig ned. Danskerne kom hovedsageligt i en periode efter ca 1850 og igen ca 1920 – herefter kun ganske få. Dengang var Argentina et rigt land og Danmark fattigt, hvilket er vendt siden så derfor stoppede dette. I og med der ikke kommer flere herover ebber det danske sprog ud herover. Men det er fantastisk at se hvor stor indflydelse danskerne endnu har i området, selvom sproget nok synger på sidste vers.

Besøg i Tandil . Hans Fugl (ham der står en statue af) var hovedårsag til at danskere begyndte at flytte til området, og udvikling i Tandil .

Billeder fra Bar Rex i Necochea hvor danskerne har mødes (og den kvindelige ejer taler dansk). Væggene er fyldt med danske ting medbragt ved immigrationen. Det er billeder af ting der har betydet noget for danskerne på denne tid

Der er billeder af flere store danske fuldriggere skibe der viser at danmark historisk har en stor historie på havet. Billeder og broderier bla. fra “Slaget på reden i 1801″. Hvor Danmark i uset heltemod”sejrer” (alt efter hvilke udsagn) over den totale overmagt, England, uden hjælp fra allierede.

Sejl der viser at Norge var en del af Danmark (indtil for 200 år siden)

Overalt hvor vi stopper i Necochea møder vi danskere der kommer hen og vil snakke. Denne gamle 80 årige fortæller om sit liv og tilknytning til Danmark – han har aldrig selv været i DK, men taler dansk da han lærte det som barn af sine forældre der også begge var født i Argentina. Han siger desuden at den største forskel ikke er at han taler dansk, men at han tænker dansk – hvad det så end betyder?? – men han var en hotelejer der angiveligt har godt styr på sin forretning.

En Argentiner, vi møder, der kan flydende engelsk fortæller om danskheden i området. Han arbejder for et Fransk firma, sælger af gødning til landbruget og har arbejdet i flere områder af landet, men er flyttet til dette område da han kom i bekendskab med danske aftagere af hans produkter. Han fortæller om hans syn på efterkommere efter danskere. Det er stærke ord; disse er mere intelligente, tænker i udvikling af deres forretning, men allervigtigst, så er de ærlige. Han fortæller samtidig landet/landbruget er opdelt/ejet af få store firmaer i Argentina, og at landmænd lejer deres jord (typisk størrelse på en gård er 500 hektar). En stor del af efterkommere af danskere har dog formodet at frikøbe sig dette, driver det som familiegårde og disse har udviklet sig mere.

Hans børn går på den danske skole, da det er den bedste skole siger han og anbefaler os at besøge den, hvilket vi gør dagen efter.

På den danske skole i Necochea møder vi en Argentinsk, dansk talende lærer der gerne vil vise os rundt på skolen (har selv boet 6 år i danmark). Skolen bestyrelse er med danske rødder og hun fortæller lidt om forskellene i forhold til en typiske argentinsk skole, at man arbejder mere med at opbygge et helt menneske, – vil at man skal lære mere end læringsmål, hvorfor der her er ekstra timer i form af kreative fag, gymnastik, lærring om miljø, affald osv. som vi godt kan genkende. Der bliver ikke talt dansk på skolen, men da hun selv gik der for ca 30 år siden var der timer om Danmark. Undervisning på Dansk var stoppet nogle år før.

I området findes mange danske klubber. Vi gik desværre glip af den store sommerfest i La Dulce sidste weekend, men vi har fundet en kom sammen ved et sted der hedder Dannevirke, som vi skrev til, og blev budt med til.

Dannevirke ligger ude midt i ingenting idag, idet alle der har opbygget stedet er fraflyttet. Oprindeligt boede der masser af danske bønder omkring her, så man byggede en skole for de danske familier, på jorden tilhørende den ene gård (Mathiesen) men da landbrugene selvfølgelig er blevet større er gårdene væk, og stedet helt for sig selv uden skole. Klubben for efterkommer efter dansker har siden holdt til på stedet, og havde 2 dage inden vores besøg haft imponerende 93 års fødselsdag.

Da vi desværre ikke kan Spansk, var vi spændte på om nogle kunne tale Dansk med os, men det var der heldigvis en masse der kunne. Det var imponerende hvor meget tilknytning de alle stadig har til hinanden, til det danske og deres traditioner. Mange af dem kunne tale dansk, havde været i Danmark, eller havde børn/søskende m.v. der enten havde været i Danmark eller boede i Danmark. Der var masser af danske for og efternavne, selv på unge mennesker. Det var en fantastisk oplevelse at høre om deres familier og deres liv og tilknytning til stedet. Vi var meget glade for at kunne være med til en festdag i klubben, hvor der blev spist, drukket, spillet banko, samvær, lege mellem voksne og børn, og da dagen var gået spiste vi rester med dem der var tilbage, og sluttede først til midnat. En masse dejlige mennesker og en oplevelse vi helt sikkert vil huske.

Der var meget langt ud til klubben ad jordveje

Fest i den Danske klub Dannevirke

Strandliv Necochea

Mens vi snuser rundt i en del af det danske område bor vi de fleste dage (og lige nu 24. nov.) på en strand ved Necochea – det er sgu dejligt. Lige nu skriver vi på e n tankstation med WiFi, men nu vil vi ud at bade og surfe 🙂

Vi har kun siddet fast 2 gange i sandet indtil videre:-)

Valdes

Valdes er er en halvø ud for Argentinas kyst, med en bugt nord for øen og en syd for øen. Rethvaler (ca. 1000 stk) kommer hvert år hertil for at parre og føde. Vi er her i den aller sidste del af sæsonnen og der er kun et par enkelte hunner tilbage med deres ene unge der snart vil svømme ned mod Antaktis for at æde det næste halve år. Men vi når heldigvis at få et glimt af dem. Derudover ser vi et væld af søelefanter, søløver, og enkelte pingviner.

Efter 3 dage på Valdes gik turen mod Patagonien, men inden vi begynder rejsen videre nedad har vi besluttet at trækakslen på bilen skal skiftes. Den havde allerede en knakkende lyd hjemmefra, så Flemming har slæbt en trækkaksel i rygsækken fra Danmark. Vi fandt et dejligt rodet værksted, hvor bilen kunne komme gennem porten, der kunne hjælpe os. De bøvler noget med det, hvilket foruroliger lidt, men lyden er væk, så vi krydser fingerne for at det er lavet godt.

Alle, og det er faktisk ALLE de Sydamerikanere vi har mødt drikker en bitter te der hedder Maté. De slæber den med overalt, så man ser mange rende rundt med en stor termokande med varm/lunkent vand. Det ser vældig hyggeligt ud, så Karenmarie beslutter ihærdigt at hun vil igang med denne drik, og drikker første dag så meget at hun får ondt i maven (vist ikke fordi det smager, men fordi det ser Sydamerikansk ud 🙂 )

Bilen får ny brugt trækaksel

Dinosaurer og forstende træer

Efter Valdes starter Patagonien der strækker sig resten af vejen mod sydspidsen af Sydamerika. Patagonien er idag en tør, blæsende ødemark, men det har den ikke altid været. I dinosauernes tid og helt tilbage til at den hang sammen med Afrika for 150 millioner år siden var den en meget frodig og med masser af vulkanisk aktivitet. Det er ofte bliver vist i film fra dinosauernes tid med frodighed og aktive vulkaner er altså sådan som det rent faktisk så ud.

I mange områder af Patagonien blev den vulkaniske aktivitet dog stor at aske, lava og støv dækkede hele områder til, og henlagde det sådan i mange milioner af år. De dyr (dinosaurer) og træer der blev dækket til er siden blevet krystaliseret af mineraler fra vulkanudbrudet. Vind og vand har siden fjernet vulkanlaget på nogle steder, så de krystaliserede træer, dinosaurer knogler og æg ligger på jordoverfladen.

Karenmarie har stor lyst til at blive en dinosaurer finder/forsker/fortæller som dem vi møder (og David Attenborough)

Forstenede træer i Bosques Petrificados

Pingviner

Vi kører en tur ud til en pingvin koloni. Der er rigtig mang, ca 250.000. De yngler, ligger æg og opforstrer deres unger et halv år her hvert år. Pingviner danner par for livet. De skal hver dag ud og fange fisk til deres mage og unger, og bringe hjem. Det er et virvar af kaldende partnere der vralter afsted og de er vældig morsomme at betragte. Vi lavede mange fantasier om hvad de laver, tænker og siger i deres ikke-hoved-hoveder. De var til stor morskab.

Vi fik taget en fin lille video af dem.

Verdens ende – Ushuaia – Kap horn

Vi tager turen ned til det sydligste punkt i verden (på nær Antarktis). Vi var lige ved at fravælge det da det er en lang tur over landegrænser der nogle gange kan være noget bureaukratiske med mange skranker der alle sammen skal stemple vores papirer. Det gik faktisk rigtig godt ved den første grænse. det hele foregik i samme bygning, bortset fra vi havde lige overset at vi ikke måtte indfører kød, frugt, grønt og mælkeprodukter. Vi fik konfiskeret lidt løg, tørret pølse, salat og en stump agurk, men slap heldigvis for bøde – måske på grund af vores uvidenhed/flink tolder. Vi kørte en times tid i Chile og sejlet over Magallanes strædet er er nu på Tierra del Fuego og skal tilbage ind i Argentina igen, men denne gang var vi forberedte og det gik godt.

Vi kørte nu mod Ushuaia og jo tættere vi kom ændrede naturen sig til noget velkendt hjemme fra Norden. Vi mødte almindelig grønt græs, træer og mælkebøtter i vejkanten en hel speciel oplevelse.

Vi tog direkte til Turistkontoret for at få informationer om Nationalparken Tierra del Fuego, hvor vi gerne vil teste vores vandre-gen og nyde naturen. Det er kun en lille del af parken der er beliggende i Argentina, men det højeste bjerg er beliggende her og vi vil gerne nyde udsigten fra toppen. Vi tog ind i parken og fandt et dejligt sted at slå lejr på et af de anviste steder, fri camping var inkluderet i entreen. Den første dag gik vi ud og så nogle dæmninger lavet af bævere, dem var der nogle før os der havde skræmt væk. Skal lige sige, at parken er ikke ret stor i forhold til antal besøgende. Vejret er meget omskiftelig hernede, men viste sig fra sin gode side, så vi kunne komme af sted på vores første track – Cerro Guanaco med sin højde på 973 m og nomineret til 4 timer. Det var en hård omgang og Karenmarie kom først til top i en flot tid på under 3 timer. Det var en fantastisk udsigt der mødte en fra toppen. Efter 5 ½ time var vi tilbage i bilen godt trætte, men super motiveret til Torres del Paine.

Man sejler til ildlandet – Tierre del Fuego

Ushuaia, en fiskerby ved Beagle kanalen er ikke så flot

Ved enden af Rute 3

Bæverdæmning

På toppen af verdens ende, cerro Guanaco

Kap horn et sted i baggrunden og Beagle strædet

Bil, veje og støv

Støv – Det er noget man skal vende sig til siger Charlotte. Alligevel må det ikke være her?? Det forstår jeg ikke??

Der er hvertfald meget støv. Veje er støvede, og selvom vi forsøger at tætne bilen ved klude m.v trænger det ind overalt, og nogen gange så slemt at kan det syntes svært at trække vejret i bilen, når det er træls. Men det er nødvendigt hvis vi vil ud og se oplevelserne derude, og det skal vi jo. Jeg (Flemming) hygger mig da også på disse veje, og så må Charlotte jo vaske lidt tøj, uden brok………………….??

Vaskeri

Sjov vej i Patagonien

God grusvej i Patagonien

Ting og skruer rasler af bilen både inde og ude. Her udstødning til oliefyr

Bremser har skrabet de sidste 2000 km, Flemming mente det var noget sand/grus der nok lige forsvandt igen (sikkert fordi han ikke lige gad kigge på det) , men bremserne var raslet fra hinanden, og har slebet godt og grundigt rundt de sidste 2000 km, men heldigvis kunne det laves igen her i Ushuaia – heldigt Flemming.

Overnatning i Patagoniens ødemark

Bjerggeden døbes

Vores bil bliver døbt ved Beagle kanalen, og ønskes tillykke med at nå til verdens ende

Vi bliver også døbt da vi på denne rejse er første gang vi har krydset ækvator

Jule/nytårs hilsen

Hej

Vi vil ganske kort ønske god jul og rigtig godt nytår herfra!!!!!!!!!!!!!.

Vi er nået helt udenfor internet dækning, så det er meget svært at være på mere end et par sekunder. Nærmere når vi kommer i internet zone igen.

Tierra del fuego (Ildlandet) og ødemark

Vi har nu forladt Ushuaia, og skal starte den store tur op langs andelsbjergene. Vi skal sejle væk fra Øen Tierra del Fuego for at komme væk. Der er 2 mulige veje op til færgen. Den ene er den samme vej som vi ankom – den anden er en 300 km jordvej, med en grænseovergang, og lidt uvis (vi har læst at broen over denne grænseovergang er brast sammen, så man skal køre gennem en flod, men vi hører også fra en tysker i en Landrover at vejen er fin) vi er enige om at vi drager derudad og så må vi se hvad der sker. 300 km jordvej kan være ekstremt forfærdeligt at køre på men vejen ser fin ud, og det fortsætter den heldigvis også med at være. Charlotte insisterer dog på at jeg skal gøre noget ved støvgenerne i bilen, da det er overalt i bilen. Jeg køber noget bånd og sæter det til tætning i ved bagklappen, så vi (Charlotte) håber det hjælper.

Vi kører en flot tur ud over et øde, meget tørt landskab som er kendetegnene ved Patagonien og ankommer fint til Grænseovergangen ud af Argentina uden at have mødt andre på vejen. Der står et fint grænsekontor, men der er tilsyneladende ingen toldere. Vi leder uden at finde nogle, men efter lidt tid dukker den ene tolder op og han mener den anden sover, men får ham hentet. En (alle) grænseovergang består altid af en Argentinsk side og en Chilensk side – de ligger ofte nogle kilometer fra hinanden. Der skal mindst 2 tolder til for at godkende pas og bil ved HVER grænseovergang (det er jo 2 forskellige stempler , hvilket ikke kan klares af en😉). Vi får vores stempler og kan fortsætte til den Chilenske side/kontor. Heldigvis har de lavet broen over floden så vi passagerer nemt (det må i øvrigt dette sted de i TopGear i Sydamerika også krydser grænsen).

Det totalt øde landskab ser barsk ud og i forgrunden kan man se andelsbjergene med sne på toppene. Det blæser en konstant hård vind fra andelsbjergene mod Øst, hvilket vi egentligt oplever i hele Patagonien. Ikke alt er tørt og vi finder noget bevoksning i nærheden en fin sø hvor vi overnatter og fisker. Jeg prøver også et par timer i floden Rio Grande, der skulle være noget af den mest eftertragtede til fluefisker. Vi passagere en pingvinkoloni inden vi til sidst ender ude ved en dejlig asfalteret vej igen. Lækker tur i et barsk og koldt område.

Tierra del Fuego er det første sted vi møder folk af anderledes udseende end de Europærer der har imigreret Sydamerika. Indianerne/Eskimoerne/Ildfolket blev de kaldt og på grund af dette afsides sted, og at dette er en ø, har denne del af kontinentet ikke været interessant tidligere. Men indianernes kultur og sprog er væk i dag. Europæer, hovedsageligt Irer flyttede til Tierra del Fuego først i 1900 tallet da landet kan bruges til får, og så startede udryddelsen af Ildfolket. Der blev sat pris på indianerne, men enkelte må dog have overlevet irernes udryddelse.

Nedenfor nogle billeder fra turen på ødemark Tierra del Fuego:

Inden turen insisterer Charlotte på at bilen skal være tæt for støv, så jeg prøver at tætne med noget fugebånd på bagklappen

Ud over Tierra del Fuego

Efter at have vækket grænsevagterne åbner vi selv grænsen

Hygge ved overnatning

Vinden er konstant og hård fra vest

Sådan!! aftensmad er fanget

Torres del Paine, Patagonien, Chile

Vi fortsætter op i Chile mod et bjerg/is-gletcher område med flere nationalparker. Det er næsten svært at beskrive, men disse områder må være noget af det flotteste på jorden.

Torres del Paine er den første og sydligste nationalpark vi besøger. Bjergene og indlandsisen forbinder nationalparker et par hundrede kilometer nordpå. Vi trekker op og ser IKKE selve bjergene Torres del Paine fra denne side, da vi går ind i et snevejr på toppen, og vi kan ikke se dem selvom de er lige foran os (I må Google nogle billeder af dette). Som i resten af Patagonien blæser det ofte helt vildt. Den ene dag bliver Karenmarie væltet af vinden og blæser 15-20 meter væk mod nogle klipper, så hun får en forskrækkelse. Vinden er ofte den vigtigste årsag til at man ikke tillader folk at vandre op i bjergene. Da vinden bliver acceptabelt tager vi på et trek – denne gang med telt-overnatning i bjergene for at se det midterste og vestligste del af bjergene. Her er vi heldigere med vejret og vi får et par fantastiske dage. Det bliver i alt til ca. 70 km bjergvandring og en kold nat i teltet der bliver totalt glemt af hvor flot her er.

Det er her vi kommer meget tæt på at se en Puma. Nogle Englændere prøver på at få kontakt til os, men vi opfatter det for sent og passager synet af 4 pumaer 10-15 meter fra os. Jeg (Flemming) er ærgerlig over det da Pumaen er meget svær at møde da den er så sky. Vi har næsten ikke troet på at det skulle være muligt at møde dem, men de er her altså. Jeg tager på pumajagt, dog uden held.

Hermed nogle billeder af flot natur verden:

2 glade bjergbestigere

Søer og gletchere i flotte farver

Barske bjerge

Glacier Perito Moreno, Patagonien

Denne gletcher er en del af hele isområdet (Los Glaciares), men er nem at komme ud at se. Isområdet er et af de største i verden på nær Antarktisk og Grønland. Gletcheren er 40-70 meter høj ved vandet og 5 km bred. Isområdet/toppen af gletcheren ligger godt 1 km højere. Den bliver hvert år presset tværs over en sø og afspærrer denne, således vandstanden i den ene sø stiger ca 20 meter inden den i løbet af sommeren bryder igennem. Gletcherens møde med klipperne på den anden side af søen, standser den på dette sted, men presset fortsætter på Gletcheren og får isen til at brydes, så den knager og brager hele tiden og store isbjerge falder i søerne.

Vi venter meget af dagen i ønsket at et kæmpe isbjerg, som vi har udset falder ned – skabe en kæmpe bølge, men det må de næste gæster nyde😊

Fitz Roy, Patagonien Argentina

Fitz Roy er den nordligste tilgængelige nationalpark i Los Glaciares. Vejen hertil fra Patagoniens ørken er virkelig flot. Man kører i gold ørken mod bjergene med et stort isområde bagved. Der blæser en total strid kold modvind mod bjerggeden og tvinger den ned på en en tophastighed på 70 km/t og nogen gange helt ned på 50 km/t. Det er som om man kører op mod en vind fra en kæmpe fryser, men det er pisse flot.

Sammen med Torres del Paine er dette det flotteste naturområde vi har set i verden.

Vi ankommer den 24 december og kører ind til nationalparkens hovedkvarter for at høre om mulige vandreruter og vejret. Det er meget ustadigt vejr, men i dag og i morgen skulle være gode. Karenmarie indvilliger i at vi holder jul en anden dag, så vi tager en hurtig beslutning og tager med det samme vandretøjet, telt m.v. på ryggen og tager op til en kold nat i bjergene – står op midt om natten – for at vandre til toppen og se solopgangen over Fitz Roy kl 05:45. Desværre er vejret ikke med os igen. Vi ser solen stå op, men Fitz Roy er dækket af et regnvejr og hård blæst så vi vender hurtig om og går ned til teltet igen. Vi får sovet lidt mere og vejret bliver ret godt så vi bestemmer os for at gå en længere vej i bjergene for at få noget ud af at vi er heroppe. Det er en flot tur, men vi er noget tyndslidte af lidt søvn, og kulde.Vi får gået ca 35 km i bjergene og det er virkeligt flot. Næste dag fejrer vi jul med juleklip osv. Dagen efter viser vejret fra sin gode side. Pigerne har ikke lyst til vandring, så jeg tager en hurtig tur i bjergene og får tilbagelagt 40 km i totalt flot vejr – en super dag med fantastiske udsigter, så man er helt beruset….. ahhh og så alligevel ikke, så aftenen sluttes af med Beers and Burgers og derefter mere Beer – sådan ja. Sidste dag i El Chalten tager vi op mod en sø for enden af vejen og løber ind i en dansk familie med børn – de første vi møder og bestemmer os for at tilbringe aftenen med dem – hyggeligt. Vi møder dem igen, da vi skal samme vej opad dagen efter.

Billeder fra bjergene på/omkring Fitz Roy

I kold modvind fra patagoniens steppe mod isområde og bjerge omkring Fitz Roy

Familien klar til overnatning i “kvalitets” telt fra Copenhell 🙂

Solopgang fik vi set, men det var skyet mod Fitz Roy

Juleaften i bilen

Ved Fitz Roy

Vind på de Argentinske ruta 40

Har nævnt den her vind i Patagonien før. Den er hård og konstant, men i dag er den da helt slem. Vi er på vej væk fra El Chalten (Fitz Roy) for at søge Nordpå væk fra kulden der kommer fra isområdet. Første stykke af vejen flyver Bjerggeden (bilen) afsted mod Øst, indtil vi drejer Nordpå et stykke fra bjergene. Vejen svinger lidt så vi oplever vindens påvirkning på bilen, og frakobler bilen i medvind og kan se at den holder farten på 80 km/t frakoblet. Senere i modvind går det med afsted med 35 km/t i 3 gear og det er med bundgas. Når man åbner vinduet flyver der ikke sand ind af vinduet, men også små sten, så den bliver hurtigt lukket igen. Vi kører med en bekymring om at vinduen kan blive trykket ind, tagbagagebærer flyver af eller trækasser bliver rykket af bilen – det blæser helt vildt.

Den legendariske ruta 40, 5200 km, er hovedvejen i det vestlige af Sydamerika. Idet der ikke er en Nord/Syd vej i Chile, så man tænker at der må da være noget ved sådan en vej, -men her er ingenting. Vejen er partvis i grusvej hvor man pga huller kører gennemsnit under 40 km/t og andre steder asfalt uden med/uden huller, hvor man kan køre 80 km/t. Vi møder en bil eller ser en estancia (nogen gange forladt) for hver 30 km, og kan egentligt ikke se hvad de lever af da her bare er tørt. Vi kører efter en by godt 400 km op ad den meget omtalte Ruta 40 (og godt 8 timers kørsel), men bliver lidt overrasket over at se at denne by jo nærmest ikke er noget. Tankstationen er løbet tør for både benzin og diesel, så en del mennesker er strandet her og venter på tankbiler om 1-2 dage. Vi har heldigvis endnu noget diesel i tanken plus dunken på taget. Et lille Hostel her lejer værelser ud til overpriser.

På trods af vind og meget andet – en fantastisk spændende dag når man er kommet frem til lidt læ for vinden og alt er gået godt.

Skilt visende træ i sidevind – her er bare ingen træer?

Hovedvejen ruta 40 på en dårlig strækning – heldigvis i tørt vejr

Byen vi er kørt efter for brændstof, overnatning og proviant i sin fulde størrelse

1200 km op ad Carretera Austral i Chile

Vi kører fra Cochrane sydpå for at se byen Tortel i den sydlige ende af Carretera Austral, der indtil 2003 ikke har haft vejforbindelse, men kun forbindelse via havet. Det er en særpræget by, da den er uden veje og forbindelser gennem byen foregår via havet og træ gangbroer. Byen lever i dag også af turisme, men indtil vejen blev bygget var det hovedsageligt skovning og træskærer arbejde de udførte.

Vi havde håbet på, at en enkelt restaurant havde åbent i byen, men de har lukket alt ned, så vi må holde nytår på en rodet parkeringsplads, hvor vejen ender på byens torv, med grillpølser på menuen. Mange mænd i byen er ved at tilberede kødet de skal spise, så der hænger afpelsede får uden for husene – de bytter kød – får en bajer – kvinder og børn glæder sig til familie Parilla – det ser hyggeligt ud. Vi holder lidt nytår, så meget vi nu kan her, der er franske kartofler til maden waahuu!! og vi holder ud til midnat. Vi regner ikke med at der sker noget som helst kl 24, så da der bliver affyret 2 nødraketter af og en ældre dame kysser os godt nytår, er det mere end vi har forventet og vi går glade i seng.

Efter et par 100 km kører vi igennem regnskov. Det vælter ned med regn, og der er vand overalt. Der helt vildt fedt at se noget så frodigt efter så lang tid i det meget tørre og blæsende Patagonien. Ufatteligt at der er sådan en forskel på få hundrede kilometer – i Chile regner det og i Argentina er det tørt. Der dukker også bebyggelse op oftere og oftere, så vi er ved at forlade det øde Patagonien. Vores plan er at følge Carretera Austral hele vejen op (ca 1200 km), men vi hører, at en stor del af vejen er afspærret grundet et nyligt stort mudderskred med 5-? døde nær byen Chaiten. I Tortel samlede vi 2 cyklister/blaffere op, der kunne fortælle at de havde sovet på et hostel/camping der i dag er væk, og at en af de cyklister de havde fulgtes med havde boet i området da skredet kom. Han havde nået at tage nogen af sine ejendele og cykle fra skredet. Nå men området er ødelagt og vejen er lukket og forventes først klar efteråret 2018. Der er i stedet indsat en færge fra en lille by på en ø ved stillehavet og til den større by Chaiten hvorfra vi kan fortsætte nordpå. Færgen er gratis da den er en del af vejnettet, så vi udnytter den mulighed og tager 7 timers sejlads på Stillehavet. Inden vi når Chaiten er vejret slået om og de næste dage byder på dejlig solskin og 20-25 grader – det glæder vi os til. Vi kan fra havet se hele bjerge med døde træer, efter et vulkanudbrud (vulkan Chaiten) i 2008. Man var ikke klar over at her var en aktiv vulkan inden udbruddet, men vulkanen sprang i luften i en sådan kraft at en kubikkilometer sten blev kastet rundt og aske blev spredt over store områder (helt til Buenos Aires). I dag ulmer vulkanen og man kan besøge den. Angående det nylige mudderskred (vist nok den 17. december 2017) hører vi at man ikke ved hvor mange der er døde endnu, men man er oppe på forventet ca. 15-? + 20 savnet. Idet man ikke har info om hvem der var i området, (særligt turister) kan man ikke komme det nærmere. Man er helt vant til sådanne natur scener her i landet. Chile er et af de lande med flest aktive vulkaner + stejle bjerge, regnskov osv.

Nå men der er fred og ro i byen, der nyder at det gode vejr er kommet, ligesom vi gør efter lang tid sydpå i koldt vejr. Vi nyder en dag ved Stillehavet, hvor Charlotte får kæmpet en hel dags kamp mod støv i bilen. Alt bliver rengjort og sengetøjet vasket, så må vi se hvor længe det holder. Karenmarie og jeg holder os væk – spiller frisbee og nyder stillehavet med delfiner lige ude foran bilen– ”så kan hun ha det veet”. Dagen efter trekker vi op og ser vulkanen der sprang i 2008. Der ryger endnu fra hele grusbjerget og vi kan se hvordan der er møbleret godt og grundigt rundt på bjerget + alle de døde træer. Træerne tilhører sorten Alerces der kan blive op til 4000 år gamle.

Næste morgen skal vi med en færge da denne del af Carretera Austral skal sejles, men man har åbenbart valgt ikke at sejle – der kommer måske en færge senere kl 15-16-17 men ingen ved havnen ved noget, så vi sætter os og venter. Det var samme historie sydpå, hvor vi spurgte 4 forskellige steder om tidspunkt for færgen og fik 4 forskellige svar. Der findes sejlplaner, men hvad er de værd? Godt vi ikke har travlt 😊 Nå men kl ca 18 kom en færge og vi tager afsted mod Hornopiren og tilbringer en nat i byens park, der er meget hyggeligt.

Chile er meget ufremkommelig og man har arbejdet på at bygge denne vej siden 1976. Vejen er på det meste af strækningen en smal grusvej, og ellers asfalt og færgeforbindelse hvor der endnu ikke er vej. Der er søer, bjerge overalt, og det veksler mellem regnskov og frodig områder. Vi har lige siden Sydspidsen af Andelsbjergene undret os over at der næsten hele vejen findes store store områder hvor træer er døde. Nogle gange ser det ud som om det er 30 år siden alt døde og andre gange er det indenfor få år. Vi når frem til at det må være skovbrande og vulkanudbrud.

Dagen efter slutter vi turen op ad 1200 km Carretera Austral med en tur i Termisk bad, som Chile nærmest vælter rundt i – det bliver sikkert ikke sidste gang.

Kødet klargøres til Nytår i Tortel

Klare (kolde) søer og flotte vandløb

Lilla marmor grotter

Gennem regnskov på Carretera Austral er flot efter lang tid i tørt Patagonien, så vi nærmest jubler over alt det vand. Dem der kører Sydpå er dog trætte af regn.

Hængende gletcher og flot regnskov. Gletcheren faldt ud over kanten mens vi var der med et kæmpe bulder i dalen

Vejen er ofte ødelagt grundet regnen – omkørsel foregår med færge

Ødelagt vej hvor Bjerggeden kom igennem med nød og næppe, forbi fastkørte bus, lastbil og personbil – Amatører!!

Bjergsider med døde træer omkring vulkan Chaiten der sprang i 2008

Solnedgang over stillehavet

Trekking mod toppen af aktiv rygende vulkan Chaiteen. Vejen derop er hård, mens sejrsglæden er suveræn

Overnatning med bål, vi bruger nærmest aldrig camping, da dette ikke kan fåes bedre

Fra Carretera Austral (Chile) til Argentina

Efter en tur i Termisk bad trekker vi ind i en dal, som kaldes Disneyland for bjerg klatere ved Cochamo. Der er ingen vej ind i dalen og vi skal trekke 4-6 timers for at nå den. Fedt at der ikke er en vej herind endnu – det gør at stedet er lidt besøgt og uspoleret. Vejrmeldingen siger flot vejr de næste 10 dage, så klatere er på vej herind. Det er flot og lækkert uspoleret herinde. Alt skal bæres herop egenhændigt eller med heste.

Vejret er blevet varmere, så vi regner ikke med at vi skal fryse mere i teltet, men vores soveposer er bare for dårlige – det der med soveposer der ikke fylder noget, men kan holde ned til frysepunktet holder ikke en skid – sådan er det. Nå men vi har købt gas kogegrej m.v. og hygger os med varm havregrød og tomatsuppe – mangler kun øllerne – så vi må hellere finde ned igen!. Vi overvejer om vi ikke skal prøve at klatre senere på turen, det ser vildt sejt ud.

Vi kører op forbi Osorno vulkanen der troner lige så flot og idylisk som man kan forestille sig sådan en skal. Vi fortsætter op over grænsen til Argentina, hvor flere vulkaner har været i udbrud for ikke mange år siden. Alt i store områder er dødt og dækket af et tykt lag grus hvor kun træstammerne stikker op igennem. Det er vildt flot.

På grænsen må man ikke bringe kød over, men Jeg (Flemming) kan endnu ikke komme mig over at de sydpå stjal mine pølser, så vi smugler kødet på taget af bilen og håber det går godt – de kigger lidt i bilen, men er mest interesseret i vores rejse, og lader os køre. Fedt at vi skal have kød igen i dag – det er i øvrigt super kvalitet og ca halv pris af DK.

Vi kører mod San Carlos de Bariloche og de syv søers vej, men finder endelig noget net forbindelse på en YPF tankstation i Argentina – gode gamle YPF tankstation – det er næsten som at komme lidt hjem igen.

Vi kan ikke finde ud af ligge mere op på vores rute kort side, da vi ikke må lave flere lag for Google – Det skal vi lige have fundet en løsning på. Vi vil også gerne smide nogle flere billeder op, men det kan vi heller ikke med den net forbindelse – vi må se om det bliver bedre – Vi opdatere også kontakt til os ud på siden, så der sker da lidt – Ha det godt. Vi tænker på jer.

Det er sgu da ham fra Pale Rider – Clint i egen høje person.
Han stiller mig et kort spørgsmål – jeg svarer – han kniber øjnene, mens han rider forbi og siger “Spectacular”

Charlotte og F……. fanget

med kurv over floden

naturlig rutchebane

Karenmarie som bjerg klatrer

Markus viser hvordan

Vulkanen Osorno

I grænseområdet mellem Chile og Argentina kører vi mange kilometer, hvor masser af vulkaner har været i udbrud for de seneste 20 år igennem sådanne døde landskaber

VW T3 vs T4

Nå hvem er stærkest????

De syv søers vej ved San Carlos de Bariloche

Efter grænsen til Chile møder vi nu turisme ved Søerne ved San Carlos De Bariloche. Vi har nok ikke lige lyst til at fare ind i turismen, og det lykkes os at finde, nok det bedste sted på vores ferie, på Nordsiden af søen Lago Nahuil Huapi, hvor vi slår os ned og bliver 3 overnatninger – selvfølgelig med udflugter – vi kan jo åbenbart ikke ligge stille i 3 dage, selvom vi er på et totalt lækkert sted, når man er en Vesterlund. Vandet er så klart som aldrig set før. Det er som at bade i drikkevand. Vi bader, laver bål, bålmad, drikker øller, sover på stranden, kigger solnedgang, stjerner, osv.

En af turene skal vi over og se Argentinernes største feriested (har vi hørt) San Carlos de Bariloche, for at se hvad her er – Vi ser ikke noget ud over en flot udsigt over søerne, og er lidt uforståelige overfor hvorfor lige netop dette sted, mens der er så mange søer lige på den anden side af grænsen i Chile – blot uden alle de andre turister – måske fordi dette er i Argentina? Dagen efter kører vi de syv søers vej Nordpå, som er fin, men dog også turistet – på udkigspunkterne kan man få taget billeder med Sankt Bernhardshund, den med øltønden om halsen, og købe souvenirs – nå men sådan er det jo, det er bare ikke set før herovre, og stadig her er der mindre befolket end næsten ethvert sted i Europa, det virker bare overvældende efter Patagonien og Chilesøerne, hvor vi kommer fra. Nå men uanset dette, har vi nydt at være her.

Vi har længe haft en følelse af at vi sidder fast i Patagonien. Mange rejsende har advaret os om at den er større end den ser ud til – sådan føler vi det også, så vi beslutter os for at sætte kursen Nordpå i et størrer tempo. Det betyder at vi må køre forbi nogle naturområder (bla. vulkaner med flydende lava) det gør lidt ondt, men samtidigt har vi set en hel del af dette og vi tror der er så meget spændende Nordpå.

Fantastisk udsigt ved San Carlos de Bariloche

Det oblikatoriske udkigspunktet ved Bariloche – største antal turister vi har mødt på hele turen.

Badning i vand så klar som drikkevand, bålmad, øl – bjergene i baggrunden er stadig efter nøgne efter nylige vulkanudbrud

Morgenen efter overnatning på stranden

Fra Bariloche til Mendoza

Dette er endnu en tur på ruta 40 som ligner det vi har set før. Vi har lagt Patagonien bag os – ahhhh det gør helt ondt at skrive – Patagonien har været en helt fantastisk natur ødemark. Ruta 40 er nu asfalteret på den største del af strækningen, men endnu store strækninger i grusvej – vi får sgu kørt noget grusvej – og Charlotte hader stadigvæk grusvej. Vi er ”kun” nået midtvejs på Ruta 40, (samlet længde på Ruta 40 er 5.301 km) så det er vist godt nok at ligge lidt kilometer under os. Efter timer og mange tilfredse kilometer læser vi om en dal (lige syd for San Rafael) som en mini Grand Canyon, og vi beslutter os at vi godt kan køre en lille omvej. Dalen er bestemt grusvej turen værd og da den bliver afsluttet med en aktion Cool Water Rafting er det bare fedt.

De syv søers vej en frodig del af Rute 40

Gamle Trucks er overalt på landet, og man giver lift til hinanden

Rute 40 landskab

Buske har store torne – Av

På opdagelse inde i dalen – lidt til geologerne

Alle 3 på Cool Water Rafting – Charlotte er midlertidig under vandet

Yeahhh

Første højde prøvelse over Andelsbjergene til Santiago

Vi skal nu fra Mendoza til Valpariso i Chile, og vi skal så over det første af flere høje pas der venter Nordpå. Bjerggeden (bilen) har stadig vist lidt problemer med trækakslen, selvom vi skiftede denne til en anden (brugt) tidligere på turen. Der er intet ved normal kørsel, men da vi kørte rigtig opad på vulkanen Osorno var det med metallisk knak lyd som selskab. Samtidig har Bjerggeden beskedne 77 hk til godt 3 tons, så vi har måtte ned i første gear, hvor den kun lige kunne holde sig i gang – så det må under ingen omstændigheder blive stejlere. Med udsigten til at vi skal over et pas på 3850 km kilder det lidt i maven. Men det skal jo testes og vi tænker at vi kan gøre holdt, på den anden side, i byen Valpariso og få bilen lavet. Vi skal op imellem de 2 højeste bjerge på det Amerikanske kontinent, hvoraf bjerget Aconcagua er på 6962 meter.

Aconcagua skulle være forholdsvis nem at bestige i forhold til sin højde, så det er da blevet overvejet, men synet af kirkegården for bunden af bjerget hvor bestigningen starter ligger der adskillige bjergbestiger det ikke er lykkedes for. Det sidste offer er ikke ældre end 10 dage og det er dødoffer nr. 2 i denne sæson som startede den 1. november – skræmmende – måske ikke så nemt et bjerg alligevel – vi nøjes bare med vejen. Bjerget har også draget Inkaerne, der ønskede at være tæt på solen som de tilbad. De har udført menneske ofringer på bjerget, hvor særligt ”heldige” udvalgte, børn/unge mennesker af højtstående Inkaer blev ofret på bjerget, ved at blive kastet ud i døden. Grundet den tørre luft er deres lig blevet bevaret på bjerget. Vi gør holdt sidst på dagen i 2800 meter, så kan vi også tilpasse os højden lidt, så vi ikke skulle få problemer med højdesyge. Næste dag går vi op for at se udsigten til Aconcagua, og det virker vildt at den faktisk rager ca 4 km højere op. Vi kører herefter en tur over passet, hvilket er helt på grænsen af hvad Bjerggeden kan klare i stigning. Den mangler trækkraft, delvis også grundet at vi har fået noget rigtigt dårligt diesel på bilen.

Vi kører rigtig glade ned igen, men vil finde mod Santiago, hvor vi har fået at vide, at vi kan skaffe alle reservedele.

Vi fik lavet en video af vores tur over bjerget:

Kirkegård med nogle af de omkomne bjergbestigere for foden af bjerget

Karenmarie ude i blæsevejr på toppen af passet

Nedkørsel med mere end 70 hårnålesving

Santiago, Valparaiso og Nordpå op til Stargate

Fra dårlige nyheder/bekymringer til gode

Vi har tilbragt en utryg nat i Santiago på en tankstation, hvor vi bliver advaret mod at stole på dem vi møder. Jeg sov med en hammer i hånden hele natten. Samtidig læser vi om flere udlændinge ved Valparaiso og kysten nordpå der har haft oplevelser med dæk der bliver skåret op, mens de holder i et lyskryds og bliver røvet. Vi har intet negativt oplevet selv, og ønsker heller ikke det ske, så vi beslutter at vi bare skal holde os væk fra storbyer, og kører Nordpå udenom Valparaiso. 4-500 km Nord for Santiago ryger en gummibøsning til hjulophæng på bilen og vi føler vi er ved at være lidt på den, idet vi ikke ønsker at køre tilbage til Santiago. Vi finder derimod en mekaniker i nærmeste by, der kan lidt Engelsk (vi kan ikke Spansk og ser er ikke så mange her i Sydamerika der kan Engelsk). Han fortæller at ofte ikke kan købe reservedele til biler, selv nye biler i Chile og Argentina. Trækakslen kan han ikke hjælpe med, men han kan hjemme lave en gummibøsning så hjulophæng bliver lavet. Vi opgiver indtil videre at få en trækaksel, men er glade for at få hjulophæng lavet og drager glade videre.

Vi er ved stillehavskysten, ved La Serena og ind skal ti Argentina igen, denne gang over et pas der er 1 km højere end sidst – imponerende 4900 meter. Undervejs hertil finder vi et af de steder i verden, hvor det er bedst at studere stjernehimlen, så vi kører til Vicuna. Denne lille by har flere sol og stjerne observatorier + godt 1 måneds fest i byen for at fejre druer, stjerner, måne, musik, teater – Ja det lyder som de vil fejre, hvad man nu kan finde på at fejre. Samtidig støder vi tilfældigt sammen med en anden I-Overlander (bilrejsende) der har et 4-stjernet hotel, og vi får lov til at bo hos ham + bruge alle hotellets lækre faciliteter for 100 kr. pr dag. Hotel, byen, observatorierne, fest lyder så fantastisk lækkert så vi vil slå os ned her indtil videre 😊.

Fra dårlige nyheder/bekymringer til gode

Vi tager til Santiago for at bruge en dag på at finde en trækaksel til bilen. Efter en dag og 10-15 km vandring frem og tilbage på vejen hvor den største sandsynlighed for en reservedel skulle være må jeg opgive at få reservedelen, hverken ny eller brugt. Reservedele til biler er en mangelvare i Argentina og Sydamerika, og kan være meget svære at skaffe, så man reparerer ofte delene – Øv. Vi har tilbragt en utryg nat i Santiago på en tankstation, hvor vi bliver advaret mod at stole på dem vi møder. Samtidig læser vi om flere udlændinge ved Valparaiso og kysten nordpå der har haft oplevelser med dæk der bliver skåret op, mens de holder i et lyskryds og bliver røvet. Vi har intet negativt oplevet selv, og ønsker heller ikke det ske, så vi beslutter at vi bare skal holde os væk fra storbyer, og kører Nordpå udenom Valparaiso. 4-500 km Nord for Santiago ryger en gummibøsning til hjulophæng på bilen og vi føler vi er ved at være lidt på den, idet vi ikke ønsker at køre tilbage til Santiago. Vi finder derimod en mekaniker i nærmeste by, der kan lidt Engelsk (vi kan ikke Spansk og ser er ikke så mange her i Sydamerika der kan Engelsk). Han fortæller at ofte ikke kan købe reservedele til biler, selv nye biler i Chile og Argentina. Trækakslen kan han ikke hjælpe med, men han kan hjemme lave en gummibøsning så hjulophæng bliver lavet. Vi opgiver indtil videre at få en trækaksel, men er glade for at få hjulophæng lavet og drager glade videre.

Vejr, bil, overvejelser om videre tur nordpå fra Vicuna, Chile

Vi har nu lagt stille 8 dage her i Vicuna, Chile. Vi kunne lide byen, og fandt et dejligt sted. Samtidigt har vi haft nogle nedbrud på bilen vi har undersøgt og fået gjort lidt ved. Køleskabet har mistet modet og vil blive erstattet med en løs model, som vi have stående på gulvet i bilen (vi har jo så meget gulvplads :-)). Værre var det at vores 2 store batterier+ laderen til batterierne er brændt af. Vi har købt en løs lader, og 2 nye batterier og installeret, så vi håber at have strøm til køleskab. Den kære trækaksel er vi blevet klogere på igen. Vi kan ikke købe reservedele til bilen i Sydamerika, må vi nok indse, hvilket er et generelt problem har vi fundet ud af. Men vi har måske fundet en mand der kan reparere vores trækaksel i Salta, Argentina, så det er vores mål.

Nå men beslutning om hvilken vej vi skal vælge Nordpå er ikke KUN op til os at bestemme har vi fundet ud af. VEJRET lidt Nordpå har den sidste uge været præget af HEAVY regntid. Det har medført at mange færdselsårer er lukket eller ødelagte. Pass i bjergene er lukket, og hovedvejen (Panamerican) op gennem Chile er skyllet væk. Overalt i området Nordlige Chile, Nord/Vest Argentina, Paraguay og Bolivia er området meget usikkert, så man kan ende et sted uden at kunne komme videre. I kan sikkert google det. Vi har ikke fundet løsningen, på vores rejse, men et enkelt pas mellem Argentina og Chile er åbent idag, så vi vil køre over denne. Planen er så at bruge god tid i Nord/Vestlige Argentina, i områder der er mulige at færdes i indtil slutningen af februar, hvor vi håber regnen stopper. Vi vil herefter gerne ind i Bolivia, men det skal være tørt inden, da regnvejret har gjort det helt umuligt her. Vejene er ikke asfalteret, i det noget mere fattige Bolivia, så vi er afhængige af at regnvejret stopper inden vi kan fortsætte her. Bolivia har erklæret landet i undtagelsestilstand og beder nabolande om hjælp, så det er nok ret alvorligt.

Vi glæder os til at komme afsted. En uge er åbenbart laaaaaaaaaaang tid at være et sted, så vi tripper lige nu. Nord/Vestlige Argentina skulle være utroligt smukt. Vi køre lige nu til La Serena for at købe et køleskab – og forsøger derefter at komme over pass San Fransisco, som vi lige idag har set er åbnet. Passet er ca 800 km Nordpå og er imponerende 4726 meter højt – vi krydser fingre.

Vi fik besøgt et stjernekigger observatorium her i Vicuna. Det Nordlige Chile er stedet hvor man kigger på universet, da der her fra bjergene er bedst sigtbarhed til verdensrummet. Vi fik forklaret hvad man ved om universet, og fandt i yderligere grad ud af hvor små vi og vores planet egentligt er. Samtidigt er vi nok ret overbeviste om at der i dette store univers må være en jord-lignende planet et eller andet sted i universet.

Billeder, videoer og kort

Vi har endelig på vores lille ophold i Vicuna haft tid og WiFi til at få opdateret på siderne, Billeder og Videoer + vores rute. Kig ind!

På videoer er Karenmarie moviemaker/instruktør og Flewer er alias bonderøv (Hyg jer Stef og Jomme :-)).

Ha det godt i gode gamle Danmark!

Paso San Francisco – Vejen til himlen er svær

Vi har fundet et pas til Argentina der er åbent, men inden skal vi lige 400 km nordpå langs stillehavskysten. Hele strækningen er spækket med miner. Chile forsyner verden med 70 procent af alt kobber der anvendes, så mange steder er alt omgravet. Det var også her at 33 minefolk i 2010 blev begravet 700 meter ned i jorden – i kan måske huske det – alle blev reddet op efter 69 dage i en storstilet international redningsaktion.

Nå men den store ting er at vi skal over et pas til Argentina. Hvis vi skal til Argentina og videre op gennem Bolivia er dette lige nu den eneste mulighed. Passet er imponerende 4748 meter højt på det højeste sted, og løber hen over bjergkæden men en samlet længde på 470 kilometer fra start til slut. Da vi er startet i kote 0 ved havet, tænker vi at det er bedst lige at køre et stykke op ad bjerget for at vende os til højden og overnatte. Vi kører fra Copiapo i Chile og op til ca. 2600 meter for at sove her. Her er en fantastisk stjernehimmel som vi nyder. Vi har aldrig set så mange stjerner på himlen, og mælkevejen står flot og tydelig hen over himlen.

Næste dag starter de virkelige strabasser, hovedsageligt for bilen, men også for os. For at gøre en lang hisorie kort om hvad vi får dagen til at gå med, så er det helt kort sådan at luften er alt for tynd for bilen, og for os. Bilen mister alt sin trækkraft jo højere vi kommer. Ved 3850 meter kan den ikke trække op ad bakken mere og stopper. Hvis vi ikke kommer op her kan vi ikke komme op til Nordvestlige Argentina og til Bolivia. Efter et par forsøg mere er vi næsten ved at opgive – Karenmarie græder og siger at vi ikke skal opgive og vil heltemodigt at gå ud og skubbe bilen op sammen med mor 😊. I den gode ånd får vi øje på at vejen, der er lavet i grus, har nogle sidegrene, hvor vejen har forløbet tidligere (vejen bliver nylavet efter hver vinter) og vi gør endnu et forsøg. Vi rydder ind til sidevejen, bakker op, og kan få fart på så vi kan klare det op til næste sving. Sådan gør vi nogle gange indtil vi til sidst kommer op hvor vejen bliver lidt mere flad – NEVER SURENDER er sgu et godt motto!!.

Vi har knoklet med at rydde sten væk til sidevejene, og mærker en svimmelhed + lidt ondt i maven. Vi bliver stoppet af nogle minefolk der har set os arbejde, og bliver bedt om at stoppe og slappe af – i vejkanten sidder der 2 mennesker og mediterer – amen for fanden da. Der er nu ca 200 km højland og vi skal ca 900 meter højere op. Ved den Chilenske grænsekontrol får vi af en argentinsk pige nogle koka blade (Blade fra planten man udvinder kokain fra), som hun siger hjælper mod højdesyge. Uden den store betænkelighed ryger de i munden og vi køre videre. Vi ser fatamorganaer af saltsøer der nogle gange er der og andre gange forsvinder. Vi bader i nogle 40 grader varme bade 4300 meter over havet, hvorefter vi til sidst kommer over toppen. Bilen går totalt dårlig og trækker intet, så det er heldigt at her ikke er stejlt noget sted på det sidste stykke.

Dagen er gået inden vi når til den Argentinske grænsekontrol, og vi beslutter os for at overnatte heroppe, lidt fra vejen og kvæler sejrsglade de bajere vi har. En ophidset Argentinsk tolder kommer og fortæller at vi ikke må være heroppe i ingenmandsland, og at vi skal køre videre. Det har vi ikke lyst til, men gør hvad han siger – får lavet opholdstilladelse på os 3 + bilen, og sover ved et nød refugio 10 km efter grænsekontolen.

Her er ufatteligt smukt – helt sikkert det flotteste bjergpas vi har kørt over – med mange bjerge/vulkaner der er 6 – 6,9 km høje (verdens højeste vulkan) – med tørre saltsøer – Vandholdig sø der er merer blå end himlen – varme kilder man kan bade i – fatamorganaer – man føler sig meget lille – vi fik ikke taget så mange billeder da vi ikke turde stoppe bilen når det gik opad. Men vi fik taget video der viser lidt af strabadserne:

Video – Tur over Paso San Francisco

Vi er helt vildt glade for at have klaret turen, men er også klar over at vi under ingen omstændigheder kommer over noget der er højere i bjerggeden. Så vi skal kigge bjergpas og stigninger igennem inden vi skal begive os op i Bolivia.

(Hvis der er nogen af jer kloge hoveder derhjemme der har et bud på et eller andet der kan gøres ved bilen for at få den til at trække lidt mere i den tynde luft, så skriv gerne – er klar til at prøve alt. Jeg har choker trukket ud fra 2000 meter, -fjerner luftfilter højere oppe, og vil nu købe noget additiv og putter i diesel – flere bud??)

By ved stillehavskyst

En lille privat forladt mine (dyb)

Forsøg på billede af stjernehimmel

Vi rydder sideveje, der kan bruges som affyringsrampe til “Bjerggeden”

Chauffør på koka blade

Fatamorganaer?, Man kan se saltsøer, men når man kører lidt mere er de væk?

Den er god nok – Det er vejen til himlen

4300 meter over havet – kold saltsø og 40 grader varme termer foran som vi bader i (censureret)

Sejrsglæde, med nød og næppe over passet – NEVER SURRENDER

vandløbet er også 40 grader varmt – det sorte er vulkangrus

Forskellige farvede bjerge på nedturen

Nordvestlige Argentina op til Bolivia

Området heroppe er rigtigt flot, men desværre også meget højt og det er Bjerggeden ikke så glad for. Samtidigt har der i området været en del regn, der gør det noget usikkert om vejene er mulige at køre på. Vi har derfor opholdt os ved de større færdselsårer mod Bolivia og i lavere højde. Vi ønsker samtidig at komme til et andet land for vi har hovedsageligt været i Argentina og Chile de sidste 4 måneder.

Bilen; får vi lavet i Salta. Vi finder en lille meget beskidt mand, der kan lave vores trækaksel, så det får vi gjort – just in case. Vi besøger samtidig en mekaniker (igen) da der er lyde fra hjulophæng – det viser sig at begge styrarme er smadret og en bærerkugle til hjulet er helt smadret. Vi har kørt 12.000 km på motorolien, så den tappes af. Det viser sig at være yderst tiltrængt – olien er tyk af sod og ikke med meget smøreevne – ødelagt. Historien med reservedele er det sædvanlige – vi kan ikke få reservedele til en vestlig bil, men heldigvis kan andet tilpasses. Vores bil er ved at blive forvandlet til en VWFordNissanToyota.

Besøg ved en af de sydligere Inkabyer El Shincal syd for Cafayate. Byen er opbygget som Inkaernes hovedstad Cusco bare i miniformat. Byen og bystyret i det lavere område og på 2 høje tæt på byen tilbedelse af sol og måne (som Machu Picchu). Inkaerne havde vejnet helt herned med løbeposter, således byen kunne styres fra Cusco. En besked kunne leveres på ca. 5 dage og der var ca. 18 timers løb mellem hver løbepost. Inkaerne har samlet set haft 30.000 km belagte veje. Meget er væk eller ikke fundet endnu. Denne by er først fundet og gjort fremkommelig for få år siden af lokale. Regeringen bruger ingen penge til dette, så her er stadig meget at finde/udforske.

Mange floder løber stadig over vejen efter regnvejret, men er nemme at passere.

I området er der hunderacer uden hår – skulle nedstamme fra Inkarigets hunde

Ved Cafayate klatrer vi op gennem en kløft og ender ved et vandfald. Der er guider der ville ledsage os op gennem kløften mod betaling, men det gad vi ikke – Vi kom herop, men det var en udfordrende (lidt farlig) tur.

Vingårde overalt endda med smagning langs vejen – lækkert

Flot natur i hele området med alle mulige former for klipper og farver – indimellem vingårde

Ophold i Salta ved en kæmpe pool der er mere end ½ km lang – Det nyder Karenmarie.

Poser er ved at eksplodere i bilen når vi kommer lidt op i højden – her 3,4 km over havet.

Farvede bjerge ved Humahuaca tæt på Bolivia

På Jeeptur i det højeste. Det sydlige Bolivia og Tupiza – Det bliver vildere

Fra Tupiza i Biolivia tager vi på en 4 dages jeeptur til et ufremkommelig (for Bjerggeden) højland beliggende i den sydvestligste hjørne af Bolivia. Området er spændende på mange punkter.

Hele turen er over 4 km højt med verdens højeste beliggende geysere, verdens største saltørken (Uyuni). I det hele taget en masse fantastisk natur
Det var i dette område at jagten på Western legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid endte i et drabeligt gunfight efter de havde røvet en rig mineejer
Paris Dakar har lige været her i området og det mest brugte landskab til løbet
Karenmarie fik en ordentlig alvorlig omgang højdesyge

Overalt på turen var der samme med flotte en masse død – Butch Casidy and Sundance kid, flere uheld fra i Dakar, 3 turister var faldet i gejserne sidste år og døde (fortalte vores guide efter vi havde løbet rundt på kanten), adskellige kors langs vejen med folk der var kørt ned – Vores gode chauffør, San Telmo, der har kørt her hver uge i 20 år, bad for hver kors ved vejen eller spyttede lidt kokablade ud til dem.

Bolivia – her er kinderne røde af sol og kulde. Tror ikke hun har set en hvid Dansk Viking før

Et Lama føl bliver født

Husene er små så man nemmere kan holde varmen

Det er ufattelig at der kan bo nogen herude. Her kan ikke dyrkes noget og Lamaer + minedrift er det eneste de lever af

Karenmarie har fået alvorligt højdesyge (vi er i 4300 meter)- hun har det bestemt ikke godt og kan intet holde i sig. Det vil tage +7 timer at køre til et lavere sted og vi skal op over flere pas der højere, så det er ikke en god mulighed i hendes tilstand.

Vi er i en lille landsby, finder en “læge” banker ham op kl 06:30. Han finder 3 meget støvede flasker af et eller andet nede i noget der ligner en fiskekasse, mixer det og sprøjter det ind i Karenmarie – Karenmarie mister synet 100% og bliver totalt svimmel. Efter nogle minutter vender synet langsomt tilbage. Heldigvis hjælper det og hun får det godt – i nøden er vi nødt til at stole på manden og det går heldigvis godt.

Termisk bad i 4,3 km højde

Geysere i 4,9 km højde. Jorden hvæser, mudder i forskellige farver plubrer, og damp blæser op ad jorden, mens her stinker af rådne æg

Toyota Landcruiser holdet Franklin, Steven, Jo-Anna og os

Falmingoer over rød sø

Sort sø og en kaninlignende dyr

På marked

Billeder af en oversvømmet Uyuni salt sø – Verdens største

Saltede ben

Her er masser af klipper som vi kan få til at forestille alt muligt – her en kamel

Hva det?

Butch Cassidy og Sundance kid

På vores jeep tur får vi opsnappet at legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid endte deres dage herude i ingenting. Vi er kørt lige forbi det sted de er begravet uden at stoppe op!!!. Det virker ikke som om at Bolivianerne er klar over at dette faktisk nok ville være en attraktion. Da vi spørger ind til det, er vores guide overrasket over at det er interessant, hvorefter han lidt efter kommer i tanke om at hans ven har gransket alt hvad der er værd at vide om legenderne og at vi er velkommen til at besøge ham – så det gør vi.

Legendernes held endte i San Vincent. Efter at have røvet banker og tog i USA i mange år brændte tampen lidt for meget, 2 af de 5 bandemedlemmer døde i en flugt og de 3 resterende flygtede til Sydamerika. En gruppe var nedsat for at finde dem. Efter lidt yderligere røverier og den 3. bandemedlem blev skudt forsøgte de faktisk at slå sig ned i Argentina nær El Bolson, Butch Cassidy og Sundance Kid plus hans kæreste en tidligere luder. Efter 3 års hæderlighed blev de stukket. Det lykkes for dem at undslippe i den Patagoniske ørken. De 2 venner begik nu yderligere nogle røverier i forskellige dele af Argentina med heldige flugte indtil de lavede røveriet ved San Vicente. De røvede en rig mineejer, men kunne umiddelbart ikke flygte på grund af vejret og slog sig ned i byen. En lille bataljon opholdt sig tilfældigt på samme hotel og angreb de 2 røvere. En gunfight varede i flere timer – en soldat døde og ifølge soldaternes beretning var de 2 omringet – kl. 2 om natten var der stilhed i skud udvekslingen – en mand skreg og skreg – der lød et skud og der blev stille – lidt efter et skud mere. Om morgen gik soldaterne ind i huset og fandt dem begge med adskillige skudhuller i arme og ben, det dræbende midt panden – den anden med skud i tindingen. Der var ikke mere ammunition. Soldaternes beretning er at Butch skød sin ven for at gøre en ende på lidelserne og derefter sig selv med den sidste kugle. Ligene blev begravet på kirkegården i San Vincent, men er ikke blevet opgravet siden, da den Bolivianske regering ikke viser nogen interesse i dette.

Felix en lokal advokat har samlet dokumenter og effekter efter legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid og har dem i sit private hjem. Han roder i stakke af papirer og hiver nogle forskelige frem fra starten af 1900 tallet, der er med til at bevise, hvad der skete. Han kan med sikkerhed fortælle, at det var her heldet endte for de 2 røvere uanset, hvad der ellers er blevet sagt og skrevet efterfølgende. Hans egen teori er at hele byen var sammen om at dræbe de 2 røvere, og at de blev henrettet i stedet for selvmord.

Resten af vejen gennem Bolivia

Vi kører fra Tupiza over Sucre der er den gamle hovedstad i Bolivia. Sucre er Bolivias smukkeste by – her har Spanierne opbygget byen og den ligger ud mod kanten til Amazones – lidt lavere og mere frodigt. Spanierne har ellers generelt ikke haft stor interesse i Bolivia – hvor terrænet er i ca 4 km som det er i det meste af landet, er her tydeligvis fattigt – folk på landet hyrder lamaer, nogle køer+ en ekelt hest/ædsel her og der – og hvis det er muligt dyrke et lille stykke jord. Der er strøm til helt enkelte huse, nogle har solceller og batterier andre har ingenting. Vi har ikke set nogen have opvarmede huse – der er i de fleste områder ingen træer, så man brænder lidt tørret lamamøj, eller græs af når man skal lave mad eller hvad de nu gør. Der er skudhuller i mange skilte 😉. Husene meget små, så folkene kryber må krybe sammen når mørket og kulden kommer ved 19 tiden om aftenen, og varmen kommer først igen ved 7 tiden om morgen, så det er lang tid. Her er det ok varmt om dagen og meget koldt om natten. Folk er meget små, – alle kvinder går i flot hjemmevævet tøj, bowler hat, og har 2 lange sorte fletninger. Det er virkeligt autentisk, og lækkert at endelig at være nået til et sted hvor Spanierne ikke har overtaget/udslettet alt, og befolkningen er original.

Folk i Bolivia lever som ovenstående (af ingenting) eller arbejder med de 2 ting landet tjener penge på; olieproduktion eller i miner. Mineproduktionen er det der fylder mest. Charlotte vil ikke med ned i en mine, selvom det er muligt i en by. Det er meget usundt at arbejde i en mine. Mineraler, støv, dårlig luft gør at minearbejderne får stenlunger. Typisk arbejder man i en mine indtil lungerne er nede på 50% funktion – eller max ca 20 år, og når man så starter som 15 årig, så betyder det at man som 35 årig ikke kan meget mere. Det er barsk, så vi skal ikke hyle i DK.

Ved en minudgravning ved Sucre stødte man her på et kæmpe område med forskellige dinosaurer fodspor afsat i et tidligere søområde. De er tydelige og afsat af flere forskellige dinosaurer arter.

Nå men i Sucre er det tid til at få skiftet den berygtede renoverede trækaksel, og da vi får kigget ind bag hjulet hænger støddæmperen i 2 stykker. Generelt er det da utroligt som alting bliver smadret – det er man slet ikke vant til når man kører på de fine danske veje. Nå men vi kører fra Sucre i en bil der kører super uden mislyde eller noget der knager – det er dejligt. Vi opdager også at de andre biler tanker ilt. De har et iltanlæg til bilens forbrænding, som vi overvejer at investere i, men da vi er lidt nærige tænker at vi indenfor en overskuelig tid må være færdig i det høje. Tilfredse drager vi afsted mod hovestaden La paz med sort røg bag os som ikke engang de gamle busser/lastbiler kan hamle op med.

Her koster diesel ca. 9 kr./liter for udlændinge og under 4 kr./liter for bolivianere, men heldigvis kan man handle med dem på de gamle stationer uden overvågning, så vi får det til omkring 6 kr./liter, og hvis ikke videre til næste tank.

Selvom vi har købt kort over hele Sydamerika af Garmin, så er hele landet så godt som blankt, så vi må klare os uden, hvilket betyder at vi kommer ufrivilligt langt ind i La Paz – ufattelig tæt trafik – ja det er svært at forklare hvor tæt, men man nu forestiller sig 1000 dræbersnegle nede i et glas, så må det se sådan ud oppefra. Vi slipper ud og mod Titicaca søen – Verdens højest beliggende farbare sø der både er beliggende både i Bolivia og Peru. Mange turister tager ud på søen for at besøge øen Isla del sol, hvor solen ifølge Inkaerne blev født. Øen er dog ikke idyllisk, og vi får fortalt at befolkningen derude er voldsomt uenige – for ca. 1 måned fandt man en kvinde, en enlig turist, stukket ned der gik en tur til den nordlige del af øen. Stadig drager masser af turister stadig uvidende til øen men det bliver uden os – det er ikke helt fredeligt overalt.

Bolivia er barsk, flot og uspoleret og vi har virkelig nydt at være her.

Karenmarie ved fodspor af en langhals – verdens største dinosauer

Her de virkelige dinosaurer 😉

Typisk boliviansk by i 4-4,5 km højde, på vejen mellem Sucre og La Paz

Så prøvede vi også at løbe tør i Bolivia (I Patagonien var vi væsentlig mere presset, så håber det er sidste gang)

Typisk fattig bolig i Bolivia, lever af et lille stykke jord og hyrder (typisk lamaer) – det er virkeligt svært at se hvad man lever af når man bor her

Der er mudder/stenskred ud på vejene hele tiden, men heldigvis er der hul igennem overalt, ellers er vejene i Bolivia pænere end forventet

Kvinder i traditionelle dragter

Titicaca søen og i baggrunden Isla del sol, hvor solen blev født ifølge Inkaernes tro

Vi krydser Titicaca søen på en fladpram. Vi får lov til at være på prammen sammen med bilen, men hvis der skal busser over bliver passagerne sejlet på en anden båd, da disse fladpramme tipper eller braser sammen ind imellem. Vores vrider da også ½ meter i bølgerne og knager. Der ligger adskillige køretøjer og pramme på bunden får vi fortalt

Stedet hvor Thor Heyerdal fik lavet båden til kon tiki ekspeditionen

Marked i La Paz og kvinder i traditionelle dragter

Vi fejrer Charlottes fødselsdag på byens “fineste” restaurant – med 1 mulig ret- fint – Den er meget grøn

Titicaca søen

Søen har en stor historisk betydning for de forskellige folkeslag der i tusinder af år har boet om søen. En af de større turist attraktioner er at besøge et folk der flyttede ud på søen for at undgå angreb fra andre folkeslag. I dag bor der stadig ca 2000 derude, med deres eget sprog, på flydende sivøer. Der er skoler herude, og det er et specielt liv. Klart nok har man ikke meget areal på en ø, og på den vi besøger bor der 18 personer i 3-4 hytter. De lever stadig som de altid har gjort, men er også meget interesseret i at tjene på turisterne.

øen vi besøger. Øen er flydende og hver år ligger man ca 30 cm nye siv ud.

Høvdingens kone og børn

Sammen med høvdingen på sivøen

Hun har da tænder endnu

Inka begravelsestårne, ved Titicaca søen

Cuzco, Inkaerne, den hellige dal og vejen til Machu Picchu

Cuzco er den mest turistede by vi har været ved indtil videre i de 4½ måned vi har været afsted – men det fjerner ikke charmen ved Cuzco idet den almindelige Peruaner lever her som om her ikke var turister, sammen med dem der naturligvis lever af turisterne.

Det var her Karenmarie kom på Chokolade kursus og lavede hendes eget Chokolade, hvilket hun syntes var helt fantastisk.

Inkaerne er blot en af alle de forskellige folk, der engang levede i Sydamerika. I dag er der ingen Inkabefolkning tilbage ligesom (næsten) alle de andre folkeslag, er de udryddet af og efter Spanierne fandt Sydamerika. Inkaerne er dog det indianerfolk der fik opbygget det mest organiserede styrede samfund, og de har efterladt nogle imponerende bygningsværker i en byggestil som ingen andre har kunnet. Inkariget var større end romer riget, og med et samlet vejnet på ca 40.000 km. Inkaerne tilbad Solen som den øverste gud, men også alt andet i universet og naturlige fænomener der var med til at skabe liv, så som jorden, lyn/regn, himlen, stjernerne, månen, solhverv (årstid), altså alt det vi i dag ser som en selvfølge – det er da smukkere en så mange andre trosretninger/ideer der er i verden. Men Inkaerne troede også på at man måtte give noget, derfor ofrede man ting, dyr, – også mennesker. Det er måske lige groft nok…. Læs selv mere om denne fantastiske kultur som i dag er væk.

Omkring Inkaernes hovedstad Cuzco ligger utallige ruiner af byer og man kan bruge måneder her. Mange ligger der bare ubeskyttede, mens andre får mange besøg er delvis renoverede. Fælles for alle ruinerne er at Spanierne har brugt mange af stenene fra Inkaernes bygningsværker, så det der står tilbage i dag er kun en lille del af det der har været. Machu Picchu er den eneste der står originalt, da den ikke blev fundet af Spanierne. Bygningsmæssigt er det dog langt fra denne der er mest imponerende -der er utallige meget større og ikke så kendte værker, vi besøger kun lidt af dem – se billeder.

En stor del af fascinationen ved Machu Picchu er at denne by kunne ligge gemt så mange år for omverden, den fantastiske beliggenhed og mystikken om byen. Vi vil ikke tage turisttoget til stedet (meget dyrt), og finder at der går en vej gennem den hellige dal ud i nærheden af stedet, hvorfra man kan gå det sidste stykke til foden af Machu Picchu, og så op – det lyder meget nemt 😊 – ligner et par timer på kortet, så afsted. Men jo længere vi kommer ind i den hellige dal jo tættere bliver bjergene. Vi har da aldrig kørt i så mange sving og så meget op og ned, til sidst er det kun en smal smal jordvej oppe på en bjergskråning, værre end dødens landevej. Se video :Vejen gennem den hellige dal mod Mchu Picchu

Det har taget hele dagen at køre herud og det bliver mørkt, så vi tager lommelygter og pandelamper på og går 9 km mod det sted ude i junglen vi kan overnatte (en tidligere gård), næste morgen det sidste stykke og en drøj stigning op på Machu picchu. Det er fantastisk, uanset om nogle turister måtte sige at det ikke er, – så er det. Beliggenheden, historien, mystikken, er der…. Det er som om man er tættere på naturen, jorden, himlen og nok netop derfor Inkaerne med deres tro byggede her.

Overalt i Bolivia og Peru er der markeder hvor lokale bytter deres varer. Det er også disse steder mad bliver handlet – vi har endnu ikke mødt en fødevarebutik hvor man kan købe ind, så det er på markeder og handle. Det største problem for os at købe er kødet, da det i vores termologi ikke er fristende, men en mand kan ikke leve uden kød!!, så vi se og lugte os frem. I byen Pisac er også lokale vævede stoffer og andet håndværk, som vi får handlet til vores hjem i gode gamle Danmark.

Karenmarie hygger sig med at lave sin egen chokolade – det er blevet nydt flere uger efter

Ingen i verden har nogensinde lavet så smukt og præcist stenarbejde som dette. Til hver sten blev lavet en træskabelon således sten kunne formes. Herefter op hvor den skal indsættes, her foregik slibning af stenen (med en hårdere sten) hvorefter stenen blev sat endelig på plads. Det er sgu fascinerende.

Sacsayhuaman, inkaernes militæranlæg, og deres største bygningsværk lige ovenfor Cuzco. Idag er der kun fundamentet tilbage (ca 20%) idet Spanierne tog resten til at bygge kirker i Cuzco.

Bygningsværket tog ca 70 år at lave med 20.ooo mand der blev udskiftet hver 2nd måned

Alene denne sten vejer ca 130 tons og alle sten er slæbt fra et bjerg 4 km borte. Stenene er sat i et zig zag linie som et lyn – for at tilbede lynet. Hele anlægget er udformet som hovedet på en Puma mens Cuzco er kroppen på pumaen (tilbedelse af pumaens styrke).

Oven for Cuzco et kæmpe område med ofre sten. Her blev alt tænkeligt ofret til jorden, naturen, regnen, solen, osv osv. Hullerne er lagt så blodet løber ned i disse, og med en lille tud ud på jorden. Hvor Charlotte sidder er offerpladen.

Den hellige dal

Der er meget stejl i den hellige dal.

Dette er den billigste vej ud mod Machu Picchu

Opstigningen

På toppen med udsigt til Machu Picchu

Svedig famile

Adskellige terasser om byen der samtidig sikrer fundament for byen. I midten af byen/bjerget er der noget så usædvanligt som en kilde (derfor byen er lagt her) og via et stort afvandings system løber det ud til bade, og markterasserne om byen

Hvil ved solporten, hvor Inkaerne fik deres første syn af byen (baggrunden) når man ankommer af Inkastien.

En af 2 Inkaveje der fører til Machu Picchu

typisk landejendom i bjergene Peru

Kvinde væver noget af det bedste man kan i Peru. Sjalet hun har på har taget 2-3 måneder at lave

Dyrehospital

På vejen mellem Pisac og Cuzco finder vi et lille dyrehospital hvor man redder tilskadekommende dyr fra området, der ikke kan klare sig i naturen mere. Det er en nem måde at få set dyrene på tæt hold.

Condor er imponerende stor

Inkahund – racen har ingen hår på nær stritterne på hovedet, den er skræmmende grim syntes jeg

Det ser sgu smart ud

Fra Cuszo til Narza linjerne

Bjergene fortsætter i ufattelige mange hårnålesving og op over højsletter – nede i smalle dale er højden 3,5 km og oppe på passene og højsletterne 4,5 km højt, som vi kører igennem i 2 uafbrudte dage. Det stadig mest fascinerende er at her lever folk. Her er ingenting, jo naturen, men den giver sgu ikke meget heroppe. Vi kigger tit ned på en stensætning, et lille ler/sten hus med græs på taget og er sikker på den er forladt, men får øje på noget vasketøj, et dyr, eller andet der viser at her er liv. Andre gange kan man ikke se ”gården”, blot nogle dyr, og en hyrde der sidder krybet sammen bag nogle sten han har sat op som læ for den kolde vind. De børn vi møder her er beskidte og vejrbidte i kinderne, og ikke alle kommer i skole.

Bilen går som sædvanlig ringe i højden, men det har vi snart vænnet os til. Alligevel kommer der nogle meninger ud om hvordan bilen klarer sig i højden 🙂 Vi glæder os til at komme nedad og jeg lover hvergang vi endnu engang passerer, ca 4,5 km at nu går det ned. Vi har de sidste 2 hele køredage tilbagelagt beskedne 538 km da bilen, på en nedkørsel, sætter ud i 4,3 km højde ude i ingenting – Det er ikke sjovt idet vi tror det er fordi bilen ikke kan mere – Karenmarie har en Ipad, så hun opdager ingenting 😊 Men til vores overraskelse er vi kørt tørt – suttet 90 liter på 538 km (heldigvis). Vi får for 3 gang brug for vores 20 jerrycan på taget, og når til en by hvor vi kan tanke. Endelig går det nedad, og til aften er vi nået til Narza, og vi mærker at varmen er her i Peru, 31 grader. Næste morgen mærker vi så også vores første angreb af sandfluer. Vi kigger på Narza linjerne, lavet af Narzafolket, linjerne er mystikgjort til at være landingsplads for rumvæsner, men de ligner nu i virkeligheden menneskabte KÆMPE tegninger.

3 gange er vi løbet – Patagonien, Bolivia og nu også i Peru. Endnu engang redder vores eneste reservedunk os til næste station.

I bunden af stejle dal er vi 3,5 km

Gårde i mere højlandet (4 – 4,5 km), det ser grønt ud på billeder, men det er kun lige hvor huset ligger ellers goldt- det er ganske enkelt imponerende at man lever her.

Narza tegningerne. Ud over disse tegninger er der større linjer som er svære at forklare – det er nok alligevel – landings plads for rumvæsner

Sandørken, stillehavet og vejen op forbi Lima, Peru

Efter Narza linjerne kører vi ud i nogle helt ikoniske sandklitter, og finder oasen Huacachina. Det er en oase i ørkenen som man ser i film. Sandklitter, et vandhul, og palmer. Vi tilbringer tid med at køre rundt i ørkenen og surfer på sandet Video Buggitur og surfning på sandklitter – Det er fedt!

Herefter sejler vi ud på stillehavet til øerne Islas Ballestas, også kaldet fattigmands Galapagos, hvor vi har hørt her er et fantastisk dyreliv. Det bliver dog ikke helt så fantastisk syntes vi – måske fordi vi har set disse dyr før, men vi får set sæler og søløver.

Vi skal nu Nordpå op forbi Lima, og læser lidt om området, og det er præget af en del røverier både i Lima og alle strand byerne nord og syd Lima. Vi vil helst ikke betale for overnatning i området, men finder det alligevel alvorligt nok. Vi finder en by syd for Lima der har hegnet sig inde og selv hyret sit eget vagtværn (trist at det er nødvendigt, og at en by selv må gøre noget for at kunne være her). Der er bomme omkring hele byen man skal igennem, og her er fyldt med politi – vi slår sikker lejr uden for politistationen. Eneste minus er at man i denne regel-by heller ikke må drikke alkohol på stranden 😊 Næste dag står vi tidligt op for at nå gennem området + Lima op i bjergene mod Huaraz, hvor en varm velkomst af børn møder os.

PelikanerVed ankomst til Huaraz slår vi lejr ved en fodboldbane og bliver overfaldet af 40 nysgerrige børn hjem fra skole – dejlig velkomst

Pigerne (uden Karenmarie) her bestemte hvem der måtte komme ind i bilen

Cordilleras Blanca, trekking og klatring i bjerge

For mindre en uge siden ønskede vi så meget at komme ned fra bjergene efter så lang tid i højderne i en bil der ikke gider køre i højderne, men vi tager lige endnu en lille tur op i højderne til bjergområdet bagved byen Huaraz, Cordilleras bjergkæden- og godt vi gjorde det.

Karenmarie har tidligere villet klatre på klippevæggene, særligt efter vi besøgte La Junta i Chile, så her vil vi tage en dag med en klatreguide, så vi kan lære det uden at falde ned. Vi klatrer på lodrette vægge indtil vores fingre er revet, med vabler og musklerne ikke kan mere.

Vi tager også på en 4 dages bjergtrek (Santa Cruz trekket) i højder vi aldrig har vandret i før med tinder over 6 km på hele ruten. Samlet længde 50 km. Første dag vandrer vi i ½regnvjr op og slår lejr i 3850 m. Anden dag går vi en hård tur op til trekkets højeste i 4750 meter. Det går overraskende nemt syntes vi, trods luften er så tynd, men her er pisse koldt, med sne og vi går efter kort tid ned i 4250 m og slår lejr i regnvejr. Regnvejret fortsætter hele eftermiddagen, aftenen og natten og vi fryser. Næste dag skinner solen heldigvis og vi får en fantastisk tur ned gennem dalen. Vi er blevet klogere af at vandre sydpå, så vi går ikke med vores Copenhell telt, men har booket os på et hold med lejet udstyr og mulddyr.

Cordilleras bjergkæden er stedet hvis man vil opleve noget af det flotteste og vildelse bjerge i Peru. Det er stadig regntid i området, så vi drager herfra med en følelse af kun at have oplevet en lille bid af det – måske tilbage hertil en dag? Her er virkeligt noget der kan adrenalin banke og imponere.

Klatring i bjergene

Karenmarie fik blomster fra 2 små Peruiranske piger vi mødte på trekket

Vores telt og en af muldyrene

Billeder fra Santa Cruz trekket

Cordilleras Blanca – del II

Vi skrev i sidste indlæg at vi ville videre, men disse bjerge imponerer som Torres del Paine (i Patagonien) (som har været favoritten indtil videre) så vi bestemmer os for at blive her og se lidt mere inden det er farvel til de HELT høje tinder. Dette er verdens højeste tropiske bjergkæde med nogle af de mest imponerende snedækkede bjergtoppe. Først gør vi os klar meden en hviledag i Termisk bad til 7 kr./person – vi er klar.

Først finder vi en bjergtop på 5150 meter som skal bestiges med pigsko og isøkse, og som vi mener kan bestiges – Charlotte melder fra med det samme, da hun ikke kan få vejret, men Karenmarie og jeg vil gerne op og se ud over verden. Vores gode Guide, Roland, kalder det ”easy” og Lazy mountain” så det bør jo være nemt :-). Vi bliver dog klogere – selvom vi er i ok form (skulle vi mene) så bliver det en hård tur. Natten/dagen inden vi skal afsted (4am) har der været nedbør så bjergtoppen er dækket af nyfalden sne hvilket gør det hårdt. Efter at være nået ca ½vejs op på isglatte klipper er vi nået til is området. Vi tager pigsko og isøkserne frem, og binder et reb mellem hinanden – Vi er 3 – Roland, Karenmarie og Flemming. Den nye sne er dyb, og hver 3-4 skridt falder jeg 1 meter ned i sneen. Vi kæmper og kæmper, holder pause, græder lidt, og da Vores guide siger der er 10 meter tilbage er det befriende. Vi når toppen – jeg kan tydeligt smage blod i munden fra forrevne lunger, men det er fedt!!!!!!!!! Desværre får vi ikke den fantastiske udsigt som vi ønsker – de sidste 100 meter gik vi op i tåge og kan se 10 meter – men stadigvæk er her sejrsglæde. Vi bliver her ½ time og håber på opklaring – spiser snacks – får bygget en Dansk snemand, så andre kan se at dette nu er et territorium tilhørende Danmark. Nedstigningen er sjov – det er ikke så hårdt og vi glider/vælter i/på sneen, men alt er sikkert med rebet imellem os. Vi falder, griner, falder, griner. Fed oplevelse.

Efter velfortjent øl, inkacola (ja inkaernes har deres ”egen” cola – den er favoritten hos Karenmarie) og pizza kører vi lidt nordpå langs bjergkæden og op i en dal til Laguna Paron, hvorfra man kan se bjerget som er vist i starten af alle Paramount film. Vi trekker fin ud til endnu en laguna, men vi er sgu lidt matte og et par hundrede meters op-trekking gør os allerede trætte – men vi fortsætter og det er en flot tur – tinderne, bjergsiderne, og søer der er mere grøn/blå end før er så flot som det kan være.

Dette bliver farvel til bjergene Cordilleras Blanca – Karenmarie udråber dette område til det bedste vi har set/oplevet – og så var det endda ikke engang planen at vi skulle hertil, – men måske tilbage hertil en dag?.

Mange sten på vejen – Der er adskellige kors langs vejen, og Roland fortæller at her hvert år dør mellem 30 og 50 mennesker på strækningen over bjerget – de kører ad H…… til i Peru

Mor og datter vi bor ved siden af ved Laguna ParonLaguna Paron

Skide godt hvad man kan få dem til – Karenmarie som Jack Sparrow og Charlotte som galionsfigur på The Black Pearl

Tidligere kulturer i Nord Peru på vej mod kysten

Efter turen i bjergene og endnu ikke at have været i rigtig varmt havvand på vores ferie, sætter vi kursen mod nordkysten af Peru. Vi kører på en vej i en meget meget smal dal, klipper hænger ud over vejen, så tæt på vejen så vi skal passe på ikke at ramme dem, vejen og tunnelerne er et sporrede, og total mørke, så det er med at holde øje med om der kommer en normal (sindsyg kørende) Peru lastbil – på den anden side buldrer en flod der flere steder har taget noget af kørebanen – det er noget af det vildeste vej vi har kørt på.

Vi kører igennem det nordlige Peru, hvor Moche folket fra år 100-800 har haft deres kultur og sprog. I dag er denne væk og man vidste meget lidt om den indtil for få år siden, da flere store tegn på civilisationer blev opdaget eller man fik interesse for den. Stedet vi besøger her har været Mochefolkets tidligere hovedstad inden denne flyttede nord på.

Stedet består af 2 pyramider (med flade toppe) og selve byen i midt i mellem. Kun den lille af de 2 pyramider er ved at blive udgravet, men er stoppet pga. pengemangel. Pyramiden er en helligdom hvor samfundets øverste blev lagt indeni når de døde og for hver ca. 80-100 år byggede man en ny etage (hver etage smukt udført med flotte malerier) på pyramiden. Her i den lille pyramide er der ca. 6 etager mener man, mens der i den store pyramide gætter man på 11 etager. Sammen med den døde, blev begravet alt hvad man mener han skulle have med til underverdenen, konen, elskerinder, børn, dyr, vagter og mad m.m.

Ovenpå pyramiden har der været udført ofringer for at tilfredsstille guderne og når trangen var stor ofte også mennesker ofringer i form af unge mænd (krigere). Byen blev sandsynlighed efterladt efter en oversvømmelse og har lagt skjult i sandet frem til en lærer og en gruppe studerende ville bestige det lille bjerg i sandet, sparker til en sten og ser at der er maling på denne først fundne lermursten. Her er stadig utallige grave, en by og endnu en større pyramide at udgrave, så hvis man er interesseret i, hvad der kan ligge længere nede, så kom herned.

Næste sted Nordpå er efterkommer fra Sipan kulturen, der nok er en efterkommer af den lidt tidligere Moche kultur. Her er lignende det tidligere sted været pyramider. Stedet blev opdaget af gravrøvere og det er uvist hvor meget der er fjernet inden Sipan udgravningerne blev udført. I dag er der kun udgravet 2 grave, men her blev fundet et helt ufattelige antal genstande. Meget udført i kobber, sølv og guld (gentager lige i ufattelige mængder).

Begge kulturer ved man i dag stadig ikke meget om, men man er laaaanngsom i gang med at grave, når frivillige vil grave eller donere penge.

Endelig efter 700 kilometer når vi Nord kysten af Peru. Første overnatning ved kysten. Vi svømmer med kæmpe havskildpadder (alene skjoldet er + 1 meter) og kan røre ved dem. Dagen efter slår vi os ned på en strand – temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet. Dette er længe ventet, så vi bliver her og de næste 5 dage – dejligt.

De mange etager i pyramiderne – malingen er original fra år 100-800 – hullet er hvor Spanierne har røvet et par gravetager

Den større pyramide i baggrunden (lavet af lermursten) og byen imellem

Mange steder i ørkenen og i nogle byer har man affaldsproblemer. Det ser ikke godt ud. Overalt i Sydamerika har er det normalt at smide affald i naturen, mere eller mindre – her mere

En af de gamle T2èr på tur, 2 voksne og 3 store børn på et meget lille budget, men en STOR drøm om at rejse

Temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet

Mødet med Ecuador

WOW – Vi får den varmeste velkomst i dette land.

Godt nok skal vi lige forbi en korrupt politimand der slæber mig ind på politikontoret og forsøger at få 300 dollar ud af os – forsøger til sidst med 50 dollar, da han mener der er meget ulovligt på bilen benægt benægt benægt benægt og no hablo espaniol igen og igen – og vi får papirer tilbage så vi kan køre derfra. Dette kommer man ud for i Sydamerika, men efter man har mødt en del betjente bliver man vant til det – de er flinke nok, men prøver lige til.

Landet er markant anderledes lige fra grænsen af – her er frodigt, bananplantager, kakaotræer og i den første by vi kommer til er der tydelig velstand – en rig bydel.

Nå men nr. 2 mand vi møder på en p-plads (Nicolas) da vi skal ind og handle, købe internet til landet osv. Vejleder os i den fulde oplevelsestur i Ecuador – verdens bedste land ifølge ham. Senere i storcenteret finder han os – han har ledt efter os fordi han gerne vil have at vi bor et sikkert sted – han har fløjet i militæret – været i Norge 3 gange for at flyve med helikopter og fløjet med præsidenten af Norge – Hmmmm?? hvad vil han (dansk mistænkelighed), nå men hvor intet vover- Vi kører hjem til ham og overnatter på p-pladsen til hans 200 m3 lejlighed i et meget luksuriøst område af byen. Her kan vi bo sikkert bag vagtværn, med stor pool. Dagen efter inviterer hans familie på limonade der bliver til frokost med kæmperejer m.v. i hans hjem indtil vi tager derfra.

Vores kurs er mod kysten og han har fortalt at vi skal køre ud til han GODE barndomsven Vito der har et sted på en surferstrand – Vito er kommet til skade og har nok røget og drukket for meget, men er flink. Efter den gode oplevelse tænker vi at vi ligesågodt kan fortsætte (og vi vil ud at prøve surfing). Vi ankommer til Vito`s grund ved stranden, og det er sgu en anden verden. Her er ikke vand på et klamt toilet, og meget beskidt, men vi er efterhånden vandt til lidt af hvert, og man kan jo stå op og skide. Vito siger vi kan bo gratis, da vi kommer fra hans ven.

Her bor nogle mennesker der ja hvordan forklarer man det?? De siger at de kunne lave et cirkus, på stranden, i byen er her er tyk af hash røg, man drikker, der er dårlige livsoplevelser, men stadig drømme. Vito ser vi ikke – meget af dette virker også lidt trist -vi har fået at vide at Vito nok har røget og drukket for meget. Nå mens vi stadig undrer os over hvilket hul vi er bor i forhold til stedet vi kom fra, nyder vi stranden, restauranterne, øver surfing. Nå men langsomt finder vi ud af manden her (Vito) faktisk har en historie – han var surfer (den bedste, men hvem tror på det på en strand med hashtåge), nogle mener han kom galt afsted pga. alkohol og hash, men en af dem der bor her fortæller at han i 30 år tog ud og harpunfiskede – en dag fandt man ham på stranden, og han siger selv at han blev bidt af en søslange, og deraf fik sin hjerneskade. Hmm ja ja flere historier tænker vi. Nå men et par dage går mere med surfe, og en dag kommer en pige ud af hytten foran stranden, og straks kommer løbende 3 fotografer efter hende hun posere lidt og tager ud og surfer. Vi spørger en af dem fra ”cirkusholdet” som vi bor sammen med hvem hun er – det er Vito`s datter, og hun er god til at surfe fortæller han – hvor god spørger vi? – Hun er den bedste i Ecuador (hmm ja passer det nu også og hvordan måler man det tænker vi) – Wow siger vi – efter lidt fortsætter han – Hun er faktisk også den bedste i hele Sydamerika – endnu en pause – og hun blev nr. 2 i verdensmesterskabet – hendes bror der bor derovre er også god, men ikke ligeså god. Hmm det kan sgu da godt være ham Vito alligevel var den bedste på denne strand tænker vi.

Det er sgu sjovt som man kan støde ind i nogle der er blevet til noget hvor det mindst er ventet – det er ikke kun drømme på stranden – nogle bliver til noget – dejlig at opleve.

Manden vi mødte da vi var ude og handle gav os den fedeste velkomst vi har oplevet endnu i Sydamerika, og har sendt os videre til dette sted – tak for det.

Nicolas og familie der giver os den bedste lande velkomst i Sydamerika

Nogle af de tossede mennesker der bor på Vito`s sted

Vi møder mange af de gamle VW T2èr i Sydamerika – produktionen er først stoppet for få år siden

Fattigmands Galapagos, og resten af Ecuador

46 km fra kysten ligger en ø (Isla del Plata) med nogle af arterne der også kan ses på Galapagos, og man kan kommer derud for 30 $ per person, så det prøver vi. Her er nogle fuglearter som kun lever på Galapagos og på denne ø. Her lever også et par Albatrosser, men de har ufattelig svært ved at formere sig, så vi må ikke komme på denne del af øen. Vi ser adskillige andre fugle.

På sejlturen hjem for vi en masse fisk at se – ser vi flere store fladfisk (60x60cm) springe 1 meter over vandet – en hval dukker op et par gange – kæmpe havskildpadder soler sig i overfladen – delfiner i massevis der har indkredset en stime fisk og holder et ædegilde – deltagere til delfinernes indkredsning af fiskestimen er adskillige pelikaner og andre fugle – alt i alt er det en kæmpe dyre oplevelse.

Kysten i Ecuador er helt anderledes end vi har været vant til sydpå. Her går junglen flere steder helt ud til Stillehavet, hvilket gør kyststrækningen meget flottere og ikke så goldt og tørt som i Peru. Vi kører ind i landet mod en vulkankrater med en sø i, mod byen Banos. Dette er virkelig stedet hvis man skal have frigivet noget Adrenalin. Her er bungee jump, zipliner over kløfter, kæmpe sving ud over kløfter/bjerge osv. osv. – det er vildt.

Banos Ecuador adrenalin junkie

Efter Banos sætter vi kursen mod Colombia. Nord for Quito krydser vi Ækvator, hvor vi tager en overnatning ved nogle endnu engang overvældende gæstfri lokale. Landet er kendt som det lille land der har alt på små afstande. Her er mere moderne byer, fattige bjergområder med indianer, Amazonas jungle, vulkaner, flotte strande osv osv. Folk i Ecuador har vi oplevet som værende de mest gæstfri og smilende vi endnu har mødt i Sydamerika. Der er smil, hilsner og gæstfrihed overalt.

Dieselprisen er 1 $ for 1 gallon = 3,8 liter, altså ca 1,6 kr/liter – så kan man da ligesågodt lade være med at tage noget for det.

Tur på Isla del Plata (fattigmands Galapagos)

En flok delfiner har indkredset en fiskestime og pelikaner nyder godt af det også

Vulkankrater (laguna Quilotoa) med en flot sø

På vej mod vulkankrateret bliver vi fanget i en slugt med en meget stejl stigning hvor bilen må opgive, så vi må bede om hjælp – Heldigvis er det ingen problem i Ecuador – folk er flinke og har aldrig travlt

Banos Flemming og karenmarie bliver våde ved Pailon del Diablo

1000 meter zipline med 80 km/t, længste og hurtigste i Ecuador

Kæmpe sving i en 30 meter gynge ud over byen Banos der ligger 1 km længere nede – det giver sug i maven

Lige det sidste stykke ud af Ecuador

Et ben på hver side af Ækvator. I am the greatest!!

Vi bor ved en flink familie der meget gerne vil vise deres område frem og de projekter de har i gang.

Op gennem Colombia

Indrømmet så har vi nu set rigtig meget og længslen mod Danmark nærmer sig. Men man skal sgu skamme sig hvis man ikke kan finde ud af at nyde det her stadigt. Vi kører med en rimelig fast kurs mod den Nordlige kystlinje af Colombia – ud mod den caribiske kyst, som vi gerne vil nyde inden hele denne rejse slutter.

Først skal vi krydse grænsen mellem Ecuador/Colombia – her kan man sætte en dag af – her er altid mange timers kø, fra en danskers syn virker det mærkeligt at man ikke laver et par skranker mere da mange blot skal registreres og have et stempel – men det gør man ikke – du må bare vente, og sådan er det. Det er blevet en forretning, så der står folk i køen der er villige til at gå ud hvis du vil betale 20 dollar. Mange folk har sovet her kan man se – det har vi ikke lyst til. Efter et 3 timer i køen er vi ikke nået ret langt og Karenmaries øjne ruller rundt i hovedet, hun vakler rundt som kun hun kan og er ved at gå til (en helt forfærdelig situation som sker når man keder sig)- en vagt spørger om hun ikke har hovedpine – Charlotte er vaks og nikker lidt, og vupti er vi røget over i en anden kø for folk med børn og handicappede og en lille time efter er vi igennem, og kan køre ind i Colombia.

Nå men vi har ikke så travlt, så vi tager 5 dage om at køre op gennem landet, så vi får set lidt. Landskabet minder om Ecuador, vi kører i 1,5 – 3,5 km , så her er stadigt forholdsvis højt, her er ufatteligt frodigt og grønt. Vi finder nogle små byer hvor vi overnatter – dels fordi her i lokalbefolkningen er det sikkert, og venligheden er fantastisk – overalt er der folk der kommer hen og snakker, viser os noget af deres osv. og vi nyder at bruge tid på dette. De Colombianere vi møder kan intet Engelsk, og ærligt talt, så kan vi stadig ikke meget Spansk, men interessen for hinanden er der og vi får vist hinanden rundt, bliver inviteret ud at spise af en kaffebonde på marked og middagsmad – gæstfriheden er stor – alle hilser – ønsker velkommen og god rejse i Colombia.

Der er bjerge størstedelen af Colombia, og først de sidste 800 km i den Nordlige del bliver flade, og vi kommer ned på fladområde. Så skal jeg sgu hilse og sige at her bliver varmt – befolkningen er blandet og mørkere end i resten af Sydamerika. I fladområderne er der kæmpeområder med sukkerrørsplantager. Vi er for første gang i måneder ufrivillig nødt til at leje et hotelværelse med aircon for at kunne sove. Næste dag når vi den Caribiske kyst – det er fedt – det føles næsten som at være i mål. Bjerggeden (bilen) er hvertfald blevet godt brugt. Bremserne begyndte at larme på de sidste nedkørsler fra bjergene – De er slidt op – forståeligt nok – vi har kørt op gennem hele den Sydamerikanske Andes bjergkæde, koblingen er slidt, endnu en støddæmper virker ikke og selv de nye dæk er ved at slidte. Det har sgu været et hårdt terræn, og vi har ikke skånet Bjerggeden med valg af områder/veje, så det er OK. Men bilen er næsten i mål, kun et antal hundrede km tilbage her de sidste uger inden bilen skal sendes hjem.

Vi slår os ned i Taganga, for at tage et Padi dykkerkursus de næste 3-4 dage – heldigvis er varmen lidt bedre her ved kysten (ca 33 grader) med lidt vind – vandet 27 grader.

Ventekø på at komme ind i Colombia – Efter 3 timer syntes en tolder at Karenmarie har hovedpine og sender os foran i køen – Tak

Disse flotte busser er overalt i Colombia og bliver brugt til transport af mennesker og varer på taget

Bjergene i Colombia er kaffeområde – her lagt til tørring.

Kaffebonden der er så flink at vise os rundt i byen/markedet og køber endda mad,frugter osv. og giver til os – det er næsten pinligt da han nok ikke har meget – virker for meget flinkt, men det er givet i glæde.

Nedenfor bjergene sukkerrørs plantager – her må man sætte det bag en køretøj man har lyst til (vi så dem også længere)

Hestevogne er stadigt brugte transportmidler overalt i Sydamerika, her ved en sukkerrørs plantage

Ufatteligt meget politi hele Sydamerika, men i Colombia er det da helt vildt. Vi bliver stoppet hele tiden, men de er rigtig flinke. De er imponeret over størrelsen på en dansk viking.

Wax palms, ved Salento kan være 60 meter høje – Det er Flemming der står ved foden af den

Flere byer i Colombia er farverige – her Salento

Taganga dykning, Colombia

Her åbner en helt ny verden sig. Vi tager et Padi open water dykkercertifikat gælder til 18 meter) her i Taganga. Det er formentlig et af de billigste steder i verden at tage det – 850.000 colombianske pesos hvilket svarer til 1.860 danske kroner – 3 dages kursus – med 6 dyk (blandet træning og dyk). Vi tager efterfølgende 4 dyk på 2 yderligere ture.

Første vejrtrækning under vand er en helt speciel oplevelse

Colombias nordkyst og Cartagena

Vi nyder livet ved havet, friske fisk, kulturen og de glade Colombianere.

Mellem dykninger tager vi en tur ud til et strand område længere mod Venezuela. Jo længere man kører herudad jo mere tørt bliver der, men strandene bliver til flottere og mere Caribien style. Vi kører til Palomino for at nyde kysten og måske surfe, men surfing er ikke godt, så efter et par dage på en strand er det tid til at komme videre. Vi skal tilbage forbi Taganga hvor der er god dykning, så vi tager 4 dyk yderligere, og nyder det nu endnu mere. Rigtigt godt vi har fået et certifikat – der er ingen tvivl om at vi vil komme ud at dykke igen. Vi har en deadline i Cartagene på afleveringen af bilen, men inden da slår vi endnu et par dage ihjel ved en dejlig strand og landområde inden vi når Cartagena.

Så skal bilen gøres klar til aflevering. Vi får ryddet ud i overflødige sten, muslingeskaller, slidt tøj, sko osv osv. så bilen står klar. Vi har ikke købt noget som helst tøj endnu på turen, så noget af det er ved at være godt slidt.

Som tingene nu engang fungerer her i Colombia, – ja i Sydamerika, så kan man ikke vide hvor lang tid det tager at aflevere bilen eller hvornår det kommer til at ske. Ifølge de oplysninger vi har fået fra vores havne-agent, tager det samlet 5-6 dage at aflevere bilen (til sammenligning tog det ca. 20 minutter i Hamburg), men her er det mere ”tranquilo” som man siger hernede. Efter nogle dage er bilen afleveret på havnen, men Politiet dukkede ikke op til narko kontrol da vi (vi er Bjerggeden og 6 andre der vil sejle deres bil til Europa) stadig ikke ved hvornår skibet sejler, så vi kører tilbage til hotellet, hvor vi samme aften får at vide at vi skal stille på havnen næste morgen tidligt til narko kontrol – Yes sidste del der mangler, så vi er klar næste morgen – for besked på at tømme alt ud af bilen………. Hvad? Vi har lige pakket alt ind, nå men ud med alt pik pak igen på en bagende varm havneplads og så vente og vente på narko politiet. Endelig midt på dagen dukker de op – en heldigvis meget flink narkobetjent (da jeg ikke har gidet at tømme bilen) og en hund med (nok grundet varmen formoder jeg) de længste nosser jeg nogensinde har set (mindst 20 cm lange – imponerende flotte). Han roder i vores ting og til sidst får vi lov at forsegle bilen og efter 3 udgangskontroller fra havnen er vi færdige – bilen afgår i morgen. Det er dejligt at få den afleveret, nu ankommer den i Bremmerhafen om godt 3 uger.

Vi lejer os ind på et luksushotel her i Cartagena – byen er en af spaniernes største fæstningsbyer, med bymur, fæstningsværk, velbevarede huse der er 3-400 år gamle, og samtidig en moderne storby med skyskrabere som vi ikke har set på hele vores rejse siden Buenos Aires. Dejligt sted at slutte af de sidste dage og i en uvant luksus.

Den 16. maj flyver vi fra Colombia og landeder i Florida hvor vi lige vil bruge 6 dage inden vi lander i København den 23. maj.

trawl fiskning fra stranden – båd ud med net og træk op på land

Fangsten – dette gør man morgen og aften

Cartagena – Historisk Spansk fæstningsby med moderne skyskrabere

Ioverlandere. Vi venter på narko control

Farvel Sydamerika

Dette emne bliver ikke nemt, og dette skal gøres KORT. Vi har rejst den rejse som kan ses på kortet nedenunder. Kortet har været på siden af bilen og vi har tegnet efterhånden. Mange vi har mødt har studeret kortet, så det var en god ide.

Sydamerikanerne

Overalt har vi mødt venlige mennesker. Når vi har læst/hørt om at der evt. kunne være nogle røvere har vi valgt en anden rute – de findes og med våben – men det må ikke stjæle billedet. På den vej vi har valgt har vi ikke mødt en eneste truende person – kun flinke mennesker. Det eneste vi har mødt var 3 korrupte politimand der prøvede at få nogle penge, men de var også flinke. Smil Smil Smil, venlighed, hjælpsom, overalt – det går lige i hjertet.

Største oplevelser

Det er naturligvis svært, men byerne og det menneskabte vinder ikke. Det der i den sidste ende står som den største oplevelse er at opleve verden-naturen – vores favoritter må være Patagoniens ødemark/bjerge/isområde, Chiles caretara Austral med søer og vulkaner, og en overraskelse var bjergkæden cordillas blanka i Peru, men alt er godt, og måske er det noget andet når vi får fordøjet det hele lidt. Allerede nu savner noget af det, og vil gerne se det igen. Naturen er højdespringeren sammen med gæstfriheden og smil på de fantastisk flinke mennesker vi har mødt.

Kulturer i Sydamerika

Generelt har der i SA været så ufattelig mange tidligere (organiserede kulturer) der i dag er væk. De første organiserede kulturer/samfund stammer helt tilbage fra 3000 år før vor tid, og er dermed et af de første steder i verden mennersket har udviklet sig med styrer. Siden har disse naturligvis overgået forskellige leveformer, der blev afsluttet med det største rige inkaerne) men som også kun var her meget kort tid inden invasionen fra Spanien kom. Invasionen fra Spanierne er starten på afslutningen på alle kulturerne i Sydamerika. Så meget som man har kunnet er blevet røvet, brækket ned og det fortsatte i hundreder af år, med de store immigration fra Europa til Sydamerika der sørgede for at udslette de sidste levende spor af de kulturer og sprog der har været her. Mange hævder at der bevist blev udført, ikke krige men bevist udslettelse af det oprindelige folk. Det kender man jo også fra andre verdener, men Aboriginals og indianer i Nordamerika. Det virker bare til at være udført mere grundigt her, endda i en del hvor det tidligere folk har været så velorganiserede. Men i dag dukker der masser af levn op fra tidligere kulturer og man finder mere hvert år. Med Danske øjne virker det fantastisk at så meget ligger ikke undersøgt, men det skyldes at her, i langt største del af tilfældene, ikke bliver brugt statslige kroner på at undersøge og udgrave selv meget store fund, så de ligger der bare og venter på private interesser i at undersøge og udgrave. Der dukker hvert år helt nye fantastiske fund op i en størrelse som virker helt fantastisk. Her er virkelige noget at gå op i for en arkæolog.

Karenmarie har tegnet kortet efterhånden som vi har rejst. Kortet har været dannet grundlag for mange samtaler lokale og andre rejsende.

Sidste indlæg, turens sidste dage i Florida, USA

Vi har haft 6 dage i USA inden vi kommer hjem den 23. maj 2018. Lige nu sidder vi i Florida lufthavn og glæder os til at komme hjem til Danmark.

Vi har virkelig givet den gas i USA. Vi har cruiset rundt i en Ford Mustang V8 480 hk, handlet ny garderobe til os alle, været i Universal Studio – et kæmpe kultur forskel i forhold til Sydamerika – godt! det er slut nu (lige på nær Mustangen).

Vi glæder os til at se alt i Danmark igen – Vi ses – Tak til dem der har læst med.

Vesterlund cruising Florida i en Ford Mustang V8 nam nam Vestens bekvemmeligheder