Vores rute i Afrika – 9000 km gennem Sydafrika, Botswana og Namibia
Vi er taget afsted på en “lille” tur til Sydafrika, Botswana og Namibia, og vil ligge lidt op når efterhånden som vi kommer til WiFi. Der er ikke mange der ved vi er taget afsted, men i der kigger med her må da gerne smide en besked, ellers god julelæsning 🙂
Vi er landet i Sydafrika, Johannesburg og er med det samme taget hen til vores lejede 4 hjulstrækker, som skal bringe os rundt de næste 36 dage.
Første indtryk er at her er meget frodigere end vi havde forventet. Det viser sig også at det har regnet de sidste 5 dage, og vil de næste 2. De er meget glade for regnvejret. Vejret er droppet til 18 grader sammen med regnvejret.
Vi ser ikke meget i Sydafrika, da vi har sat direkte kurs mod Botswana Vi kører i mega regnvejr og kan når det er værst ikke nå at viske det væk fra ruderne. På arealer langs med vejen står blankt vand og biler der er kørt af vejen – meget frodigere/vådere end forventet af Afrika. Vi tør ikke sove i tagteltene, og lejer os ind på et hotel, inden vi næste dag fortsætter ind i Botswana.
Botswana, Sydlige del og Nwetwe Pan
Lige efter grænsen passerer vi Botswanas højeste bjerge, der blot er en bakketop, hvorefter området bliver fladt som der er i hele Botswana. Meget af landet er Kalahari ørknen, og meget andet af landet er et kæmpe vådområde. Kæmpe flodområder løber ind i landet Nordfra, og ender i Botswanas sand og når ikke hele vejen ind i Kalahari ørknen, men forsvinder i sandet og når aldrig havet, selvom vi er næsten 1000 meter over havet – det er da specielt. Der er derfor kæmpe øde områder, tørre og våde, hvor der ikke bor mange mennesker. Her er der plads til dyrene – og ingen hegn i hele landet.
Vi kører i kanten af Kalahari og tager første Botswana overnatning. Vi ankommer sent i mørket (selvom man ikke må køre efter mørket grundet risiko for at ramme dyr). Vi er kørt på et lodge og da vi stopper bilen er der Lyde!!!! Der er dyrelyde overalt – tæt på, og et af dem lyder som et næsehorn. Pludselig i krattet 20 meter fra bilen kan man skimte et næsehorn. Vi føler os små, og rykker helt tæt på bilen. Reglen er max 5 meter fra bilen og bildøren skal stå åben, så man hurtigt kan komme derind. Toiletforhold foregår på/ved dækkene ved en åben dør.
Vi får prøvet vores tagtelte på bilen og har en god nat. Næste morgen kører vi rundt i området og kan se at det ikke havde overreageret dyrelydene – de er der virkeligt får vi at se på en lille tur i området.
Det skal nok også lige nævnes at vi er 3 overnattende på lodget og en af lydene kender vi – det er dansk og kommer fra nabolejren – en ung studerende Maja er vildt chokeret over at møde danskere. Selvom hun har rejst i store dele af Afrika og studerer her. Hun beretter om det område vi skal op i, MASSER! af vilde dyr, næsehorn, elefanter, flodheste, løver om bilen, vandmasser (grundet regnvejret), sand, – at sidde fast masser af gange i deres 4WD, grave, sandslidsker, ingen til at hjælpe, ingen dækning, ingen diesel – 6 dage tager det at køre igennem.
Vi får virkelig hovedreglen ind i os; Man forlader ikke sin bil – dyrene ER! farlige. Det er skræmmende men også spændende.
Vores første forsøg på at køre udenfor farbar vej for at besøge Nwetwe Pan (kæmpe salt sletter/søer) stoppes allerede inden vi når området, da det er oversvømmet. Afrikanerne tilbyder os at følge efter ud i området, da de skal ud at redde andre der sidder fast. Vi takker dog nej tak og vender om mod det område danske Maja fortalt om – Okawanga deltaet, Moremi og Chope nationalpark.
Lige nu sidder vi i bunden af området (byen Maun), ved en pool, -Har gjort klar, 180 liter diesel, købt dæk pumpe (så vi kan regulere dæktryk), mad og vand til en uge, m.v , så vi er klar til imorgen. Vi se på den anden side (byen Kasane)
Okavangadeltaet, Moremi og Chope Nationalpark i Botswana
Vi er de sidste 5 dage nået gennem et kæmpe deltaområde ad veje/spor mellem Maun og Kasane i Botswana. Vi har ikke kørt i så uvejsomt terræn før, men heller ikke kørt i en ordentlig 4wd bil før.
Vejene har været sjove at køre på, og vi har i den grad fået testet hvad en 4 WD kan. Dæktrykket er sænket til 1,5 bar, så bærefladen på dækkene er størst i sandet. Terrænet har været mest fladt, sand, nogengange løst, så man skal køre stærkt for at blæse/skubbe bilen igennem, andre gange dybe vandhuller i vejen og floder, hvor man ikke kan se dybden. Vi har kørt med fuld differentialespær, 4WD og i low gear alle 5 dage – fedt.
Nå men der er jo også dyrene – det er vel det folk kommer efter? Det er lidt mærkeligt at man (jeg) hjemmefra ikke havde den store interesse i at se dyr, men når man oplever at naturområdet er stort, at der er så mange dyr, store, farlige, skræmmende tæt på, og i det antal bliver man imponeret. Om dagen i bilen er det Ok. Elefanterne med blafrende ører og blæs i snablen virker skræmmende få meter fra bilen. Men når det er mørkt er dyrende der jo også og man kan ikke se om de står bag busken meter fra os, så vi går tidligt i seng. Der er besøg af dyr hver nat. Den ene nat var det næsehorn op ad bilen, -en nat med løver , -flere nætter med hyæner og næsten altid elefanter – andre dyr var ikke op ad bilen (altså ikke tættere end 5 meter fra bilen) dem hører vi brøle, gjæffe, pive, hyle osv. i det fjerne. Nat lydene er fantastiske og fra at være skræmte nyder vi dem nu. Vi føler os efterhånden trygge i vores tagtelt. Man går aldrig fra sin bil.
Elefanterne er selvfølgelig også på køresporet. Vi har fået at vide at elefanterne flytter sig, hvis man bare kører langsomt hen mod dem. Det gør de IKKE altid. De basker truende med ørene og brøl, 1 meter fra bilen. Så føler man sig fandme lille. Charlotte og Karenmarie skriger, men jeg bakker langsomt væk, og heldigvis accepterer de kæmpe elefanter at den lille bil bakker væk.
Vi når efter 5 dage igennem deltaområdet og både skræmte og helt høje af den fantastiske vilde oplevelse. Vi sover sikkert på et lodge hvor ejeren fortæller at 2 kinesiske turister for 2 dage siden blev taget af løver, fordi de var for langt væk fra bilen.
Caprivi Strip, Namibia
Caprivi-striben er en smal stykke Namibia i den nordøstlige del af landet omgrænset af de fire floder Linyati, Chobe, Cuando og Zambezi rivers. Bredden af “stiben” variere fra 50-100 km. I det østlige hjørne af stiben grænser 4 lande op til hinanden i et kryds Namibia, Zambia, Mocambique og Botswana. Vi ankom til den største by i området Kasane inden grænseovergangen til Namibia. Her fik vi handlet ind og tanket diesel som er billig i Botswana.
Vi kom over grænsen ganske hurtig og gik på jagt efter et sted at overnatte her i det nye land. Vi fandt et fint sted langs Choben River med pool og kolde fadøl lige på den anden side af grænseovergangen. Her mødte vi allerede det tyske sprog. Namibia er tidligere tysk koloni og besøges af mange tyske turister.
Den næste dag blev til en ren køredag. Vi har besluttet os for, at vores næste camp skulle være langs bredden af Okawango floden et sted, som vi havde fået anbefalet af nogle IOverlanders vi mødte midt i Moremi National Park. Det blev det til 3 overnatninger langs floden med tiltrængt afslapning efter mange hårde kilometer. Vi fik leget turister og fulgt med i turist-livet langs floden.
Dagen hvor vi skulle videre fik vi besøg til formiddagskaffe – en Nil-krokodille kom på besøg ved bedden af vores plads, den var heldigvis ikke en af de helt store modeller, men alligevel lidt skræmmende.
San/Bush People, Namibia
Vi finder et et stammefolk, med et lille museum der gør vores besøg legalt. Dette folk bor langt ude i bushen, hvor der “intet” er at leve af. Landskabet er ens, tørt, fladt bush -og så alligevel har dette folk kunne overleve herude uden nogen viden om et andet verden. Regeringen har dog forbudt folket at jage dyr med bure og pil, (i dette område, men længere mod Botswana jager Sanfolket endnu) så de har lavet et lille levende museum for at tjene lidt penge herude, og regeringen har bygget skole i 1998. Dette folk har løbet deres bytte træt inden de har aflivet det – så træt at dyret ikke løber mere. En jæger kan løbe 60-80 km på en dag og afliver dyret med giftpil eller trækker dyret tilbage til landsbyen inden det afliveses.
Info; San folket er det tætteste man kommer på den oprindelige Homo sapiens. San folkets måde at leve på har indtil for ca. 50 år siden været uforandret i 250.000 år, (hvor de blev forbudt at skyde dyr).
Meteorit og Ethosia National Park
Vi forlod sanfolket og kørte mod Grootfontein for at få tanket og købe ind, så vi kunne klare os et par dage i Ethosia National Park. Lige uden for byen besøgte vi verdens største meteorit Hoba-meteoritten. Den skulle veje over 55 ton og bestå af 84% jern, 14% nikkel, kobolt bla. den største naturligt forkommende stykke jern. Lidt mærkeligt at stå på en dynge jern kommet direkte ude fra rummet.
Vi kørte direkte til en campsite lige ved indgangen til nationalparken og bookede en overnatning. Namibia har startet sommerferie, så der kan være run på campingpladserne, men heldigvis mærker vi det ikke ret meget endnu.
Ethosia National Park er mere end 400 km på den længste led og indhegnet hele vejen rundt. Området har altid tiltrukket dyreliv, for her kan de finde masser af føde og vand. Vi blev virkelig forbavset over den størrelse parken har og de store vidder, som er ganske flad og ensformig, med den charme af storhed, det har. Vi så løver og hyæner. En enlig hyæne kom forbi hvor vi wildcampede.
Glædelig jul til jer alle sammen …….
Kaokoland og Himbafolket i Namibia
Kaokoland er det Nordvestlige hjørne af Namibia, op mod Angola, og er det mest øde område i Namibia. Her kommer ikke mange mennesker ud over et stammefolk -Himbafolket og Hererofolket- der lever i hele området. Vejnettet er sparsomt, så ofte går vores vej meget langsomt over klipper og gennem andres hjulspor i floddeltaer. i Løbet af en dag møder vi ingen eller få biler, så vi passer på ikke at sidde fast her.
Himbafolket
Nogle af Himbafolkene har gået i skole og taler derfor engelsk, men mange vælger eller kan ikke komme i skole. De lever dermed som de altid har gjort. I byområder er det mærkeligt at se blandingen mellem disse Himbaklædte sammen med vestlige klædte, når man handler ind i Spar supermarked. De lever overalt i det Nordvestlige Namibia i små stammer/byer. Vi besøger et par Himbastammer og bliver varmt velkommet og får et indblik i deres specielle historie. Der er meget tørt i Namibia og Himba kvinderne har udviklet sig til aldrig at gå i bad – den tager vi lige igen – De går ALDRIG i bad, i hele deres liv. Deres hår bliver lavet efter første menstruation, ud af fedt fra køer, blandet med rødt ler og aske og der beholder det sådan resten af livet. Der er alle mulige kendetegn i deres dragter der viser om de er fødselsklar, om de er gift, om der har 0-2 eller flere børn osv. osv. Deres hud er rødlig da den bliver indsmurt i samme ler/aske/fedt materiale. Svedkirtler skal røges for ikke at lugte.
Damaraland, Namibia
Det hårde vejterræn fortsætter. Vi kører gennem smukke ørken landskaber. Namibia er et af de tyndeste befolkede lande i Afrika.
Namibia kysten
Hele kysten langs Namibia er ubarmhjertig. I syd ligger verdens ældste ørken (røde sandyner som vi kommer til) og i Nord Skeleton Coast som også er sand og ørken. Namibias kyst er frygtet blandt søfolk (kaldet; Gate of Hell), da dette var et af de værste steder af strandstøde – Havstrømmen fra Sydpolen er kold, skulle man overleve en stranding ventede en ørken i Namibia. Midt på kysten ligger Swakopmund, en meget tysk by – et levn fra deres kolonisering af Namibia. Den ligner en tysk by, og er fyldt med tyskere.
Sossusvlei, verdens ældste ørken, sydlige Namibia
Smukke røde sanddyner dækker hele den sydlige del af Namibia kyst. Vi tager på opdagelse ind i dynerne hvor en tilvsandet flod/sø område stadig ikke er sandet til. Men inden har vi lige et nytår i ørkenen at fejre.
Afsked Namibia og ind i Sydafrika
Inden vi når til Sydafrika, har vi lige det sidste stykke på Namibias grusveje og skal lige have endnu en punktering, og denne gang når vi ikke at stoppe før dækket er totalt smadret.
Vi har haft fart på i den tid vi har været afsted. Vi har rejst gennem Botswana og set et helt fantastisk vildt dyreliv i et land der veksler mellem flad ørken og flad deltaområde. I Namibia har landskabet imponeret med dets varierende ørken bjerglandskaber. Her er øde og så er der alligevel dyr , mennesker der lever -og steder hvor civilisationen ikke er trængt helt igennem.
I begge lande er der stor fattigdom. Her er ikke meget at leve af, og det imponerende at man alligevel kan leve her og har gjort det i tusinder af år. Vi syntes ikke at have set så stor fattigdom før, og bliver grebet af at se børn tigge om vand, mad og giver lidt ud, med en lidt dårlig smag i munden over om det nu også er helt rigtigt. Vi bliver overfaldet af søde voksne og børn der tigger mange steder, og som tiden går finder vi ud af at det vi gør faktisk er forkert. Det at gennemrejsende deler ud gør at børn og voksne tigger istedet for at tjene ved at arbejde. Vi får endda at vide at det nogle steder er ulovligt. Det rigtige er altså ikke at give noget, og hvis man vil give noget, så gør det gennem en organisation.
Vi har set en masse, og i det sydlige Namibia ligger endnu store canyons osv. at besøge – men lysten til et varmt hav og afslapning trænger sig på da vi kun er i Afrika på en “kort” tur. Problemet er bare at vi er på Vest siden af Afrika med en bidende kold havstrøm fra sydpolen – så den eneste løsning er at krydse over på den anden side, hvor havstrømmen kommer Nordfra fra det Indiske ocean. Så vi tager lige 2 dages kørsel over Sydafrika og lander Syd for Durban, hvor vi vil slappe af langs kysten og de aktiviteter vi kan finde her.
