Et bjergpas er virkelig en vild oplevelse. Natureen er så øde og barsk heroppe. Det føles som om man er et andet sted på jorden – tættere på himlen. Daneren + Charlotte og Flemming skal nu virkelig have testet om vi kan klare højderne. Vi er på hele opstigningen nervøse for at blive ramt af højdesyge. Man skal ikke køre op i disse højder alene, da det ikke er sikkert at man selv kan klare at komme ned. Vi sørger for at tage nogle overnatninger i 2km, 2,5km, 3,3km inden vi går op over 4 km og meget af turen foregår mellem 4,2-4,6 km højde.
Vi bliver ikke syge, men mærker den tynde luft, og det er svært at sove, da man trækker dobbelt så meget luft for at få ilt nok. Det højeste sted vi sover er 4,3km højde, og dieselfyret kan ikke tænde i den tynde luft, så vi kravler dybt under dyner og tæpper. Om morgenen kan bilen næsten heller ikke starte, men den kommer langsomt i gang. Den viser at den kan. Det er ret normalt at nyere biler ikke kan køre op i disse højder, så vi er glad for at vi har en ældre euro bil der kan lidt mere.
Rejsen startet fra stillehavet hvor kører vi op gennem Atacama ørknen. Ørknene er det tørreste sted på jorden og her er områder hvor der ikke falder 1 dråbe på et år. Det er som et månelandskab, og deraf navnet månedalen.
Fra Atacama ørknen og byen, San Pedro de Atacama, kører vi en afstikker ud for at se verdenshøjest beliggende geyserfelt i 4,3 km højde. Vand springer, sprøjter kogende op ad jorden, og svovl ligger tyk i luften.
Efter et par dagenu det bliver virkeligt højt, og i flere dage. Langs vejen passerer vi flere mindegrave over lastbilchauffører der har mistet heredømmet over deres bil grundet overophedede bremser – ja lastbilerne ligger der endnu, langs vejen, eller ned af skrænten.
Vejen føre op i 4,6 km højde. Vi er er ikke helt klar over hvor grænsen er, da den ikke er markeret før man kommer lidt ned på den anden side, men det er først om godt 100km. Vi kører mindre end 1 km fra Bolivias grænse, mellem bjertinder der er mere end 6km høje (bjergbestigning af sådan en må vente til næste gang). Bjergområdet her, tæt ved Ækvator er det klareste i verden, hvorfor vi passerer flere stjerneobservatorier, heriblandt den mest moderne, et fælles Europæisk observatorium, som desværre ikke er åbent for besøgende.
Vi når grænseposten til Argentina, men her stopper bjergene ikke. Vi kører ned i dale der ligger under 3 km højde, op over 4,6km igen – flere gange. Vi passerer bjerge i alle vilde farver, og mennesker der bor meget afsides. Levevisen for disse minder rigtig meget om Bolivia. De er små og tætte, med et tykkere fedtlag, – kinderme er tykke, røde, og vindbidte – her er tørt, og dagtempeaturer kan nå 25 grader mens natten er – 10 grader, nogengange – 25 grader.
Efter 7 dage og 800-1000 km fra stillehavet, kommer vi ned på bagsiden af Andes -ind mod den Argentinske Pampa. Fra 4,6 km højde, er vi over skyerne der ligger ud over hele Pampen – flot.
Højest overraskende foregår den sidste del af turen gennem en meget våd, tæt og fugtig jungle. Hele turen er så stor en oplevelse, og så kort fortalt her. Bjergpas i Sydamerika glemmer man ikke, og særligt ikke denne. Det er så stort, på så mange oplevelser.
Vi har fimet en lille del af det.
