Måned: december 2017

Har nævnt den her vind i Patagonien før. Den er hård og konstant, men i dag er den da helt slem. Vi er på vej væk fra El Chalten (Fitz Roy) for at søge Nordpå væk fra kulden der kommer fra isområdet. Første stykke af vejen flyver Bjerggeden (bilen) afsted mod Øst, indtil vi drejer Nordpå et stykke fra bjergene. Vejen svinger lidt så vi oplever vindens påvirkning på bilen, og frakobler bilen i medvind og kan se at den holder farten på 80 km/t frakoblet. Senere i modvind går det med afsted med 35 km/t i 3 gear og det er med bundgas. Når man åbner vinduet flyver der ikke sand ind af vinduet, men også små sten, så den bliver hurtigt lukket igen. Vi kører med en bekymring om at vinduen kan blive trykket ind, tagbagagebærer flyver af eller trækasser bliver rykket af bilen – det blæser helt vildt.

Den legendariske ruta 40, 5200 km, er hovedvejen i det vestlige af Sydamerika. Idet der ikke er en Nord/Syd vej i Chile, så man tænker at der må da være noget ved sådan en vej, -men her er ingenting. Vejen er partvis i grusvej hvor man pga huller kører gennemsnit under 40 km/t og andre steder asfalt uden med/uden huller, hvor man kan køre 80 km/t. Vi møder en bil eller ser en estancia (nogen gange forladt) for hver 30 km, og kan egentligt ikke se hvad de lever af da her bare er tørt. Vi kører efter en by godt 400 km op ad den meget omtalte Ruta 40 (og godt 8 timers kørsel), men bliver lidt overrasket over at se at denne by jo nærmest ikke er noget. Tankstationen er løbet tør for både benzin og diesel, så en del mennesker er strandet her og venter på tankbiler om 1-2 dage. Vi har heldigvis endnu noget diesel i tanken plus dunken på taget. Et lille Hostel her lejer værelser ud til overpriser.

På trods af vind og meget andet – en fantastisk spændende dag når man er kommet frem til lidt læ for vinden og alt er gået godt.

Skilt visende træ i sidevind – her er bare ingen træer?

Hovedvejen ruta 40 på en dårlig strækning – heldigvis i tørt vejr

Byen vi er kørt efter for brændstof, overnatning og proviant i sin fulde størrelse

Fitz Roy er den nordligste tilgængelige nationalpark i Los Glaciares. Vejen hertil fra Patagoniens ørken er virkelig flot. Man kører i gold ørken mod bjergene med et stort isområde bagved. Der blæser en total strid kold modvind mod bjerggeden og tvinger den ned på en en tophastighed på 70 km/t og nogen gange helt ned på 50 km/t. Det er som om man kører op mod en vind fra en kæmpe fryser, men det er pisse flot.

Sammen med Torres del Paine er dette det flotteste naturområde vi har set i verden.

Vi ankommer den 24 december og kører ind til nationalparkens hovedkvarter for at høre om mulige vandreruter og vejret. Det er meget ustadigt vejr, men i dag og i morgen skulle være gode. Karenmarie indvilliger i at vi holder jul en anden dag, så vi tager en hurtig beslutning og tager med det samme vandretøjet, telt m.v. på ryggen og tager op til en kold nat i bjergene – står op midt om natten – for at vandre til toppen og se solopgangen over Fitz Roy kl 05:45. Desværre er vejret ikke med os igen. Vi ser solen stå op, men Fitz Roy er dækket af et regnvejr og hård blæst så vi vender hurtig om og går ned til teltet igen. Vi får sovet lidt mere og vejret bliver ret godt så vi bestemmer os for at gå en længere vej i bjergene for at få noget ud af at vi er heroppe. Det er en flot tur, men vi er noget tyndslidte af lidt søvn, og kulde.Vi får gået ca 35 km i bjergene og det er virkeligt flot. Næste dag fejrer vi jul med juleklip osv. Dagen efter viser vejret fra sin gode side. Pigerne har ikke lyst til vandring, så jeg tager en hurtig tur i bjergene og får tilbagelagt 40 km i totalt flot vejr – en super dag med fantastiske udsigter, så man er helt beruset….. ahhh og så alligevel ikke, så aftenen sluttes af med Beers and Burgers og derefter mere Beer – sådan ja. Sidste dag i El Chalten tager vi op mod en sø for enden af vejen og løber ind i en dansk familie med børn – de første vi møder og bestemmer os for at tilbringe aftenen med dem – hyggeligt. Vi møder dem igen, da vi skal samme vej opad dagen efter.

Billeder fra bjergene på/omkring Fitz Roy

I kold modvind fra patagoniens steppe mod isområde og bjerge omkring Fitz Roy 

Familien klar til overnatning i “kvalitets” telt fra Copenhell 🙂

Solopgang fik vi set, men det var skyet mod Fitz Roy

Juleaften i bilen

 

Ved Fitz Roy

Denne gletcher er en del af hele isområdet (Los Glaciares), men er nem at komme ud at se. Isområdet er et af de største i verden på nær Antarktisk og Grønland. Gletcheren er 40-70 meter høj ved vandet og 5 km bred. Isområdet/toppen af gletcheren ligger godt 1 km højere. Den bliver hvert år presset tværs over en sø og afspærrer denne, således vandstanden i den ene sø stiger ca 20 meter inden den i løbet af sommeren bryder igennem. Gletcherens møde med klipperne på den anden side af søen, standser den på dette sted, men presset fortsætter på Gletcheren og får isen til at brydes, så den knager og brager hele tiden og store isbjerge falder i søerne.

Vi venter meget af dagen i ønsket at et kæmpe isbjerg, som vi har udset falder ned – skabe en kæmpe bølge, men det må de næste gæster nyde😊

 

Vi fortsætter op i Chile mod et bjerg/is-gletcher område med flere nationalparker. Det er næsten svært at beskrive, men disse områder må være noget af det flotteste på jorden.

Torres del Paine er den første og sydligste nationalpark vi besøger. Bjergene og indlandsisen forbinder nationalparker et par hundrede kilometer nordpå. Vi trekker op og ser IKKE selve bjergene Torres del Paine fra denne side, da vi går ind i et snevejr på toppen, og vi kan ikke se dem selvom de er lige foran os (I må Google nogle billeder af dette). Som i resten af Patagonien blæser det ofte helt vildt. Den ene dag bliver Karenmarie væltet af vinden og blæser 15-20 meter væk mod nogle klipper, så hun får en forskrækkelse. Vinden er ofte den vigtigste årsag til at man ikke tillader folk at vandre op i bjergene. Da vinden bliver acceptabelt tager vi på et trek – denne gang med telt-overnatning i bjergene for at se det midterste og vestligste del af bjergene. Her er vi heldigere med vejret og vi får et par fantastiske dage. Det bliver i alt til ca. 70 km bjergvandring og en kold nat i teltet der bliver totalt glemt af hvor flot her er.

Det er her vi kommer meget tæt på at se en Puma. Nogle Englændere prøver på at få kontakt til os, men vi opfatter det for sent og passager synet af 4 pumaer 10-15 meter fra os. Jeg (Flemming) er ærgerlig over det da Pumaen er meget svær at møde da den er så sky. Vi har næsten ikke troet på at det skulle være muligt at møde dem, men de er her altså. Jeg tager på pumajagt, dog uden held.

Hermed nogle billeder af flot natur verden:

2 glade bjergbestigere

Søer og gletchere i flotte farver

Barske bjerge

Vi har nu forladt Ushuaia, og skal starte den store tur op langs andelsbjergene. Vi skal sejle væk fra Øen Tierra del Fuego for at komme væk. Der er 2 mulige veje op til færgen. Den ene er den samme vej som vi ankom – den anden er en 300 km jordvej, med en grænseovergang, og lidt uvis (vi har læst at broen over denne grænseovergang er brast sammen, så man skal køre gennem en flod, men vi hører også fra en tysker i en Landrover at vejen er fin) vi er enige om at vi drager derudad og så må vi se hvad der sker. 300 km jordvej kan være ekstremt forfærdeligt at køre på men vejen ser fin ud, og det fortsætter den heldigvis også med at være. Charlotte insisterer dog på at jeg skal gøre noget ved støvgenerne i bilen, da det er overalt i bilen. Jeg køber noget bånd og sæter det til tætning i ved bagklappen, så vi (Charlotte) håber det hjælper.

Vi kører en flot tur ud over et øde, meget tørt landskab som er kendetegnene ved Patagonien og ankommer fint til Grænseovergangen ud af Argentina uden at have mødt andre på vejen. Der står et fint grænsekontor, men der er tilsyneladende ingen toldere. Vi leder uden at finde nogle, men efter lidt tid dukker den ene tolder op og han mener den anden sover, men får ham hentet. En (alle) grænseovergang består altid af en Argentinsk side og en Chilensk side – de ligger ofte nogle kilometer fra hinanden. Der skal mindst 2 tolder til for at godkende pas og bil ved HVER grænseovergang (det er jo 2 forskellige stempler , hvilket ikke kan klares af en😉). Vi får vores stempler og kan fortsætte til den Chilenske side/kontor. Heldigvis har de lavet broen over floden så vi passagerer nemt (det må i øvrigt dette sted de i TopGear i Sydamerika også krydser grænsen).

Det totalt øde landskab ser barsk ud og i forgrunden kan man se andelsbjergene med sne på toppene. Det blæser en konstant hård vind fra andelsbjergene mod Øst, hvilket vi egentligt oplever i hele Patagonien. Ikke alt er tørt og vi finder noget bevoksning i nærheden en fin sø hvor vi overnatter og fisker. Jeg prøver også et par timer i floden Rio Grande, der skulle være noget af den mest eftertragtede til fluefisker. Vi passagere en pingvinkoloni inden vi til sidst ender ude ved en dejlig asfalteret vej igen. Lækker tur i et barsk og koldt område.

Tierra del Fuego er det første sted vi møder folk af anderledes udseende end de Europærer der har imigreret Sydamerika. Indianerne/Eskimoerne/Ildfolket blev de kaldt og på grund af dette afsides sted, og at dette er en ø, har denne del af kontinentet ikke været interessant tidligere. Men indianernes kultur og sprog er væk i dag. Europæer, hovedsageligt Irer flyttede til Tierra del Fuego først i 1900 tallet da landet kan bruges til får, og så startede udryddelsen af Ildfolket. Der blev sat pris på indianerne, men enkelte må dog have overlevet irernes udryddelse.

Nedenfor nogle billeder fra turen på ødemark Tierra del Fuego:

Inden turen insisterer Charlotte på at bilen skal være tæt for støv, så jeg prøver at tætne med noget fugebånd på bagklappen

Ud over Tierra del Fuego 

Efter at have vækket grænsevagterne åbner vi selv grænsen

Hygge ved overnatning

Vinden er konstant og hård fra vest

Sådan!! aftensmad er fanget

 

Hej

Vi vil ganske kort ønske god jul og rigtig godt nytår herfra!!!!!!!!!!!!!.

Vi er nået helt udenfor internet dækning, så det er meget svært at være på mere end et par sekunder. Nærmere når vi kommer i internet zone igen.

Vores bil bliver døbt ved Beagle kanalen, og ønskes tillykke med at nå til verdens ende

Vi bliver også døbt da vi på denne rejse er første gang vi har krydset ækvator

Støv – Det er noget man skal vende sig til siger Charlotte. Alligevel må det ikke være her?? Det forstår jeg ikke??

Der er hvertfald meget støv. Veje er støvede, og selvom vi forsøger at tætne bilen ved klude m.v trænger det ind overalt, og nogen gange så slemt at kan det syntes svært at trække vejret i bilen, når det er træls. Men det er nødvendigt hvis vi  vil ud og se oplevelserne derude, og det skal vi jo. Jeg (Flemming) hygger mig da også på disse veje, og så må Charlotte jo vaske lidt tøj, uden brok………………….??

Vaskeri

Sjov vej i Patagonien

God grusvej i Patagonien

Ting og skruer rasler af bilen både inde og ude. Her udstødning til oliefyr

Bremser har skrabet de sidste 2000 km, Flemming mente det var noget sand/grus der nok lige forsvandt igen (sikkert fordi han ikke lige gad kigge på det) , men bremserne var raslet fra hinanden, og har slebet godt og grundigt rundt de sidste 2000 km, men heldigvis kunne det laves igen her i Ushuaia – heldigt Flemming.

Overnatning i Patagoniens ødemark

Vi tager turen ned til det sydligste punkt i verden (på nær Antarktis). Vi var lige ved at fravælge det da det er en lang tur over landegrænser der nogle gange kan være noget bureaukratiske med mange skranker der alle sammen skal stemple vores papirer. Det gik faktisk rigtig godt ved den første grænse. det hele foregik i samme bygning, bortset fra vi havde lige overset at vi ikke måtte indfører kød, frugt, grønt og mælkeprodukter. Vi fik konfiskeret lidt løg, tørret pølse, salat og en stump agurk, men slap heldigvis for bøde – måske på grund af vores uvidenhed/flink tolder. Vi kørte en times tid i Chile og sejlet over Magallanes strædet er er nu på Tierra del Fuego og skal tilbage ind i Argentina igen, men denne gang var vi forberedte og det gik godt.

Vi kørte nu mod Ushuaia og jo tættere vi kom ændrede naturen sig til noget velkendt hjemme fra Norden. Vi mødte almindelig grønt græs, træer og mælkebøtter i vejkanten en hel speciel oplevelse.

Vi tog direkte til Turistkontoret for at få informationer om Nationalparken Tierra del Fuego, hvor vi gerne vil teste vores vandre-gen og nyde naturen. Det er kun en lille del af parken der er beliggende i Argentina, men det højeste bjerg er beliggende her og vi vil gerne nyde udsigten fra toppen. Vi tog ind i parken og fandt et dejligt sted at slå lejr på et af de anviste steder, fri camping var inkluderet i entreen. Den første dag gik vi ud og så nogle dæmninger lavet af bævere, dem var der nogle før os der havde skræmt væk. Skal lige sige, at parken er ikke ret stor i forhold til antal besøgende. Vejret er meget omskiftelig hernede, men viste sig fra sin gode side, så vi kunne komme af sted på vores første track – Cerro Guanaco med sin højde på 973 m og nomineret til 4 timer. Det var en hård omgang og Karenmarie kom først til top i en flot tid på under 3 timer. Det var en fantastisk udsigt der mødte en fra toppen. Efter 5 ½ time var vi tilbage i bilen godt trætte, men super motiveret til Torres del Paine.

Man sejler til ildlandet – Tierre del Fuego

Ushuaia, en fiskerby ved Beagle kanalen er ikke så flot

Ved enden af Rute 3

Bæverdæmning

På toppen af verdens ende, cerro Guanaco

Kap horn et sted i baggrunden

 

 

Vi kører en tur ud til en pingvin koloni. Der er rigtig mang, ca 250.000. De yngler, ligger æg og opforstrer deres unger et halv år her hvert år. Pingviner danner par for livet. De skal hver dag ud og fange fisk til deres mage og unger, og bringe hjem. Det er et virvar af kaldende partnere der vralter afsted og de er vældig morsomme at betragte. Vi lavede mange fantasier om hvad de laver, tænker og siger i deres ikke-hoved-hoveder. De var til stor morskab.

Vi fik taget en fin lille video af dem.