Indrømmet så har vi nu set rigtig meget og længslen mod Danmark nærmer sig. Men man skal sgu skamme sig hvis man ikke kan finde ud af at nyde det her stadigt. Vi kører med en rimelig fast kurs mod den Nordlige kystlinje af Colombia – ud mod den caribiske kyst, som vi gerne vil nyde inden hele denne rejse slutter.
Først skal vi krydse grænsen mellem Ecuador/Colombia – her kan man sætte en dag af – her er altid mange timers kø, fra en danskers syn virker det mærkeligt at man ikke laver et par skranker mere da mange blot skal registreres og have et stempel – men det gør man ikke – du må bare vente, og sådan er det. Det er blevet en forretning, så der står folk i køen der er villige til at gå ud hvis du vil betale 20 dollar. Mange folk har sovet her kan man se – det har vi ikke lyst til. Efter et 3 timer i køen er vi ikke nået ret langt og Karenmaries øjne ruller rundt i hovedet, hun vakler rundt som kun hun kan og er ved at gå til (en helt forfærdelig situation som sker når man keder sig)- en vagt spørger om hun ikke har hovedpine – Charlotte er vaks og nikker lidt, og vupti er vi røget over i en anden kø for folk med børn og handicappede og en lille time efter er vi igennem, og kan køre ind i Colombia.
Nå men vi har ikke så travlt, så vi tager 5 dage om at køre op gennem landet, så vi får set lidt. Landskabet minder om Ecuador, vi kører i 1,5 – 3,5 km , så her er stadigt forholdsvis højt, her er ufatteligt frodigt og grønt. Vi finder nogle små byer hvor vi overnatter – dels fordi her i lokalbefolkningen er det sikkert, og venligheden er fantastisk – overalt er der folk der kommer hen og snakker, viser os noget af deres osv. og vi nyder at bruge tid på dette. De Colombianere vi møder kan intet Engelsk, og ærligt talt, så kan vi stadig ikke meget Spansk, men interessen for hinanden er der og vi får vist hinanden rundt, bliver inviteret ud at spise af en kaffebonde på marked og middagsmad – gæstfriheden er stor – alle hilser – ønsker velkommen og god rejse i Colombia.
Der er bjerge størstedelen af Colombia, og først de sidste 800 km i den Nordlige del bliver flade, og vi kommer ned på fladområde. Så skal jeg sgu hilse og sige at her bliver varmt – befolkningen er blandet og mørkere end i resten af Sydamerika. I fladområderne er der kæmpeområder med sukkerrørsplantager. Vi er for første gang i måneder ufrivillig nødt til at leje et hotelværelse med aircon for at kunne sove. Næste dag når vi den Caribiske kyst – det er fedt – det føles næsten som at være i mål. Bjerggeden (bilen) er hvertfald blevet godt brugt. Bremserne begyndte at larme på de sidste nedkørsler fra bjergene – De er slidt op – forståeligt nok – vi har kørt op gennem hele den Sydamerikanske Andes bjergkæde, koblingen er slidt, endnu en støddæmper virker ikke og selv de nye dæk er ved at slidte. Det har sgu været et hårdt terræn, og vi har ikke skånet Bjerggeden med valg af områder/veje, så det er OK. Men bilen er næsten i mål, kun et antal hundrede km tilbage her de sidste uger inden bilen skal sendes hjem.
Vi slår os ned i Taganga, for at tage et Padi dykkerkursus de næste 3-4 dage – heldigvis er varmen lidt bedre her ved kysten (ca 33 grader) med lidt vind – vandet 27 grader.
