Glæden er stor, da vi kører fra det tørre Argentina ind mod – eller ind i denne del af Andes bjergene. Det føles bogstaveligt som om man møder en mur. Der er en massiv kraftig modvind fra bjergene, der bare tordner sig op, og mellem toppene kan man se gletchere, der hænger ud fra et af verdens største indlandsis områder. Alt i alt et truende billede og følelse der advarer, men samtidig er så flot, så man bare må ind i det.
Når man så når den lille by, El Chalten, der ligger for lige foden af bjergene, er der mere ro. Den lille by har en fed afslappet atmosfære, som vi indtager. Vi slår os ned her og bruger dage på trekking i bjergområdet. Dette har vi glædet os til.
Billeder fra en 4 dags tur ind mod og hen over is områder:
Vi er så heldige med vejret hernede, så vi bliver og får trekket lidt mere:
Vi ender med at være her i 14 dage, og vil helt sikkert komme til at savne stedet. Samlet mere end 170 km og ?? højdemeter trekking er det blevet til.
I aften vil vi ud at have nogle lokale IPA, og i morgen er det tid til at drage videre sydpå.
Mens vi har været her, har brandmænd bekæmpet en større brand nærmest i døgndrift i et af områderne vi har trekket i nationalparken har været afspærret. 3-400 ha er væk, men de har nu efter 8 dage vundet over ilden. En hyldest er på plads.
En lille historie om byens grundlægger:
Andreas Madsen var fra en fattig familie i Vestjylland, og selv om han ikke sad på en knold og sang, så sved udlandslængsler i hjertet – som på mange unge mænd. Andreas stak til søs. Han kom til Buenos Aires i 1901 på dampskibet Skanderborg, gik i land og fik job som kok på en ekspedition til Patagonien.
Ekspeditionen nåede til bjerget Fitz Roy, og Andreas Madsen faldt for stedet, så meget, at han blev boende. De næste 10 år ernærede sig med at opdrætte heste, jagte puma – eller hvad som helst, der kunne give brød på bordet.
I 1912 vendte han tilbage til Danmark, fandt sin barndomskæreste, giftede sig, og tog hende med tilbage til Argentina. Ingen dikkedarer. Og så opbyggede han en fårefarm, mens Fanny (hustruen) var ulønnet sygeplejerske.
Ind imellem var Fanny gravid og skulle føde. Så oplærte hun Andreas i tjansen som jordemoder, og det gik godt alle 4 gange. Et par gange om måneden kom der danske magasiner med post, så de kunne lære børnene dansk.
Deres gård begyndte at blive et kendt sted. Mange ekspeditioner og bjergklatrere overnattede hos dem. Andreas Madsen var desuden pumajæger. Han skrev sine oplevelser ned i 2 bøger, ”Patagonia Vieja” og ”Cazando Pumas”, og fik invitationer helt fra Buenos Aires til at fortælle om bøgerne. Andreas Madsens efterkommere har været væk egnen, men i 2012 vendte barnebarnet Fitz Roy tilbage og overtog familiens gamle ejendom.
Skriv et svar