Paso San Francisco

Vi har fundet et pas til Argentina der er åbent, men inden skal vi lige 400 km nordpå langs stillehavskysten. Hele strækningen er spækket med miner. Chile forsyner verden med 70 procent af alt kobber der anvendes, så mange steder er alt omgravet. Det var også her at 33 minefolk i 2010 blev begravet 700 meter ned i jorden – i kan måske huske det – alle blev reddet op efter 69 dage i en storstilet international redningsaktion.

Nå men den store ting er at vi skal over et pas til Argentina. Hvis vi skal til Argentina og videre op gennem Bolivia er dette lige nu den eneste mulighed. Passet er imponerende 4748 meter højt på det højeste sted, og løber hen over bjergkæden men en samlet længde på 470 kilometer fra start til slut. Da vi er startet i kote 0 ved havet, tænker vi at det er bedst lige at køre et stykke op ad bjerget for at vende os til højden og overnatte. Vi kører fra Copiapo i Chile og op til ca. 2600 meter for at sove her. Her er en fantastisk stjernehimmel som vi nyder. Vi har aldrig set så mange stjerner på himlen, og mælkevejen står flot og tydelig hen over himlen.

Næste dag starter de virkelige strabasser, hovedsageligt for bilen, men også for os. For at gøre en lang hisorie kort om hvad vi får dagen til at gå med, så er det helt kort sådan at luften er alt for tynd for bilen, og for os. Bilen mister alt sin trækkraft jo højere vi kommer. Ved 3850 meter kan den ikke trække op ad bakken mere og stopper. Hvis vi ikke kommer op her kan vi ikke komme op til Nordvestlige Argentina og til Bolivia. Efter et par forsøg mere er vi næsten ved at opgive – Karenmarie græder og siger at vi ikke skal opgive og vil heltemodigt at gå ud og skubbe bilen op sammen med mor 😊. I den gode ånd får vi øje på at vejen, der er lavet i grus, har nogle sidegrene, hvor vejen har forløbet tidligere (vejen bliver nylavet efter hver vinter) og vi gør endnu et forsøg. Vi rydder ind til sidevejen, bakker op, og kan få fart på så vi kan klare det op til næste sving. Sådan gør vi nogle gange indtil vi til sidst kommer op hvor vejen bliver lidt mere flad – NEVER SURENDER er sgu et godt motto!!.

Vi har knoklet med at rydde sten væk til sidevejene, og mærker en svimmelhed + lidt ondt i maven. Vi bliver stoppet af nogle minefolk der har set os arbejde, og bliver bedt om at stoppe og slappe af – i vejkanten sidder der 2 mennesker og mediterer – amen for fanden da. Der er nu ca 200 km højland og vi skal ca 900 meter højere op. Ved den Chilenske grænsekontrol får vi af en argentinsk pige nogle koka blade (Blade fra planten man udvinder kokain fra), som hun siger hjælper mod højdesyge. Uden den store betænkelighed ryger de i munden og vi køre videre. Vi ser fatamorganaer af saltsøer der nogle gange er der og andre gange forsvinder. Vi bader i nogle 40 grader varme bade 4300 meter over havet, hvorefter vi til sidst kommer over toppen. Bilen går totalt dårlig og trækker intet, så det er heldigt at her ikke er stejlt noget sted på det sidste stykke.

Dagen er gået inden vi når til den Argentinske grænsekontrol, og vi beslutter os for at overnatte heroppe, lidt fra vejen og kvæler sejrsglade de bajere vi har. En ophidset Argentinsk tolder kommer og fortæller at vi ikke må være heroppe i ingenmandsland, og at vi skal køre videre. Det har vi ikke lyst til, men gør hvad han siger – får lavet opholdstilladelse på os 3 + bilen, og sover ved et nød refugio 10 km efter grænsekontolen.

Her er ufatteligt smukt – helt sikkert det flotteste bjergpas vi har kørt over – med mange bjerge/vulkaner der er 6 – 6,9 km høje (verdens højeste vulkan) – med tørre saltsøer – Vandholdig sø der er merer blå end himlen – varme kilder man kan bade i – fatamorganaer – man føler sig meget lille – vi fik ikke taget så mange billeder da vi ikke turde stoppe bilen når det gik opad. Men vi fik taget video der viser lidt af strabadserne:

Video – Tur over Paso San Francisco

Vi er helt vildt glade for at have klaret turen, men er også klar over at vi under ingen omstændigheder kommer over noget der er højere i bjerggeden. Så vi skal kigge bjergpas og stigninger igennem inden vi skal begive os op i Bolivia.

(Hvis der er nogen af jer kloge hoveder derhjemme der har et bud på et eller andet der kan gøres ved bilen for at få den til at trække lidt mere i den tynde luft, så skriv gerne – er klar til at prøve alt. Jeg har choker trukket ud fra 2000 meter, -fjerner luftfilter højere oppe, og vil nu købe noget additiv og putter i diesel – flere bud??)

By ved stillehavskyst

En lille privat forladt mine (dyb)

Forsøg på billede af stjernehimmel

Vi rydder sideveje, der kan bruges som affyringsrampe til “Bjerggeden”

Chauffør på koka blade

Fatamorganaer?, Man kan se saltsøer, men når man kører lidt mere er de væk?

Den er god nok – Det er vejen til himlen

4300 meter over havet – kold saltsø og 40 grader varme termer foran som vi bader i (censureret) 

Sejrsglæde, med nød og næppe over passet – NEVER SURRENDER

vandløbet er også 40 grader varmt – det sorte er vulkangrus

Forskellige farvede bjerge på nedturen

Vejr, bil, overvejelser om videre tur nordpå fra Vicuna, Chile

Vi har nu lagt stille 8 dage her i Vicuna, Chile. Vi kunne lide byen, og fandt et dejligt sted. Samtidigt har vi haft nogle nedbrud på bilen vi har undersøgt og fået gjort lidt ved. Køleskabet har mistet modet og vil blive erstattet med en løs model, som vi have stående på gulvet i bilen (vi har jo så meget gulvplads :-)). Værre var det at vores 2 store batterier+ laderen til batterierne er brændt af. Vi har købt en løs lader, og 2 nye batterier og installeret, så vi håber at have strøm til køleskab. Den kære trækaksel er vi blevet klogere på igen. Vi kan ikke købe reservedele til bilen i Sydamerika, må vi nok indse, hvilket er et generelt problem har vi fundet ud af. Men vi har måske fundet en mand der kan reparere vores trækaksel i Salta, Argentina, så det er vores mål.

Nå men beslutning om hvilken vej vi skal vælge Nordpå er ikke KUN op til os at bestemme har vi fundet ud af. VEJRET lidt Nordpå har den sidste uge været præget af HEAVY regntid. Det har medført at mange færdselsårer er lukket eller ødelagte. Pass i bjergene er lukket, og hovedvejen (Panamerican) op gennem Chile er skyllet væk. Overalt i området Nordlige Chile, Nord/Vest Argentina, Paraguay og Bolivia er området meget usikkert, så man kan ende et sted uden at kunne komme videre. I  kan sikkert google det. Vi har ikke fundet løsningen, på vores rejse, men et enkelt pas mellem Argentina og Chile er åbent idag, så vi vil køre over denne. Planen er så at bruge god tid i Nord/Vestlige Argentina, i områder der er mulige at færdes i indtil slutningen af februar, hvor vi håber regnen stopper. Vi vil herefter gerne ind i Bolivia, men det skal være tørt inden, da regnvejret har gjort det helt umuligt her. Vejene er ikke asfalteret, i det noget mere fattige Bolivia, så vi er afhængige af at regnvejret stopper inden vi kan fortsætte her. Bolivia har erklæret landet i undtagelsestilstand og beder nabolande om hjælp, så det er nok ret alvorligt.

Vi glæder os til at komme afsted. En uge er åbenbart laaaaaaaaaaang tid at være et sted, så vi tripper lige nu. Nord/Vestlige Argentina skulle være utroligt smukt. Vi køre lige nu til La Serena for at købe et køleskab – og forsøger derefter at komme over pass San Fransisco, som vi lige idag har set er åbnet. Passet er ca 800 km Nordpå og er imponerende 4726 meter højt – vi krydser fingre.

Vi fik besøgt et stjernekigger observatorium her i Vicuna. Det Nordlige Chile er stedet hvor man kigger på universet, da der her fra bjergene er bedst sigtbarhed til verdensrummet. Vi fik forklaret hvad man ved om universet, og fandt i yderligere grad ud af hvor små vi og vores planet egentligt er. Samtidigt er vi nok ret overbeviste om at der i dette store univers må være en jord-lignende planet et eller andet sted i universet.

Santiago, Valparaiso og Nordpå op til Stargate

Fra dårlige nyheder/bekymringer til gode

Vi tager til Santiago for at bruge en dag på at finde en trækaksel til bilen. Efter en dag og 10-15 km vandring frem og tilbage på vejen hvor den største sandsynlighed for en reservedel skulle være må jeg opgive at få reservedelen, hverken ny eller brugt. Reservedele til biler er en mangelvare i Argentina og Sydamerika, og kan være meget svære at skaffe, så man reparerer ofte delene – Øv. Vi har tilbragt en utryg nat i Santiago på en tankstation, hvor vi bliver advaret mod at stole på dem vi møder. Samtidig læser vi om flere udlændinge ved Valparaiso og kysten nordpå der har haft oplevelser med dæk der bliver skåret op, mens de holder i et lyskryds og bliver røvet. Vi har intet negativt oplevet selv, og ønsker heller ikke det ske, så vi beslutter at vi bare skal holde os væk fra storbyer, og kører Nordpå udenom Valparaiso. 4-500 km Nord for Santiago ryger en gummibøsning til hjulophæng på bilen og vi føler vi er ved at være lidt på den, idet vi ikke ønsker at køre tilbage til Santiago. Vi finder derimod en mekaniker i nærmeste by, der kan lidt Engelsk (vi kan ikke Spansk og ser er ikke så mange her i Sydamerika der kan Engelsk). Han fortæller at ofte ikke kan købe reservedele til biler, selv nye biler i Chile og Argentina. Trækakslen kan han ikke hjælpe med, men han kan hjemme lave en gummibøsning så hjulophæng bliver lavet. Vi opgiver indtil videre at få en trækaksel, men er glade for at få hjulophæng lavet og drager glade videre.

Vi er ved stillehavskysten, ved La Serena og ind skal ti Argentina igen, denne gang over et pas der er 1 km højere end sidst – imponerende 4900 meter. Undervejs hertil finder vi et af de steder i verden, hvor det er bedst at studere stjernehimlen, så vi kører til Vicuna. Denne lille by har flere sol og stjerne observatorier + godt 1 måneds fest i byen for at fejre druer, stjerner, måne, musik, teater – Ja det lyder som de vil fejre, hvad man nu kan finde på at fejre. Samtidig støder vi tilfældigt sammen med en anden I-Overlander (bilrejsende) der har et 4-stjernet hotel, og vi får lov til at bo hos ham + bruge alle hotellets lækre faciliteter for 100 kr. pr dag. Hotel, byen, observatorierne, fest lyder så fantastisk lækkert så vi vil slå os ned her indtil videre 😊.

Første højde prøvelse over Andelsbjergene til Santiago

Vi skal nu fra Mendoza til Valpariso i Chile, og vi skal så over det første af flere høje pas der venter Nordpå. Bjerggeden (bilen) har stadig vist lidt problemer med trækakslen, selvom vi skiftede denne til en anden (brugt) tidligere på turen. Der er intet ved normal kørsel, men da vi kørte rigtig opad på vulkanen Osorno var det med metallisk knak lyd som selskab. Samtidig har Bjerggeden beskedne 77 hk til godt 3 tons, så vi har måtte ned i første gear, hvor den kun lige kunne holde sig i gang – så det må under ingen omstændigheder blive stejlere. Med udsigten til at vi skal over et pas på 3850 km kilder det lidt i maven. Men det skal jo testes og vi tænker at vi kan gøre holdt, på den anden side, i byen Valpariso og få bilen lavet. Vi skal op imellem de 2 højeste bjerge på det Amerikanske kontinent, hvoraf bjerget Aconcagua er på 6962 meter.

Aconcagua skulle være forholdsvis nem at bestige i forhold til sin højde, så det er da blevet overvejet, men synet af kirkegården for bunden af bjerget hvor bestigningen starter ligger der adskillige bjergbestiger det ikke er lykkedes for. Det sidste offer er ikke ældre end 10 dage og det er dødoffer nr. 2 i denne sæson som startede den 1. november – skræmmende – måske ikke så nemt et bjerg alligevel – vi nøjes bare med vejen. Bjerget har også draget Inkaerne, der ønskede at være tæt på solen som de tilbad. De har udført menneske ofringer på bjerget, hvor særligt ”heldige” udvalgte, børn/unge mennesker af højtstående Inkaer blev ofret på bjerget, ved at blive kastet ud i døden. Grundet den tørre luft er deres lig blevet bevaret på bjerget. Vi gør holdt sidst på dagen i 2800 meter, så kan vi også tilpasse os højden lidt, så vi ikke skulle få problemer med højdesyge. Næste dag går vi op for at se udsigten til Aconcagua, og det virker vildt at den faktisk rager ca 4 km højere op. Vi kører herefter en tur over passet, hvilket er helt på grænsen af hvad Bjerggeden kan klare i stigning. Den mangler trækkraft, delvis også grundet at vi har fået noget rigtigt dårligt diesel på bilen.

Vi kører rigtig glade ned igen, men vil finde mod Santiago, hvor vi har fået at vide, at vi kan skaffe alle reservedele.

Vi fik lavet en video af vores tur over bjerget:

 

Kirkegård med nogle af de omkomne bjergbestigere for foden af bjerget

Karenmarie ude i blæsevejr på toppen af passet

Nedkørsel med mere end 70 hårnålesving

 

Fra Bariloche til Mendoza

Dette er endnu en tur på ruta 40 som ligner det vi har set før. Vi har lagt Patagonien bag os – ahhhh det gør helt ondt at skrive – Patagonien har været en helt fantastisk natur ødemark. Ruta 40 er nu asfalteret på den største del af strækningen, men endnu store strækninger i grusvej – vi får sgu kørt noget grusvej – og Charlotte hader stadigvæk grusvej. Vi er ”kun” nået midtvejs på Ruta 40, (samlet længde på Ruta 40 er 5.301 km) så det er vist godt nok at ligge lidt kilometer under os. Efter timer og mange tilfredse kilometer læser vi om en dal (lige syd for San Rafael) som en mini Grand Canyon, og vi beslutter os at vi godt kan køre en lille omvej. Dalen er bestemt grusvej turen værd og da den bliver afsluttet med en aktion Cool Water Rafting er det bare fedt.

De syv søers vej en frodig del af Rute 40

Gamle Trucks er overalt på landet, og man giver lift til hinanden

Rute 40 landskab

Buske har store torne – Av

På opdagelse inde i dalen – lidt til geologerne

Alle 3 på Cool Water Rafting – Charlotte er midlertidig under vandet

Yeahhh

 

De syv søers vej ved San Carlos de Bariloche

Efter grænsen til Chile møder vi nu turisme ved Søerne ved San Carlos De Bariloche. Vi har nok ikke lige lyst til at fare ind i turismen, og det lykkes os at finde, nok det bedste sted på vores ferie, på Nordsiden af søen Lago Nahuil Huapi, hvor vi slår os ned og bliver 3 overnatninger – selvfølgelig med udflugter – vi kan jo åbenbart ikke ligge stille i 3 dage, selvom vi er på et totalt lækkert sted, når man er en Vesterlund. Vandet er så klart som aldrig set før. Det er som at bade i drikkevand. Vi bader, laver bål, bålmad, drikker øller, sover på stranden, kigger solnedgang, stjerner, osv.

En af turene skal vi over og se Argentinernes største feriested (har vi hørt) San Carlos de Bariloche, for at se hvad her er – Vi ser ikke noget ud over en flot udsigt over søerne, og er lidt uforståelige overfor hvorfor lige netop dette sted, mens der er så mange søer lige på den anden side af grænsen i Chile – blot uden alle de andre turister – måske fordi dette er i Argentina? Dagen efter kører vi de syv søers vej Nordpå, som er fin, men dog også turistet – på udkigspunkterne kan man få taget billeder med Sankt Bernhardshund, den med øltønden om halsen, og købe souvenirs – nå men sådan er det jo, det er bare ikke set før herovre, og stadig her er der mindre befolket end næsten ethvert sted i Europa, det virker bare overvældende efter Patagonien og Chilesøerne, hvor vi kommer fra. Nå men uanset dette, har vi nydt at være her.

Vi har længe haft en følelse af at vi sidder fast i Patagonien. Mange rejsende har advaret os om at den er større end den ser ud til – sådan føler vi det også, så vi beslutter os for at sætte kursen Nordpå i et størrer tempo. Det betyder at vi må køre forbi nogle naturområder (bla. vulkaner med flydende lava) det gør lidt ondt, men samtidigt har vi set en hel del af dette og vi tror der er så meget spændende Nordpå.

 

Fantastisk udsigt ved San Carlos de Bariloche

Det oblikatoriske udkigspunktet ved Bariloche – største antal turister vi har mødt på hele turen. 

Badning i vand så klar som drikkevand, bålmad, øl – bjergene i baggrunden er stadig efter nøgne efter nylige vulkanudbrud

Morgenen efter overnatning på stranden

VW T3 vs T4

Nå hvem er stærkest????

Vi kan ikke finde ud af ligge mere op på vores rute kort side, da vi ikke må lave flere lag for Google – Det skal vi lige have fundet en løsning på. Vi vil også gerne smide nogle flere billeder op, men det kan vi heller ikke med den net forbindelse – vi må se om det bliver bedre – Vi opdatere også kontakt til os ud på siden, så der sker da lidt – Ha det godt. Vi tænker på jer.

Fra Carretera Austral til Argentina

Efter en tur i Termisk bad trekker vi ind i en dal, som kaldes Disneyland for bjerg klatere ved Cochamo. Der er ingen vej ind i dalen og vi skal trekke 4-6 timers for at nå den. Fedt at der ikke er en vej herind endnu – det gør at stedet er lidt besøgt og uspoleret. Vejrmeldingen siger flot vejr de næste 10 dage, så klatere er på vej herind. Det er flot og lækkert uspoleret herinde. Alt skal bæres herop egenhændigt eller med heste.

Vejret er blevet varmere, så vi regner ikke med at vi skal fryse mere i teltet, men vores soveposer er bare for dårlige – det der med soveposer der ikke fylder noget, men kan holde ned til frysepunktet holder ikke en skid – sådan er det. Nå men vi har købt gas kogegrej m.v. og hygger os med varm havregrød og  tomatsuppe – mangler kun øllerne – så vi må hellere finde ned igen!. Vi overvejer om vi ikke skal prøve at klatre senere på turen, det ser vildt sejt ud.

Vi kører op forbi Osorno vulkanen der troner lige så flot og idylisk som man kan forestille sig sådan en skal. Vi fortsætter op over grænsen til Argentina, hvor flere vulkaner har været i udbrud for ikke mange år siden. Alt i store områder er dødt og dækket af et tykt lag grus hvor kun træstammerne stikker op igennem. Det er vildt flot.

På grænsen må man ikke bringe kød over, men Jeg (Flemming) kan endnu ikke komme mig over at de sydpå stjal mine pølser, så vi smugler kødet på taget af bilen og håber det går godt – de kigger lidt i bilen, men er mest interesseret i vores rejse, og lader os køre. Fedt at vi skal have kød igen i dag – det er i øvrigt super kvalitet og ca halv pris af DK.

Vi kører mod San Carlos de Bariloche og de syv søers vej, men finder endelig noget net forbindelse på en YPF tankstation i Argentina – gode gamle YPF tankstation – det er næsten som at komme lidt hjem igen.

Vi kan ikke finde ud af ligge mere op på vores rute kort side, da vi ikke må lave flere lag for Google – Det skal vi lige have fundet en løsning på. Vi vil også gerne smide nogle flere billeder op, men det kan vi heller ikke med den net forbindelse – vi må se om det bliver bedre – Vi opdatere også kontakt til os ud på siden, så der sker da lidt – Ha det godt. Vi tænker på jer.

  1. Det er sgu da ham fra Pale Rider – Clint i egen høje person – Spectacular 

Charlotte og F……. fanget

med kurv over floden

naturlig rutchebane

Karenmarie som bjerg klatrer

Markus viser hvordan

Vulkanen Osorno

I grænseområdet mellem Chile og Argentina kører vi mange kilometer, hvor masser af vulkaner har været i udbrud for de seneste 20 år  igennem sådanne døde landskaber

 

1200 km op ad Carretera Austral i Chile

Vi kører fra Cochrane sydpå for at se byen Tortel i den sydlige ende af Carretera Austral, der indtil 2003 ikke har haft vejforbindelse, men kun forbindelse via havet. Det er en særpræget by, da den er uden veje og forbindelser gennem byen foregår via havet og træ gangbroer. Byen lever i dag også af turisme, men indtil vejen blev bygget var det hovedsageligt skovning og træskærer arbejde de udførte.

Vi havde håbet på, at en enkelt restaurant havde åbent i byen, men de har lukket alt ned, så vi må holde nytår på en rodet parkeringsplads, hvor vejen ender på byens torv, med grillpølser på menuen. Mange mænd i byen er ved at tilberede kødet de skal spise, så der hænger afpelsede får uden for husene – de bytter kød – får en bajer – kvinder og børn glæder sig til familie Parilla – det ser hyggeligt ud. Vi holder lidt nytår, så meget vi nu kan her, der er franske kartofler til maden waahuu!! og vi holder ud til midnat. Vi regner ikke med at der sker noget som helst kl 24, så da der bliver affyret 2 nødraketter af og en ældre dame kysser os godt nytår, er det mere end vi har forventet og vi går glade i seng.

Efter et par 100 km kører vi igennem regnskov. Det vælter ned med regn, og der er vand overalt. Der helt vildt fedt at se noget så frodigt efter så lang tid i det meget tørre og blæsende Patagonien. Ufatteligt at der er sådan en forskel på få hundrede kilometer – i Chile regner det og i Argentina er det tørt. Der dukker også bebyggelse op oftere og oftere, så vi er ved at forlade det øde Patagonien. Vores plan er at følge Carretera Austral hele vejen op (ca 1200 km), men vi hører, at en stor del af vejen er afspærret grundet et nyligt stort mudderskred med 5-? døde nær byen Chaiten. I Tortel samlede vi 2 cyklister/blaffere op, der kunne fortælle at de havde sovet på et hostel/camping der i dag er væk, og at en af de cyklister de havde fulgtes med havde boet i området da skredet kom. Han havde nået at tage nogen af sine ejendele og cykle fra skredet. Nå men området er ødelagt og vejen er lukket og forventes først klar efteråret 2018. Der er i stedet indsat en færge fra en lille by på en ø ved stillehavet og til den større by Chaiten hvorfra vi kan fortsætte nordpå. Færgen er gratis da den er en del af vejnettet, så vi udnytter den mulighed og tager 7 timers sejlads på Stillehavet. Inden vi når Chaiten er vejret slået om og de næste dage byder på dejlig solskin og 20-25 grader – det glæder vi os til. Vi kan fra havet se hele bjerge med døde træer, efter et vulkanudbrud (vulkan Chaiten) i 2008. Man var ikke klar over at her var en aktiv vulkan inden udbruddet, men vulkanen sprang i luften i en sådan kraft at en kubikkilometer sten blev kastet rundt og aske blev spredt over store områder (helt til Buenos Aires). I dag ulmer vulkanen og man kan besøge den. Angående det nylige mudderskred  (vist nok den 17. december 2017) hører vi at man ikke ved hvor mange der er døde endnu, men man er oppe på forventet ca. 15-? + 20 savnet. Idet man ikke har info om hvem der var i området, (særligt turister) kan man ikke komme det nærmere. Man er helt vant til sådanne natur scener her i landet. Chile er et af de lande med flest aktive vulkaner + stejle bjerge, regnskov osv.

Nå men der er fred og ro i byen, der nyder at det gode vejr er kommet, ligesom vi gør efter lang tid sydpå i koldt vejr. Vi nyder en dag ved Stillehavet, hvor Charlotte får kæmpet en hel dags kamp mod støv i bilen. Alt bliver rengjort og sengetøjet vasket, så må vi se hvor længe det holder. Karenmarie og jeg holder os væk – spiller frisbee og nyder stillehavet med delfiner lige ude foran bilen– ”så kan hun ha det veet”. Dagen efter trekker vi op og ser vulkanen der sprang i 2008. Der ryger endnu fra hele grusbjerget og vi kan se hvordan der er møbleret godt og grundigt rundt på bjerget + alle de døde træer. Træerne tilhører sorten Alerces der kan blive op til 4000 år gamle.

Næste morgen skal vi med en færge da denne del af Carretera Austral skal sejles, men man har åbenbart valgt ikke at sejle – der kommer måske en færge senere kl 15-16-17 men ingen ved havnen ved noget, så vi sætter os og venter. Det var samme historie sydpå, hvor vi spurgte 4 forskellige steder om tidspunkt for færgen og fik 4 forskellige svar. Der findes sejlplaner, men hvad er de værd? Godt vi ikke har travlt 😊 Nå men kl ca 18 kom en færge og vi tager afsted mod Hornopiren og tilbringer en nat i byens park, der er meget hyggeligt.

Chile er meget ufremkommelig og man har arbejdet på at bygge denne vej siden 1976. Vejen er på det meste af strækningen en smal grusvej, og ellers asfalt og færgeforbindelse hvor der endnu ikke er vej. Der er søer, bjerge overalt, og det veksler mellem regnskov og frodig områder. Vi har lige siden Sydspidsen af Andelsbjergene undret os over at der næsten hele vejen findes store store områder hvor træer er døde. Nogle gange ser det ud som om det er 30 år siden alt døde og andre gange er det indenfor få år. Vi når frem til at det må være skovbrande og vulkanudbrud.

Dagen efter slutter vi turen op ad 1200 km Carretera Austral med en tur i Termisk bad, som Chile nærmest vælter rundt i – det bliver sikkert ikke sidste gang.

Kødet klargøres til Nytår i Tortel

Klare (kolde) søer og flotte vandløb

Lilla marmor grotter

Gennem regnskov på Carretera Austral er flot efter lang tid i tørt Patagonien, så vi nærmest jubler over alt det vand. Dem der kører Sydpå er dog trætte af regn.

Hængende gletcher og flot regnskov. Gletcheren faldt ud over kanten mens vi var der med et kæmpe bulder i dalen

Vejen er ofte ødelagt grundet regnen – omkørsel foregår med færge

Ødelagt vej hvor Bjerggeden kom igennem med nød og næppe, forbi fastkørte bus, lastbil og personbil – Amatører!!

Bjergsider med døde træer omkring vulkan Chaiten der sprang i 2008

Solnedgang over stillehavet

Trekking mod toppen af aktiv rygende vulkan Chaiteen. Vejen derop er hård, mens sejrsglæden er suveræn

Overnatning med bål, vi bruger nærmest aldrig camping, da dette ikke kan fåes bedre