Cordilleras Blanca, trekking og klatring i bjerge

For mindre en uge siden ønskede vi så meget at komme ned fra bjergene efter så lang tid i højderne i en bil der ikke gider køre i højderne, men vi tager lige endnu en lille tur op i højderne til bjergområdet bagved byen Huaraz, Cordilleras bjergkæden- og godt vi gjorde det.

Karenmarie har tidligere villet klatre på klippevæggene, særligt efter vi besøgte La Junta i Chile, så her vil vi tage en dag med en klatreguide, så vi kan lære det uden at falde ned. Vi klatrer på lodrette vægge indtil vores fingre er revet, med vabler og musklerne ikke kan mere.

Vi tager også på en 4 dages bjergtrek (Santa Cruz trekket) i højder vi aldrig har vandret i før med tinder over 6 km på hele ruten. Samlet længde 50 km. Første dag vandrer vi i ½regnvjr op og slår lejr i 3850 m. Anden dag går vi en hård tur op til trekkets højeste i 4750 meter. Det går overraskende nemt syntes vi, trods luften er så tynd, men her er pisse koldt, med sne og vi går efter kort tid ned i 4250 m og slår lejr i regnvejr. Regnvejret fortsætter hele eftermiddagen, aftenen og natten og vi fryser. Næste dag skinner solen heldigvis og vi får en fantastisk tur ned gennem dalen. Vi er blevet klogere af at vandre sydpå, så vi går ikke med vores Copenhell telt, men har booket os på et hold med lejet udstyr og mulddyr.

Cordilleras bjergkæden er stedet hvis man vil opleve noget af det flotteste og vildelse bjerge i Peru. Det er stadig regntid i området, så vi drager herfra med en følelse af kun at have oplevet en lille bid af det – måske tilbage hertil en dag? Her er virkeligt noget der kan adrenalin banke og imponere.

Klatring i bjergene

Karenmarie fik blomster fra 2 små Peruiranske piger vi mødte på trekket

Vores telt og en af muldyrene

Hele holdet
På toppen

 Billeder fra Santa Cruz trekket

Sandørken, stillehavet og vejen op forbi Lima, Peru

Efter Narza linjerne kører vi ud i nogle helt ikoniske sandklitter, og finder oasen Huacachina. Det er en oase i ørkenen som man ser i film. Sandklitter, et vandhul, og palmer. Vi tilbringer tid med at køre rundt i ørkenen og surfer på sandet Video Buggitur og surfning på sandklitter – Det er fedt!

Herefter sejler vi ud på stillehavet til øerne Islas Ballestas, også kaldet fattigmands Galapagos, hvor vi har hørt her er et fantastisk dyreliv. Det bliver dog ikke helt så fantastisk syntes vi – måske fordi vi har set disse dyr før, men vi får set sæler og søløver.

Vi skal nu Nordpå op forbi Lima, og læser lidt om området, og det er præget af en del røverier både i Lima og alle strand byerne nord og syd Lima. Vi vil helst ikke betale for overnatning i området, men finder det alligevel alvorligt nok. Vi finder en by syd for Lima der har hegnet sig inde og selv hyret sit eget vagtværn (trist at det er nødvendigt, og at en by selv må gøre noget for at kunne være her). Der er bomme omkring hele byen man skal igennem, og her er fyldt med politi – vi slår sikker lejr uden for politistationen. Eneste minus er at man i denne regel-by heller ikke må drikke alkohol på stranden 😊 Næste dag står vi tidligt op for at nå gennem området + Lima op i bjergene mod Huaraz, hvor en varm velkomst af børn møder os.

En oase i sandørknen

Buggytur i sandklitter
Islas ballestas

Flotte fiskebåde i Stillehavet
PelikanerVed ankomst til Huaraz slår vi lejr ved en fodboldbane og bliver overfaldet af 40 nysgerrige børn hjem fra skole – dejlig velkomst
Pigerne (uden Karenmarie) her bestemte hvem der måtte komme ind i bilen

 

Fra Cuszo til Narza linjerne

Bjergene fortsætter i ufattelige mange hårnålesving og op over højsletter – nede i smalle dale er højden 3,5 km og oppe på passene og højsletterne 4,5 km højt, som vi kører igennem i 2 uafbrudte dage. Det stadig mest fascinerende er at her lever folk. Her er ingenting, jo naturen, men den giver sgu ikke meget heroppe. Vi kigger tit ned på en stensætning, et lille ler/sten hus med græs på taget og er sikker på den er forladt, men får øje på noget vasketøj, et dyr, eller andet der viser at her er liv. Andre gange kan man ikke se ”gården”, blot nogle dyr, og en hyrde der sidder krybet sammen bag nogle sten han har sat op som læ for den kolde vind. De børn vi møder her er beskidte og vejrbidte i kinderne, og ikke alle kommer i skole.

Bilen går som sædvanlig ringe i højden, men det har vi snart vænnet os til. Alligevel kommer der nogle meninger ud om hvordan bilen klarer sig i højden 🙂 Vi glæder os til at komme nedad og jeg lover hvergang vi endnu engang passerer, ca 4,5 km at nu går det ned. Vi har de sidste 2 hele køredage tilbagelagt beskedne 538 km da bilen, på en nedkørsel, sætter ud i 4,3 km højde ude i ingenting – Det er ikke sjovt idet vi tror det er fordi bilen ikke kan mere – Karenmarie har en Ipad, så hun opdager ingenting 😊 Men til vores overraskelse er vi kørt tørt – suttet 90 liter på 538 km (heldigvis). Vi får for 3 gang brug for vores 20 jerrycan på taget, og når til en by hvor vi kan tanke. Endelig går det nedad, og til aften er vi nået til Narza, og vi mærker at varmen er her i Peru, 31 grader. Næste morgen mærker vi så også vores første angreb af sandfluer. Vi kigger på Narza linjerne, lavet af Narzafolket, linjerne er mystikgjort til at være landingsplads for rumvæsner, men de ligner nu i virkeligheden menneskabte KÆMPE tegninger.

I bunden af stejle dal er vi 3,5 km

Gårde i mere højlandet (4 – 4,5 km), det ser grønt ud på billeder, men det er kun lige hvor huset ligger ellers goldt- det er ganske enkelt imponerende at man lever her.

Narza tegningerne. Ud over disse tegninger er der større linjer som er svære at forklare – det har nok alligevel noget at gøre med landings plads for rumvæsner

Dyrehospital

På vejen mellem Pisac og Cuzco finder vi et lille dyrehospital hvor man redder tilskadekommende dyr fra området, der ikke kan klare sig i naturen mere. Det er en nem måde at få set dyrene på tæt hold.

Condor er imponerende stor

Inkahund – racen har ingen hår på nær stritterne på hovedet, den er skræmmende grim syntes jeg

Det ser sgu smart ud

Cuzco, Inkaerne, den hellige dal og vejen til Machu Picchu

Cuzco er den mest turistede by vi har været ved indtil videre i de 4½ måned vi har været afsted – men det fjerner ikke charmen ved Cuzco idet den almindelige Peruaner lever her som om her ikke var turister, sammen med dem der naturligvis lever af turisterne.

Det var her Karenmarie kom på Chokolade kursus og lavede hendes eget Chokolade, hvilket hun syntes var helt fantastisk.

Inkaerne er blot en af alle de forskellige folk, der engang levede i Sydamerika. I dag er der ingen Inkabefolkning tilbage ligesom (næsten) alle de andre folkeslag, er de udryddet af og efter Spanierne fandt Sydamerika. Inkaerne er dog det indianerfolk der fik opbygget det mest organiserede styrede samfund, og de har efterladt nogle imponerende bygningsværker i en byggestil som ingen andre har kunnet. Inkariget var større end romer riget, og med et samlet vejnet på ca 40.000 km. Inkaerne tilbad Solen som den øverste gud, men også alt andet i universet og naturlige fænomener der var med til at skabe liv, så som jorden, lyn/regn, himlen, stjernerne, månen, solhverv (årstid), altså alt det vi i dag ser som en selvfølge – det er da smukkere en så mange andre trosretninger/ideer der er i verden. Men Inkaerne troede også på at man måtte give noget, derfor ofrede man ting, dyr, – også mennesker. Det er måske lige groft nok…. Læs selv mere om denne fantastiske kultur som i dag er væk.

Omkring Inkaernes hovedstad Cuzco ligger utallige ruiner af byer og man kan bruge måneder her. Mange ligger der bare ubeskyttede, mens andre får mange besøg er delvis renoverede. Fælles for alle ruinerne er at Spanierne har brugt mange af stenene fra Inkaernes bygningsværker, så det der står tilbage i dag er kun en lille del af det der har været. Machu Picchu er den eneste der står originalt, da den ikke blev fundet af Spanierne. Bygningsmæssigt er det dog langt fra denne der er mest imponerende -der er utallige meget større og ikke så kendte værker, vi besøger kun lidt af dem – se billeder.

En stor del af fascinationen ved Machu Picchu er at denne by kunne ligge gemt så mange år for omverden, den fantastiske beliggenhed og mystikken om byen. Vi vil ikke tage turisttoget til stedet (meget dyrt), og finder at der går en vej gennem den hellige dal ud i nærheden af stedet, hvorfra man kan gå det sidste stykke til foden af Machu Picchu, og så op – det lyder meget nemt 😊 – ligner et par timer på kortet, så afsted. Men jo længere vi kommer ind i den hellige dal jo tættere bliver bjergene. Vi har da aldrig kørt i så mange sving og så meget op og ned, til sidst er det kun en smal smal jordvej oppe på en bjergskråning, værre end dødens landevej. Se video :Vejen gennem den hellige dal mod Mchu Picchu

Det har taget hele dagen at køre herud og det bliver mørkt, så vi tager lommelygter og pandelamper på og går 9 km mod det sted ude i junglen vi kan overnatte (en tidligere gård), næste morgen det sidste stykke og en drøj stigning op på Machu picchu. Det er fantastisk, uanset om nogle turister måtte sige at det ikke er, – så er det. Beliggenheden, historien, mystikken, er der…. Det er som om man er tættere på naturen, jorden, himlen og nok netop derfor Inkaerne med deres tro byggede her.

Overalt i Bolivia og Peru er der markeder hvor lokale bytter deres varer. Det er også disse steder mad bliver handlet – vi har endnu ikke mødt en fødevarebutik hvor man kan købe ind, så det er på markeder og handle. Det største problem for os at købe er kødet, da det i vores termologi ikke er fristende, men en mand kan ikke leve uden kød!!, så vi se og lugte os frem. I byen Pisac er også lokale vævede stoffer og andet håndværk, som vi får handlet til vores hjem i gode gamle Danmark.

Karenmarie hygger sig med at lave  sin egen chokolade – det er blevet nydt flere  uger efter 

Ingen i verden har nogensinde lavet så smukt og præcist stenarbejde som dette. Til hver sten blev lavet en træskabelon således sten kunne formes. Herefter op hvor den skal indsættes, her foregik slibning af stenen (med en hårdere sten) hvorefter stenen blev sat endelig på plads. Det er sgu fascinerende.  

Sacsayhuaman, inkaernes militæranlæg, og deres største bygningsværk lige ovenfor Cuzco. Idag er der kun fundamentet tilbage (ca 20%) idet Spanierne tog resten til at bygge kirker i Cuzco. 

Bygningsværket tog ca 70 år at lave med 20.ooo mand der blev udskiftet hver 2nd måned

Alene denne sten vejer ca 130 tons og alle sten er slæbt fra et bjerg 4 km borte. Stenene er sat i et zig zag linie som et lyn – for at tilbede lynet. Hele anlægget er udformet som hovedet på en Puma mens Cuzco er kroppen på pumaen (tilbedelse af pumaens styrke).  

Oven for Cuzco et kæmpe område med ofre sten. Her blev alt tænkeligt ofret til jorden, naturen, regnen, solen, osv osv. Hullerne er lagt så blodet løber ned i disse, og med en lille tud ud på jorden. Hvor Charlotte sidder er offerpladen.

Den hellige dal

Der er meget stejl i den hellige dal.

Dette er den billigste vej ud mod Machu Picchu

Opstigningen 

På toppen med udsigt til Machu Picchu

Svedig famile

Adskellige terasser om byen der samtidig sikrer fundament for byen. I midten af byen/bjerget er der noget så usædvanligt som en kilde (derfor byen er lagt her) og via et stort afvandings system løber det ud til bade, og markterasserne om byen 

Hvil ved solporten, hvor Inkaerne fik deres første syn af byen (baggrunden) når man ankommer af Inkastien.

En af 2 Inkaveje der fører til Machu Picchu 

typisk landejendom i bjergene Peru

Kvinde væver noget af det bedste man kan i Peru. Sjalet hun har på har taget 2-3 måneder at lave

Titicaca søen

Søen har en stor historisk betydning for de forskellige folkeslag der i tusinder af år har boet om søen. En af de større turist attraktioner er at besøge et folk der flyttede ud på søen for at undgå angreb fra andre folkeslag. I dag bor der stadig ca 2000 derude, med deres eget sprog, på flydende sivøer. Der er skoler herude, og det er et specielt liv. Klart nok har man ikke meget areal på en ø, og på den vi besøger bor der 18 personer i 3-4 hytter. De lever stadig som de altid har gjort, men er også meget interesseret i at tjene på turisterne.

øen vi besøger. Øen er flydende og hver år ligger man ca 30 cm nye siv ud.

Høvdingens kone og børn

Sammen med høvdingen på sivøen

Hun har da tænder endnu

Inka begravelsestårne, ved Titicaca søen

 

Resten af vejen op gennem Bolivia

Vi kører fra Tupiza over Sucre der er den gamle hovedstad i Bolivia. Sucre er Bolivias smukkeste by – her har Spanierne opbygget byen og den ligger ud mod kanten til Amazones – lidt lavere og mere frodigt. Spanierne har ellers generelt ikke haft stor interesse i Bolivia – hvor terrænet er i ca 4 km som det er i det meste af landet, er her tydeligvis fattigt – folk på landet hyrder lamaer, nogle køer+ en ekelt hest/ædsel her og der –  og hvis det er muligt dyrke et lille stykke jord. Der er strøm til helt enkelte huse, nogle har solceller og batterier andre har ingenting. Vi har ikke set nogen have opvarmede huse – der er i de fleste områder ingen træer, så man brænder lidt tørret lamamøj, eller græs af når man skal lave mad eller hvad de nu gør. Der er skudhuller i mange skilte 😉. Husene meget små, så folkene kryber må krybe sammen når mørket og kulden kommer ved 19 tiden om aftenen, og varmen kommer først igen ved 7 tiden om morgen, så det er lang tid. Her er det ok varmt om dagen og meget koldt om natten. Folk er meget små, – alle kvinder går i flot hjemmevævet tøj, bowler hat, og har 2 lange sorte fletninger. Det er virkeligt autentisk, og lækkert at endelig at være nået til et sted hvor Spanierne ikke har overtaget/udslettet alt, og befolkningen er original.

Folk i Bolivia lever som ovenstående (af ingenting) eller arbejder med de 2 ting landet tjener penge på; olieproduktion eller i miner. Mineproduktionen er det der fylder mest. Charlotte vil ikke med ned i en mine, selvom det er muligt i en by. Det er meget usundt at arbejde i en mine. Mineraler, støv, dårlig luft gør at minearbejderne får stenlunger. Typisk arbejder man i en mine indtil lungerne er nede på 50% funktion – eller max ca 20 år, og når man så starter som 15 årig, så betyder det at man som 35 årig ikke kan meget mere. Det er barsk, så vi skal ikke hyle i DK.

Ved en minudgravning ved Sucre stødte man her på et kæmpe område med forskellige dinosaurer fodspor afsat i et tidligere søområde. De er tydelige og afsat af flere forskellige dinosaurer arter.

Nå men i Sucre er det tid til at få skiftet den berygtede renoverede trækaksel, og da vi får kigget ind bag hjulet hænger støddæmperen i 2 stykker. Generelt er det da utroligt som alting bliver smadret – det er man slet ikke vant til når man kører på de fine danske veje. Nå men vi kører fra Sucre i en bil der kører super uden mislyde eller noget der knager – det er dejligt. Vi opdager også at de andre biler tanker ilt. De har et iltanlæg til bilens forbrænding, som vi overvejer at investere i, men da vi er lidt nærige tænker at vi indenfor en overskuelig tid må være færdig i det høje. Tilfredse drager vi afsted mod hovestaden La paz med sort røg bag os som ikke engang de gamle busser/lastbiler kan hamle op med.

Her koster diesel ca. 9 kr./liter for udlændinge og under 4 kr./liter for bolivianere, men heldigvis kan man handle med dem på de gamle stationer uden overvågning, så vi får det til omkring 6 kr./liter, og hvis ikke videre til næste tank.

Selvom vi har købt kort over hele Sydamerika af Garmin, så er hele landet så godt som blankt, så vi må klare os uden, hvilket betyder at vi kommer ufrivilligt langt ind i La Paz – ufattelig tæt trafik – ja det er svært at forklare hvor tæt, men man nu forestiller sig 1000 dræbersnegle nede i et glas, så må det se sådan ud oppefra. Vi slipper ud og mod Titicaca søen – Verdens højest beliggende farbare sø der både er beliggende både i Bolivia og Peru. Mange turister tager ud på søen for at besøge øen Isla del sol, hvor solen ifølge Inkaerne blev født. Øen er dog ikke idyllisk, og vi får fortalt at befolkningen derude er voldsomt uenige – for ca. 1 måned fandt man en kvinde, en enlig turist, stukket ned der gik en tur til den nordlige del af øen. Stadig drager masser af turister stadig uvidende til øen men det bliver uden os – det er ikke helt fredeligt overalt.

Bolivia er barsk, flot og uspoleret og vi har virkelig nydt at være her.

Karenmarie ved fodspor af en langhals – verdens største dinosauer

Her de virkelige dinosaurer 😉 

Typisk boliviansk by i 4-4,5 km højde, på vejen mellem Sucre og La Paz

Typisk fattig bolig i Bolivia, lever af et lille stykke jord og hyrder (typisk lamaer) – det er virkeligt svært at se hvad man lever af når man bor her

Der er mudder/stenskred ud på vejene hele tiden, men heldigvis er der hul igennem overalt, ellers er vejene i Bolivia pænere end forventet 

Kvinder i traditionelle dragter

Titicaca søen og i baggrunden Isla del sol, hvor solen blev født ifølge Inkaernes tro

Vi krydser Titicaca søen på en fladpram. Vi får lov til at være på prammen sammen med bilen, men hvis der skal busser over bliver passagerne sejlet på en anden båd, da disse fladpramme tipper eller braser sammen ind imellem. Vores vrider da også ½ meter i bølgerne og knager. Der ligger adskillige køretøjer og pramme på bunden får vi fortalt 

Stedet hvor Thor Heyerdal fik lavet båden til kon tiki ekspeditionen

Marked i La Paz og kvinder i traditionelle dragter

Vi fejrer Charlottes fødselsdag på byens fineste restaurant med 1 mulig ret- fint og meget grøn  

 

 

Butch Cassidy og Sundance kid

På vores jeep tur får vi opsnappet at legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid endte deres dage herude i ingenting. Vi er kørt lige forbi det sted de er begravet uden at stoppe op, men det virker ikke som om at Bolivianerne er klar over at dette faktisk nok ville være en attraktion. Da vi spørger ind til det, fortæller guiden, at hans ven har gransket alt hvad der er værd at vide om legenderne og at vi er velkommen til at besøge ham – så det gør vi.

Legendernes held endte San Vincent. Efter at have røvet banker og tog i USA i mange år brændte tampen lidt for meget, 2 af de 5 bandemedlemmer døde i en flugt og de 3 resterende flygtede til Sydamerika. En gruppe var nedsat for at finde dem. Efter lidt yderligere røverier og den 3. bandemedlem blev skudt forsøgte de faktisk at slå sig ned i Argentina nær El Bolson, Butch Cassidy og Sundance Kid plus hans kæreste en tidligere luder. Efter 3 års hæderlighed blev de stukket. Det lykkes for dem at undslippe i den Patagoniske ørken. De 2 venner begik nu yderligere nogle røverier i forskellige dele af Argentina med heldige flugte indtil de lavede røveriet ved San Vicente. De røvede en rig mineejer, men kunne umiddelbart ikke flygte på grund af vejret og slog sig ned i byen. En lille bataljon opholdt sig tilfældigt på samme hotel og angreb de 2 røvere. En gunfight varede i flere timer – en soldat døde og ifølge soldaternes beretning var de 2 omringet – kl. 2 om natten var der stilhed i skud udvekslingen – en mand skreg og skreg – der lød et skud og der blev stille – lidt efter et skud mere. Om morgen gik soldaterne ind i huset og fandt dem begge med adskillige skudhuller i arme og ben, det dræbende midt panden – den anden med skud i tindingen. Der var ikke mere ammunition. Soldaternes beretning er at Butch skød sin ven for at gøre en ende på lidelserne og derefter sig selv med den sidste kugle. Ligene blev begravet på kirkegården i San Vincent, men er ikke blevet opgravet siden, da den Bolivianske regering ikke viser nogen interesse i dette.

Felix en lokal advokat har samlet dokumenter og effekter efter legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid og har dem i sit private hjem. Han roder i stakke af papirer og hiver nogle forskelige frem fra starten af 1900 tallet, der er med til at bevise, hvad der skete. Han kan med sikkerhed fortælle, at det var her heldet endte for de 2 røvere uanset, hvad der ellers er blevet sagt og skrevet efterfølgende. Hans egen teori er at hele byen var sammen om at dræbe de 2 røvere, og at de blev henrettet i stedet for selvmord.

På Jeeptur i det høje sydlige Bolivia og Tupiza

Fra Tupiza i Biolivia tager vi på en 4 dages jeeptur til et ufremkommelig (for Bjerggeden) højland beliggende i den sydvestligste hjørne af Bolivia. Området er spændende på mange punkter.

  • Hele turen er over 4 km højt med verdens højeste beliggende geysere, verdens største saltørken (Uyuni). I det hele taget en masse fantastisk natur
  • Det var i dette område at jagten på Western legenderne Butch Cassidy og Sundance Kid endte i et drabeligt gunfight efter de havde røvet en rig mineejer
  • Paris Dakar har lige været her i området og det mest brugte landskab  til løbet
  • Karenmarie fik en ordentlig alvorlig omgang højdesyge

Overalt på turen var der samme med flotte en masse død – Butch Casidy and Sundance kid, flere uheld fra i Dakar, 3 turister var faldet i gejserne sidste år og døde (fortalte vores guide efter vi havde løbet rundt på kanten), adskellige kors langs vejen med folk der var kørt ned – Vores gode chauffør, San Telmo, der har kørt her hver uge i 20 år, bad for hver kors ved vejen eller spyttede lidt kokablade ud til dem.

Bolivia – her er kinderne røde af sol og kulde. Tror ikke hun har set en hvid Dansk Viking før

Et Lama føl bliver født

Husene er små så man nemmere kan holde varmen

Det er ufattelig at der kan bo nogen herude. Her kan ikke dyrkes noget og Lamaer + minedrift er det eneste de lever af

Selv herude kan vi heldigvis få doktor hjælp da Karenmarie får højdesyge (vi er i 4300 meter)- hun har det bestemt ikke godt. Det vil tage 7 timer at køre til et lavere sted og vi skal op over flere pas der ligger højere, så det er ikke en mulighed. Han finder 3 støvede flasker af et eller andet nede i noget der ligner en fiskekasse, mixer det og sprøjter det ind i Karenmarie – synet forsvinder og Karenmarie bliver total svimmel, men vender efter nogle minutter tilbage. Heldigvis hjælper det og hun får det godt – i nøden er vi nødt til at stole på manden og det går heldigvis godt     

Termisk bad i 4,3 km højde

Geysere i 4,9 km højde. Jorden hvæser, mudder i forskellige farver plubrer, og damp blæser op ad jorden, mens her stinker af rådne æg 

Toyota Landcruiser holdet Franklin, Steven, Jo-Anna og os

Falmingoer over rød sø

Sort sø og en kaninlignende dyr

På marked

 

Billeder af en oversvømmet Uyuni salt sø – Verdens største

Saltede ben

Her er masser af klipper som vi kan få til at forestille alt muligt – her en kamel

Hva det?

 

Nordvestlige Argentina op til Bolivia

Området heroppe er rigtigt flot, men desværre også meget højt og det er Bjerggeden ikke så glad for. Samtidigt har der i området været en del regn, der gør det noget usikkert om vejene er mulige at køre på. Vi har derfor opholdt os ved de større færdselsårer mod Bolivia og i lavere højde. Vi ønsker samtidig at komme til et andet land for vi har hovedsageligt været i Argentina og Chile de sidste 4 måneder.

Bilen; får vi lavet i Salta. Vi finder en lille meget beskidt mand, der kan lave vores trækaksel, så det får vi gjort – just in case. Vi besøger samtidig en mekaniker (igen) da der er lyde fra hjulophæng – det viser sig at begge styrarme er smadret og en bærerkugle til hjulet er helt smadret. Vi har kørt 12.000 km  på motorolien, så den tappes af. Det viser sig at være yderst tiltrængt – olien er tyk af sod og ikke med meget smøreevne – ødelagt. Historien med reservedele er det sædvanlige – vi kan ikke få reservedele til en vestlig bil, men heldigvis kan andet tilpasses.  Vores bil er ved at blive forvandlet til en VWFordNissanToyota.

Besøg ved en af de sydligere Inkabyer El Shincal syd for Cafayate. Byen er opbygget som Inkaernes hovedstad Cusco bare i miniformat. Byen og bystyret i det lavere område og på 2 høje tæt på byen tilbedelse af sol og måne (som Machu Picchu). Inkaerne havde vejnet helt herned med løbeposter, således byen kunne styres fra Cusco. En besked kunne leveres på ca. 5 dage og der var ca. 18 timers løb mellem hver løbepost. Inkaerne har samlet set haft 30.000 km belagte veje. Meget er væk eller ikke fundet endnu. Denne by er først fundet og gjort fremkommelig for få år siden af lokale. Regeringen bruger ingen penge til dette, så her er stadig meget at finde/udforske.

Mange floder løber stadig over vejen efter regnvejret, men er nemme at passere.

I området er der hunderacer uden hår – skulle nedstamme fra Inkarigets hunde

Ved Cafayate klatrer vi op gennem en kløft og ender ved et vandfald. Der er guider der ville ledsage os op gennem kløften mod betaling, men det gad vi ikke – Vi kom herop, men det var en udfordrende (lidt farlig) tur.

Vingårde overalt endda med smagning langs vejen – lækkert

Flot natur i hele området med alle mulige former for klipper og farver – indimellem vingårde

Ophold i Salta ved en kæmpe pool der er mere end ½ km lang – Det nyder Karenmarie. 

Poser er ved at eksplodere i bilen når vi kommer lidt op i højden – her 3,4 km over havet.

Farvede bjerge ved Humahuaca tæt på Bolivia