FamilienVesterlund.dk (hjem)

Vi forlader El Chalten, Argentina og sætter kursen mod det sydligste man kan komme på dette kontinent. Vi har efterhånden kørt ca 5-6000 km og store øde strækninger. Holder man ind for at få en mad, tisse, tage et billede, eller andet på disse strækninger, -og en anden vejfarende kommer forbi, holder man ind. Spørger om alt er OK – alle gør det, når det er øde. Det er da lidt fedt, -så det gør vi også.

Ushuaia er en “storby” der er opstået inden panamakanalen. Dengang alle skibe skulle rundt om Kap Horn – Ushuaia.

Byen er rå, usminket, og mærket af klima. Menneskerne der bor her lever af fiskeri, og skibstransporten der stadig sejler her forbi, men en ny gren er kommet til. Der er kommet turister der også skal føle stedet, være en opdagelsesrejsende som Magallan – Fitz Roy – Darwin, nå til verdens ende, det farlige farvand ved Kap Horn, det sydligste punkt i verden inden Antarktisk.

Glæden er stor, da vi kører fra det tørre Argentina ind mod – eller ind i denne del af Andes bjergene. Det føles bogstaveligt som om man møder en mur. Der er en massiv kraftig modvind fra bjergene, der bare tordner sig op, og mellem toppene kan man se gletchere, der hænger ud fra et af verdens største indlandsis områder. Alt i alt et truende billede og følelse der advarer, men samtidig er så flot, så man bare må ind i det.

Når man så når den lille by, El Chalten, der ligger for lige foden af bjergene, er der mere ro. Den lille by har en fed afslappet atmosfære, som vi indtager. Vi slår os ned her og bruger dage på trekking i bjergområdet. Dette har vi glædet os til.

Billeder fra en 4 dags tur ind mod og hen over is områder:

Vi er så heldige med vejret hernede, så vi bliver og får trekket lidt mere:

Vi ender med at være her i 14 dage, og vil helt sikkert komme til at savne stedet. Samlet mere end 170 km og ?? højdemeter trekking er det blevet til.

I aften vil vi ud at have nogle lokale IPA, og i morgen er det tid til at drage videre sydpå.

Mens vi har været her, har brandmænd bekæmpet en større brand nærmest i døgndrift i et af områderne vi har trekket i nationalparken har været afspærret. 3-400 ha er væk, men de har nu efter 8 dage vundet over ilden. En hyldest er på plads.

En lille historie om byens grundlægger:

Andreas Madsen var fra en fattig familie i Vestjylland, og selv om han ikke sad på en knold og sang, så sved udlandslængsler i hjertet – som på mange unge mænd. Andreas stak til søs. Han kom til Buenos Aires i 1901 på dampskibet Skanderborg, gik i land og fik job som kok på en ekspedition til Patagonien.

Ekspeditionen nåede til bjerget Fitz Roy, og Andreas Madsen faldt for stedet, så meget, at han blev boende. De næste 10 år ernærede sig med at opdrætte heste, jagte puma – eller hvad som helst, der kunne give brød på bordet.

I 1912 vendte han tilbage til Danmark, fandt sin barndomskæreste, giftede sig, og tog hende med tilbage til Argentina. Ingen dikkedarer. Og så opbyggede han en fårefarm, mens Fanny (hustruen) var ulønnet sygeplejerske.

Ind imellem var Fanny gravid og skulle føde. Så oplærte hun Andreas i tjansen som jordemoder, og det gik godt alle 4 gange. Et par gange om måneden kom der danske magasiner med post, så de kunne lære børnene dansk.

Deres gård begyndte at blive et kendt sted. Mange ekspeditioner og bjergklatrere overnattede hos dem. Andreas Madsen var desuden pumajæger. Han skrev sine oplevelser ned i 2 bøger, ”Patagonia Vieja” og ”Cazando Pumas”, og fik invitationer helt fra Buenos Aires til at fortælle om bøgerne. Andreas Madsens efterkommere har været væk egnen, men i 2012 vendte barnebarnet Fitz Roy tilbage og overtog familiens gamle ejendom.

Her sker ikke så meget, men det kan jo også noget. Vi tilbagelægger mange kilometer mod det sydlige Patagonien. På denne del skal man passe tankstationerne, da der lang imellem, og de kan være tørlagte.

På himlen svæver den store ådsel æder, Condor, der er nærmest er en flyvende port. Hannen kan blive 1,3 meter høj, 15 kilo, og med et vingefang på over 3 meter, er det måske eller tæt på den største flyvende fugl/grib i verden.

Pludselig på vejen er opsat t lille Butch Cassidy skilte, og vi stopper. Det var her de 2 sidste legendariske western legender flygtede til i 1901 og indtil 1906. Dengang var dette øvre del af Patagonien meget øde, og kun få havde bosat sig, så hertil flygtede de 2 røvere der var eftersøgt i USA, i et forsøg på at leve i fred. De boede her og fik bygget dette hus, og stald, -med 6000 hektar. De levede sammen med befolkningen dernede, inden de blev opdaget af USA rangers og måtte tage på deres sidste røver/drab flugt. Det var sjovt nok den lokale sheriff der advarede dem, så enten var deres penge vellidte, eller måske var de ligefrem vellidte.

I USA havde der nok været en forlystelsespark på dette sted 🙂

Her ligger stedet ubemærket i Chorilla dalen, uden entre. Den lille lille by har ingen attraktioner om stedet, men en lille gratis entre cafe har skrevet lidt om historien- det er fedt.

Deres død er stadig sagnomspundet, og findes i flere fortællinger – som den slags bør…. 🙂

Vi er nået til Andes bjergene. Det er denne bjergkæde vi vil følge ned og op igen på hver side og igennem. Efter pampa krydsningen nyder vi nogle dage ved søer og trekker i nationalparker. Overnatning foregår de smukkeste steder, ved floder, søer osv. Vi ligger et par dage ved Bariloche, som er et yndet Argentinsk turistmål. Fra Bariloche og sydpå går man ind i Patagonien, og der er ca. 3000 km kørsel til verdens ende. Det er en tur vi glæder os til, men også lidt nervøse. Der er øde strækninger og barsk natur, – er bilen nu i orden, – hvad kan ske, – har vi det rigtige tøj, osv. osv.

Efter dage hvor vi har nydt søer der er så rene at man sikkert kan drikke vandet, starter vi forsigtigt turen. Vi kører ad mindre grusveje tæt på Andes. Vejene i Argentina svinger vildt i kvalitet, selvom det er samme vej/hovedvej. Vejene er enten ikke lavet, eller dårligt vedligeholdte. Grusvejene får ikke besøg af vejhøvl som derhjemme, så den har lagt sig som et vaske-brædt, der i den grad giver bilen nogle gedigne TÆSK. Farten ligger fra 15 km/t og op til 50 km/t de muligheder vejen tillader (vi håber bilen er stærk :-)), men vi kravler langsom sydpå. Men omgivelserne belønner en med smuk natur, og det har vi glædet os til.

Føllet er blevet fanget bag et hegn. Både føl og hoppen har brækkede ben og er udmarvede. De er tydeligt skræmte over vores tilstedeværelse og ikke vant til mennesker, så vi fortsætter inden de gør skade på sig selv – det passer ikke Charlotte.

Pampaen er et enormt frodigt område i Uruguay og Argentina. Her er fladt og vidderne er enorme. Det er enorme landbrugsjorde, sammen med græssletter hvor der er enorme mængder kvæg der græsser. Længere ind i landet bliver græssletterne afløst af tørre buske, men her græsser kvæget også.

De Argentinske Gauchoèr driver kvæget med heste, som vi kender det fra cowboys. Jeg ved ikke om der findes ægte cowboys endnu, men den Argentinske Gaucho rider flot ud over sletten efter sit kvæg der er langt væk. Gaucho kulturen har været der fra 1500 tallet. Indtil 1950erne drev man stadig store dele af Pampaen som åbne arealer uden indhegning, og først herefter forsøgte man at effektivisere ved at lade lodsejere bestemme over arealer.

Vi kører fra Uruguay, og krydser den kæmpe Rio de la Plata, flod ind i Argentina. Kursen er sat mod dansker trekanten, hvor den største andel danskargentinere bosatte sig i perioden 1850-1930. Dengang var Danmark fattige og Argentina var rige og havde masser af jord til danskere der rejste i drømme mod en bedre tilværelse.

Herfra er der ca. 3000 km kørsel i Patagoniens Andes til Ushuaia. WOW det her glæder vi os til!

Ikke mindre end 4 videoer får vi lavet hen over pampaen. Måske vi har kedet os lidt i bilen alligevel 🙂 men de er nu hyggelige nok, så her er de:

(og der kommer nok ikke så mange videoer herefter)

Montevideo er meget stille i forhold til Buenos Aires og mindre fattigt. I det hele taget en meget mere afslappet by. Så det prøver vi også på at være selvom vi egentligt bare glæder os rigtig meget til at få bilen. Men byen er dejlig, vi møder andre rejsende som vi hænger ud med.

Vi tilbringer 12 dage i Buenos Aires. Byen er kæmpe, med meget forskellige bydele. Vi har bosat os i tilknytning til en lille park. Parker er noget der bliver brugt flittigt i Sydamerika, og det gør vi også, da det er et lille fristed for byens larm. Der er dog også en hundelufter park, så der er konstant gøen fra morgen til aften 🙂

Det første der rammer os er mængden af fattige i bybilledet. Allerede vores udlejer, Eze fortæller om situationen, da vi er hans første lejere. Eze er advokat, men det er hårde år i Argentina, så han er nødt til at leje hans lejlighed ud og flytte hjem til sine forældre. Inflationen i landet har de sidste år lagt noget over 100 % pr år…… Det er altså vildt! Hvis man har 1.000 pesos, så vil beløbet i løbet af 3 år have en købeværdi svarende til mindre en 100 pesos. Med andre ord så er der ingen der har penge, og alle skal tjene til dagen og vejen. Pengene skal bruges i dag for om lidt er værdien væk.

Vi mærker ikke nogen ubehageligheder, men ser at de hjemløse er hårde ved hinanden. De sover om dagen, og ikke om natten, sandsynligvis fordi den smule de har bliver røvet.

Det er sjovt at finde de små steder hvor de lokale kommer, så en meget anonym restaurant skal prøves.

La Boca bydelen er et fattigere område i Buenos Aires. Det var her Maradona slog igennem, og hele bydelen La Boca omkring stadion syder af fodbold, fest og farver. Små drenge spiller fodbold, og hver og en har drømmen i sig kan man mærke – måske sker det for dem.

Samtidigt er det et fattigt kvarter. Stemningen er fuld af liv, så i nysgerrighed kommer til at gå 1 blok udenfor “turist området” (det er altså kun 50-100 meter) og bliver stoppet af en flok lokale der peger os væk – Forsvind – Det er farligt råber de til os. Vi vender om, og skal finde tilbage mod vores bydel inden det bliver mørkt, overvejer om vi skal tage en taxi, men beslutter at vi godt tør gå strækningen inden det bliver mørkt, hvilket går fint. Det er ligeså fascinerende og levende, som det er råt og farligt.

Biksemad, med det hele, i den Danske klub i Buenos Aires – sammen med Dronning Margrethe, Prins Henrik, og Prinsesse Benedicte har indviet stedet. Afsluttet med kaffe, hjemmelavet vaniljekranse og brunkager.

Eduardo er kokken på stedet, og han har som næsten alle Dansk Argentinere gør, været i Danmark som ung. Her boede han ved en dansk familie og blev vild med leverpostej og dansk mad, så derfor er han nu kok på stedet. Han går derudover til folkedans da det bliver dyrket herovre :-).

Når man besøger Dansk Argentinere kan de næsten virke mere danske end os selv.

Vi er i oktober måned, og vinteren er ved at ligge sig over Danmark. Snart er det afgang mod Sydamerika endnu engang. Det er gået 8 år siden vi tog vores første helt store tur herned. Dengang var Karenmarie 12 år. I dag er hun blevet 20 år, er lige flyttet hjemmefra, til København for at studere statskundskab. Det er blevet tid til at forældrene skal ud på eventyr igen, og længslen til Sydamerika har været der gennem alle 8 år, så det er tid til at gense og opleve alt det vi ikke fik set på kontinentet.

Vi har bygget en bil som forhåbentligt kan bringe os endnu længere ud i oplevelserne. Den skal jeg nok lave en rundvisning i senere 🙂

Bilen skal sejles derover. Den er allerede afleveret på Hamborg havn og det tager ca. 4 uger før den er i Montevideo.

Lykkeamuletter skal der som altid med i bilen:

Drøm med os på rejserne.

Jo mere man rejser i verden jo mere opdager man hvor fantastisk godt vi har det i Danmark.

At rejse har givet os kæmpe oplevelser med masser af gode mennesker i verden og samtidig en større kærlighed til vores gode gamle Danmark.

På tur i Patagonien