Drøm med på vores rejser
Smukke røde sanddyner dækker hele den sydlige del af Namibia kyst. Vi tager på opdagelse ind i dynerne hvor en tilvsandet flod/sø område stadig ikke er sandet til. Men inden har vi lige et nytår i ørkenen at fejre.
Hele kysten langs Namibia er ubarmhjertig. I syd ligger verdens ældste ørken (røde sandyner som vi kommer til) og i Nord Skeleton Coast som også er sand og ørken. Namibias kyst er frygtet blandt søfolk (kaldet; Gate of Hell), da dette var et af de værste steder af strandstøde – Havstrømmen fra Sydpolen er kold, skulle man overleve en stranding ventede en ørken i Namibia. Midt på kysten ligger Swakopmund, en meget tysk by – et levn fra deres kolonisering af Namibia. Den ligner en tysk by, og er fyldt med tyskere.
Det hårde vejterræn fortsætter. Vi kører gennem smukke ørken landskaber. Namibia er et af de tyndeste befolkede lande i Afrika.
Kaokoland er det Nordvestlige hjørne af Namibia, op mod Angola, og er det mest øde område i Namibia. Her kommer ikke mange mennesker ud over et stammefolk -Himbafolket og Hererofolket- der lever i hele området. Vejnettet er sparsomt, så ofte går vores vej meget langsomt over klipper og gennem andres hjulspor i floddeltaer. i Løbet af en dag møder vi ingen eller få biler, så vi passer på ikke at sidde fast her.
Himbafolket
Nogle af Himbafolkene har gået i skole og taler derfor engelsk, men mange vælger eller kan ikke komme i skole. De lever dermed som de altid har gjort. I byområder er det mærkeligt at se blandingen mellem disse Himbaklædte sammen med vestlige klædte, når man handler ind i Spar supermarked. De lever overalt i det Nordvestlige Namibia i små stammer/byer. Vi besøger et par Himbastammer og bliver varmt velkommet og får et indblik i deres specielle historie. Der er meget tørt i Namibia og Himba kvinderne har udviklet sig til aldrig at gå i bad – den tager vi lige igen – De går ALDRIG i bad, i hele deres liv. Deres hår bliver lavet efter første menstruation, ud af fedt fra køer, blandet med rødt ler og aske og der beholder det sådan resten af livet. Der er alle mulige kendetegn i deres dragter der viser om de er fødselsklar, om de er gift, om der har 0-2 eller flere børn osv. osv. Deres hud er rødlig da den bliver indsmurt i samme ler/aske/fedt materiale. Svedkirtler skal røges for ikke at lugte.
Vi forlod sanfolket og kørte mod Grootfontein for at få tanket og købe ind, så vi kunne klare os et par dage i Ethosia National Park. Lige uden for byen besøgte vi verdens største fundne meteorit Hoba-meteoritten. Den skulle veje over 55 ton og bestå af 84% jern, 14% nikkel, kobolt bla. den største naturligt forkommende stykke jern. Lidt mærkeligt at stå på en dynge jern kommet direkte ude fra rummet.
Vi kørte direkte til en campsite lige ved indgangen til nationalparken og bookede en overnatning. Namibia har startet sommerferie, så der kan være run på campingpladserne, men heldigvis mærker vi det ikke ret meget endnu.
Ethosia National Park er mere end 400 km på den længste led og indhegnet hele vejen rundt. Området har altid tiltrukket dyreliv, for her kan de finde masser af føde og vand. Vi blev virkelig forbavset over den størrelse parken har og de store vidder, som er ganske flade og desværre meget ensformig, hvis der ingen dyreliv er at få øje på. Vi så løverne og hyæner for første gang her. Flemming havde dog set en enlig hyæne et sted hvor vi wildcampede.
Glædelig jul til jer alle sammen …….
Vi finder et et stammefolk, med et lille museum der gør vores besøg legalt. Dette folk bor langt ude i bushen, hvor der “intet” er at leve af. Landskabet er ens, tørt, fladt bush -og så alligevel har dette folk kunne overleve herude uden nogen viden om et andet verden. Regeringen har dog forbudt folket at jage dyr med bure og pil, (i dette område, men længere mod Botswana jager Sanfolket endnu) så de har lavet et lille levende museum for at tjene lidt penge herude, og regeringen har bygget skole i 1998. Dette folk har løbet deres bytte træt inden de har aflivet det – så træt at dyret ikke løber mere. En jæger kan løbe 60-80 km på en dag og afliver dyret med giftpil eller trækker dyret tilbage til landsbyen inden det afliveses.
Caprivi-striben er en smal stykke Namibia i den nordøstlige del af landet omgrænset af de fire floder Linyati, Chobe, Cuando og Zambezi rivers. Bredden af “stiben” variere fra 50-100 km. I det østlige hjørne af stiben grænser 4 lande op til hinanden i et kryds Namibia, Zambia, Mocambique og Botswana. Vi ankom til den største by i området Kasane inden grænseovergangen til Namibia. Her fik vi handlet ind og tanket diesel som er billig i Botswana.
Vi kom over grænsen ganske hurtig og gik på jagt efter et sted at overnatte her i det nye land. Vi fandt et fint sted langs Choben River med pool og kolde fadøl lige på den anden side af grænseovergangen. Her mødte vi allerede det tyske sprog. Namibia er tidligere tysk koloni og besøges af mange tyske turister.
Den næste dag blev til en ren køredag. Vi har besluttet os for, at vores næste camp skulle være langs bredden af Okawango floden et sted, som vi havde fået anbefalet af nogle IOverlanders vi mødte midt i Moremi National Park. Det blev det til 3 overnatninger langs floden med tiltrængt afslapning efter mange hårde kilometer. Vi fik leget turister og fulgt med i turist-livet langs floden.
Dagen hvor vi skulle videre fik vi besøg til formiddagskaffe – en Nil-krokodille kom på besøg ved bedden af vores plads, den var heldigvis ikke en af de helt store modeller, men alligevel lidt skræmmende.
Vi er de sidste 5 dage nået gennem et kæmpe deltaområde ad veje/spor mellem Maun og Kasane i Botswana. Vi har ikke kørt i så uvejsomt terræn før, men heller ikke kørt i en ordentlig 4wd bil før.
Vejene har været sjove at køre på, og vi har i den grad fået testet hvad en 4 WD kan. Dæktrykket er sænket til 1,5 bar, så bærefladen på dækkene er størst i sandet. Terrænet har været mest fladt, sand, nogengange løst, så man skal køre stærkt for at blæse/skubbe bilen igennem, andre gange dybe vandhuller i vejen og floder, hvor man ikke kan se dybden. Vi har kørt med fuld differentialespær, 4WD og i low gear alle 5 dage – fedt.
Nå men der er jo også dyrene – det er vel det folk kommer efter? Det er lidt mærkeligt at man (jeg) hjemmefra ikke havde den store interesse i at se dyr, men når man oplever at naturområdet er stort, at der er så mange dyr, store, farlige, skræmmende tæt på, og i det antal bliver man imponeret. Om dagen i bilen er det Ok. Elefanterne med blafrende ører og blæs i snablen virker skræmmende få meter fra bilen. Men når det er mørkt er dyrende der jo også og man kan ikke se om de står bag busken meter fra os, så vi går tidligt i seng. Der er besøg af dyr hver nat. Den ene nat var det næsehorn op ad bilen, -en nat med løver , -flere nætter med hyæner og næsten altid elefanter – andre dyr var ikke op ad bilen (altså ikke tættere end 5 meter fra bilen) dem hører vi brøle, gjæffe, pive, hyle osv. i det fjerne. Nat lydene er fantastiske og fra at være skræmte nyder vi dem nu. Vi føler os efterhånden trygge i vores tagtelt. Man går aldrig fra sin bil.
Lige efter grænsen passerer vi Botswanas højeste bjerge, der blot er bakketoppe, hvorefter området bliver fladt som der vist nok er i hele Botswana. Meget af landet er Kalahari ørknen, og meget andet af landet er vådområde. Kæmpe flodområder løber ind i landet Nordfra, og ender i Botswanas sand og når ikke ind i Kalahari ørknen, men forsvinder i sandet og når aldrig havet, selvom vi er næsten 1000 meter over havet – det er da specielt. Der er derfor kæmpe øde områder, tørre og våde, hvor der ikke bor mange mennesker. Her er der plads til dyrene – og ingen hegn i hele landet.
Vi kører i kanten af Kalahari og tager første Botswana overnatning – ankommer sent i mørket (selvom man ikke må køre efter mørket grundet risiko for at ramme dyr). Vi er kørt på et lodge og da vi stopper bilen er der Lyde!!!! Der er dyrelyde overalt – tæt på, og et af dem lyder som et næsehorn, – det gør hvertfald at vi ikke går længere væk end 5 meter fra bilen.Vi får prøvet vores hjem og har en god nat. Næste morgen kører vi rundt i området og kan se at det ikke havde overreageret dyrelydene – de er der virkeligt får vi at se på en lille tur i området (indhegnet) .
Det skal nok også lige nævnes at vi er 3 overnattende på lodget og en af lydene kender vi – det er dansk og kommer fra nabolejren – en ung studerende Maja er vildt chokeret over at møde danskere, selvom hun har rejst i store dele af Afrika og studerer her. Hun beretter om det område vi skal op i, vilde dyr, næsehorn, elefanter, flodheste, løver om bilen, vandmasser (grundet regnvejret), sand, – at sidde fast masser af gange i deres 4WD, grave, sandslidsker, ingen til at hjælpe, ingen dækning – 6 dage. Med alvor for vi denne; Man forlader ikke sin bil – dyrene ER! farlige. Skræmmende men også spændende.
Vores første forsøg på at køre udenfor farbar vej for at besøge Nwetwe Pan (kæmpe salt sletter/søer) stoppes inden vi når området, da det er oversvømmet. Afrikanerne tilbyder os at følge efter ud i området for at redde andre der sidder fast. Vi takker nej og vender om mod det område Maja fortalt om – Okawanga deltaet, Moremi og Chope nationalpark.
Lige nu sidder vi i bunden af området (byen Maun), ved en pool, -Har gjort klar, 180 liter diesel, købt dæk pumpe (så vi kan regulere dæktryk), mad og vand til en uge, m.v , så vi er klar til imorgen. Vi se på den anden side (byen Kasane)
Vi er taget afsted på en “lille” tur til Sydafrika, Botswana og Namibia, og vil ligge lidt op når efterhånden som vi kommer til WiFi. Der er ikke mange der ved vi er taget afsted, men i der kigger med her må da gerne smide en besked, ellers god julelæsning 🙂
Vi er landet i Sydafrika, Johannesburg og er med det samme taget hen til vores lejede 4 hjulstrækker, som skal bringe os rundt de næste 36 dage.
Første indtryk er at her er meget frodigere end vi havde forventet. Det viser sig også at det har regnet de sidste 5 dage, og vil de næste 2. De er meget glade for regnvejret. Vejret er droppet til 18 grader sammen med regnvejret.
Vi ser ikke meget i Sydafrika, da vi har sat direkte kurs mod Botswana Vi kører i mega regnvejr og kan når det er værst ikke nå at viske det væk fra ruderne. På arealer langs med vejen står blankt vand og biler der er kørt af vejen – meget frodigere/vådere end forventet af Afrika. Vi tør ikke sove i tagteltene, og lejer os ind på et hotel (mega dyrt), inden vi næste dag fortsætter ind i Botswana.