Forfatter: FamilienVesterlund

46 km fra kysten ligger en ø (Isla del Plata) med nogle af arterne der også kan ses på Galapagos, og man kan kommer derud for 30 $ per person, så det prøver vi. Her er nogle fuglearter som kun lever på Galapagos og på denne ø. Her lever også et par Albatrosser, men de har ufattelig svært ved at formere sig, så vi må ikke komme på denne del af øen. Vi ser adskillige andre fugle.

På sejlturen hjem for vi en masse fisk at se – ser vi flere store fladfisk (60x60cm) springe 1 meter over vandet – en hval dukker op et par gange – kæmpe havskildpadder soler sig i overfladen – delfiner i massevis der har indkredset en stime fisk og holder et ædegilde – deltagere til delfinernes indkredsning af fiskestimen er adskillige pelikaner og andre fugle – alt i alt er det en kæmpe dyre oplevelse.

Kysten i Ecuador er helt anderledes end vi har været vant til sydpå. Her går junglen flere steder helt ud til Stillehavet, hvilket gør kyststrækningen meget flottere og ikke så goldt og tørt som i Peru. Vi kører ind i landet mod en vulkankrater med en sø i, mod byen Banos. Dette er virkelig stedet hvis man skal have frigivet noget Adrenalin. Her er bungee jump, zipliner over kløfter, kæmpe sving ud over kløfter/bjerge osv. osv. – det er vildt.

Banos Ecuador adrenalin junkie

Efter Banos sætter vi kursen mod Colombia. Nord for Quito krydser vi Ækvator, hvor vi tager en overnatning ved nogle endnu engang overvældende gæstfri lokale. Landet er kendt som det lille land der har alt på små afstande. Her er mere moderne byer, fattige bjergområder med indianer, Amazonas jungle, vulkaner, flotte strande osv osv. Folk i Ecuador har vi oplevet som værende de mest gæstfri og smilende vi endnu har mødt i Sydamerika. Der er smil, hilsner og gæstfrihed overalt.

Dieselprisen er 1 $ for 1 gallon = 3,8 liter, altså ca 1,6 kr/liter – så kan man da ligesågodt lade være med at tage noget for det.

 

WOW – Vi får den varmeste velkomst i dette land.

Godt nok skal vi lige forbi en korrupt politimand der slæber mig ind på politikontoret og forsøger at få 300 dollar ud af os – forsøger til sidst med 50 dollar, da han mener der er meget ulovligt på bilen benægt benægt benægt benægt og no hablo espaniol igen og igen – og vi får papirer tilbage så vi kan køre derfra. Dette kommer man ud for i Sydamerika, men efter man har mødt en del betjente bliver man vant til det – de er flinke nok, men prøver lige til.

Landet er markant anderledes lige fra grænsen af – her er frodigt, bananplantager, kakaotræer og i den første by vi kommer til er der tydelig velstand – en rig bydel.

Nå men nr. 2 mand vi møder på en p-plads (Nicolas) da vi skal ind og handle, købe internet til landet osv. Vejleder os i den fulde oplevelsestur i Ecuador – verdens bedste land ifølge ham. Senere i storcenteret finder han os – han har ledt efter os fordi han gerne vil have at vi bor et sikkert sted – han har fløjet i militæret – været i Norge 3 gange for at flyve med helikopter og fløjet med præsidenten af Norge – Hmmmm?? hvad vil han (dansk mistænkelighed), nå men hvor intet vover- Vi kører hjem til ham og overnatter på p-pladsen til hans 200 m3 lejlighed i et meget luksuriøst område af byen. Her kan vi bo sikkert bag vagtværn, med stor pool. Dagen efter inviterer hans familie på limonade der bliver til frokost med kæmperejer m.v. i hans hjem indtil vi tager derfra.

Vores kurs er mod kysten og han har fortalt at vi skal køre ud til han GODE barndomsven Vito der har et sted på en surferstrand – Vito er kommet til skade og har nok røget og drukket for meget, men er flink. Efter den gode oplevelse tænker vi at vi ligesågodt kan fortsætte (og vi vil ud at prøve surfing). Vi ankommer til Vito`s grund ved stranden, og det er sgu en anden verden. Her er ikke vand på et klamt toilet, og meget beskidt, men vi er efterhånden vandt til lidt af hvert, og man kan jo stå op og skide. Vito siger vi kan bo gratis, da vi kommer fra hans ven.

Her bor nogle mennesker der ja hvordan forklarer man det?? De siger at de kunne lave et cirkus, på stranden, i byen er her er tyk af hash røg, man drikker, der er dårlige livsoplevelser, men stadig drømme. Vito ser vi ikke – meget af dette virker også lidt trist -vi har fået at vide at Vito nok har røget og drukket for meget. Nå mens vi stadig undrer os over hvilket hul vi er bor i forhold til stedet vi kom fra, nyder vi stranden, restauranterne, øver surfing. Nå men langsomt finder vi ud af manden her (Vito) faktisk har en historie – han var surfer (den bedste, men hvem tror på det på en strand med hashtåge), nogle mener han kom galt afsted pga. alkohol og hash, men en af dem der bor her fortæller at han i 30 år tog ud og harpunfiskede – en dag fandt man ham på stranden, og han siger selv at han blev bidt af en søslange, og deraf fik sin hjerneskade. Hmm ja ja flere historier tænker vi. Nå men et par dage går mere med surfe, og en dag kommer en pige ud af hytten foran stranden, og straks kommer løbende 3 fotografer efter hende hun posere lidt og tager ud og surfer. Vi spørger en af dem fra ”cirkusholdet” som vi bor sammen med hvem hun er – det er Vito`s datter, og hun er god til at surfe fortæller han – hvor god spørger vi? – Hun er den bedste i Ecuador (hmm ja passer det nu også og hvordan måler man det tænker vi) – Wow siger vi – efter lidt fortsætter han – Hun er faktisk også den bedste i hele Sydamerika – endnu en pause – og hun blev nr. 2 i verdensmesterskabet – hendes bror der bor derovre er også god, men ikke ligeså god. Hmm det kan sgu da godt være ham Vito alligevel var den bedste på denne strand tænker vi.

Det er sgu sjovt som man kan støde ind i nogle der er blevet til noget hvor det mindst er ventet – det er ikke kun drømme på stranden – nogle bliver til noget – dejlig at opleve.

Manden vi mødte da vi var ude og handle gav os den fedeste velkomst vi har oplevet endnu i Sydamerika, og har sendt os videre til dette sted – tak for det.

Efter turen i bjergene og endnu ikke at have været i rigtig varmt havvand på vores ferie, sætter vi kursen mod nordkysten af Peru. Vi kører på en vej i en meget meget smal dal, klipper hænger ud over vejen, så tæt på vejen så vi skal passe på ikke at ramme dem, vejen og tunnelerne er et sporrede, og total mørke, så det er med at holde øje med om der kommer en normal (sindsyg kørende) Peru lastbil – på den anden side buldrer en flod der flere steder har taget noget af kørebanen – det er noget af det vildeste vej vi har kørt på.

Vi kører igennem det nordlige Peru, hvor Moche folket fra år 100-800 har haft deres kultur og sprog. I dag er denne væk og man vidste meget lidt om den indtil for få år siden, da flere store tegn på civilisationer blev opdaget eller man fik interesse for den. Stedet vi besøger her har været Mochefolkets tidligere hovedstad inden denne flyttede nord på.

Stedet består af 2 pyramider (med flade toppe) og selve byen i midt i mellem. Kun den lille af de 2 pyramider er ved at blive udgravet, men er stoppet pga. pengemangel. Pyramiden er en helligdom hvor samfundets øverste blev lagt indeni når de døde og for hver ca. 80-100 år byggede man en ny etage (hver etage smukt udført med flotte malerier) på pyramiden. Her i den lille pyramide er der ca. 6 etager mener man, mens der i den store pyramide gætter man på 11 etager. Sammen med den døde, blev begravet alt hvad man mener han skulle have med til underverdenen, konen, elskerinder, børn, dyr, vagter og mad m.m.

Ovenpå pyramiden har der været udført ofringer for at tilfredsstille guderne og når trangen var stor ofte også mennesker ofringer i form af unge mænd (krigere). Byen blev sandsynlighed efterladt efter en oversvømmelse og har lagt skjult i sandet frem til en lærer og en gruppe studerende ville bestige det lille bjerg i sandet, sparker til en sten og ser at der er maling på denne først fundne lermursten. Her er stadig utallige grave, en by og endnu en større pyramide at udgrave, så hvis man er interesseret i, hvad der kan ligge længere nede, så kom herned.

Næste sted Nordpå er efterkommer fra Sipan kulturen, der nok er en efterkommer af den lidt tidligere Moche kultur. Her er lignende det tidligere sted  været pyramider. Stedet blev opdaget af gravrøvere og det er uvist hvor meget der er fjernet inden Sipan udgravningerne blev udført. I dag er der kun udgravet 2 grave, men her blev fundet et helt ufattelige antal genstande. Meget udført i kobber, sølv og guld (gentager lige i ufattelige mængder).

Begge kulturer ved man i dag stadig ikke meget om, men man er laaaanngsom i gang med at grave, når frivillige vil grave eller donere penge.

Endelig efter 700 kilometer når vi Nord kysten af Peru. Første overnatning ved kysten. Vi svømmer med kæmpe havskildpadder (alene skjoldet er + 1 meter) og kan røre ved dem. Dagen efter slår vi os ned på en strand – temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet. Dette er længe ventet, så vi bliver her og de næste 5 dage – dejligt.

De mange etager i pyramiderne – malingen er original fra år 100-800 – hullet er hvor Spanierne har røvet et par gravetager 

Mange steder i ørkenen og i nogle byer har man affaldsproblemer. Det ser ikke godt ud. Overalt i Sydamerika har er det normalt at smide affald i naturen, mere eller mindre – her mere

Temperaturen er 29, havet er 25, pool er over 30, der er store øl og friske fisk fra havet

Vi skrev i sidste indlæg at vi ville videre, men disse bjerge imponerer som Torres del Paine (i Patagonien) (som har været favoritten indtil videre) så vi bestemmer os for at blive her og se lidt mere inden det er farvel til de HELT høje tinder. Dette er verdens højeste tropiske bjergkæde med nogle af de mest imponerende snedækkede bjergtoppe, og efter en dag i Termisk bad til 7 kr./person er vi klar.

Først finder vi en bjergtop på 5150 meter som skal bestiges med pigsko og isøkse, og som vi mener kan bestiges – Charlotte melder fra med det samme, da hun ikke kan få vejret, men Karenmarie og jeg vil gerne op og se ud over verden. Vores gode Guide, Roland, kalder det ”easy” og Lazy mountain” så det bør jo være nemt :-). Vi bliver dog klogere – selvom vi er i ok form (skulle vi mene) så bliver det en hård tur. Natten/dagen inden vi skal afsted (4am) har der været nedbør så bjergtoppen er dækket af nyfalden sne hvilket gør det hårdt. Efter at være nået ca ½vejs op på isglatte klipper er vi nået til is området. Vi tager pigsko og isøkserne frem, og binder et reb mellem hinanden – Vi er 3 – Roland, Karenmarie og Flemming. Den nye sne er dyb, og hver 3-4 skridt falder jeg 1 meter ned i sneen. Vi kæmper og kæmper, holder pause, græder lidt, og da Vores guide siger der er 10 meter tilbage er det befriende. Vi når toppen – jeg kan tydeligt smage blod i munden fra nogle revne lunger, men det er fedt!!!!!!!!! Desværre får vi ikke den fantastiske udsigt som vi ønsker – de sidste 100 meter gik vi op i tåge og kan se 10 meter – men stadigvæk er her sejrsglæde. Vi bliver her ½ time og håber på opklaring – spiser snacks – får bygget en Dansk snemand, så andre kan se at dette nu er et territorium tilhørende Danmark. Nedstigningen er sjov – det er ikke så hårdt og vi glider/vælter i/på sneen, men alt er sikkert med rebet imellem os. Fed oplevelse.

Efter velfortjent øl, inkacola (ja inkaernes har deres ”egen” cola – den er favoritten hos Karenmarie) og pizza kører vi lidt nordpå langs bjergkæden og op i en dal til Laguna Paron, hvorfra man kan se bjerget som er vist i starten af alle Paramount film. Vi trekker fin ud til endnu en laguna, men vi er sgu lidt matte og et par hundrede meters op-trekking gør os trætte – men det er en flot tur – tinderne, bjergsiderne, og søer der er mere grøn/blå end før er så flot som det kan være.

Dette bliver farvel til bjergene Cordilleras Blanca – Karenmarie udråber dette område til det bedste vi har set/oplevet – og så var det endda ikke engang planen at vi skulle hertil, – men måske tilbage hertil en dag?.

 

 

 

For mindre en uge siden ønskede vi så meget at komme ned fra bjergene efter så lang tid i højderne i en bil der ikke gider køre i højderne, men vi tager lige endnu en lille tur op i højderne til bjergområdet bagved byen Huaraz, Cordilleras bjergkæden- og godt vi gjorde det.

Karenmarie har tidligere villet klatre på klippevæggene, særligt efter vi besøgte La Junta i Chile, så her vil vi tage en dag med en klatreguide, så vi kan lære det uden at falde ned. Vi klatrer på lodrette vægge indtil vores fingre er revet, med vabler og musklerne ikke kan mere.

Vi tager også på en 4 dages bjergtrek (Santa Cruz trekket) i højder vi aldrig har vandret i før med tinder over 6 km på hele ruten. Samlet længde 50 km. Første dag vandrer vi i ½regnvjr op og slår lejr i 3850 m. Anden dag går vi en hård tur op til trekkets højeste i 4750 meter. Det går overraskende nemt syntes vi, trods luften er så tynd, men her er pisse koldt, med sne og vi går efter kort tid ned i 4250 m og slår lejr i regnvejr. Regnvejret fortsætter hele eftermiddagen, aftenen og natten og vi fryser. Næste dag skinner solen heldigvis og vi får en fantastisk tur ned gennem dalen. Vi er blevet klogere af at vandre sydpå, så vi går ikke med vores Copenhell telt, men har booket os på et hold med lejet udstyr og mulddyr.

Cordilleras bjergkæden er stedet hvis man vil opleve noget af det flotteste og vildelse bjerge i Peru. Det er stadig regntid i området, så vi drager herfra med en følelse af kun at have oplevet en lille bid af det – måske tilbage hertil en dag? Her er virkeligt noget der kan adrenalin banke og imponere.

Klatring i bjergene

Vores telt og en af muldyrene

 Billeder fra Santa Cruz trekket

Efter Narza linjerne kører vi ud i nogle helt ikoniske sandklitter, og finder oasen Huacachina. Det er en oase i ørkenen som man ser i film. Sandklitter, et vandhul, og palmer. Vi tilbringer tid med at køre rundt i ørkenen og surfer på sandet Video Buggitur og surfning på sandklitter – Det er fedt!

Herefter sejler vi ud på stillehavet til øerne Islas Ballestas, også kaldet fattigmands Galapagos, hvor vi har hørt her er et fantastisk dyreliv. Det bliver dog ikke helt så fantastisk syntes vi – måske fordi vi har set disse dyr før, men vi får set sæler og søløver.

Vi skal nu Nordpå op forbi Lima, og læser lidt om området, og det er præget af en del røverier både i Lima og alle strand byerne nord og syd Lima. Vi vil helst ikke betale for overnatning i området, men finder det alligevel alvorligt nok. Vi finder en by syd for Lima der har hegnet sig inde og selv hyret sit eget vagtværn (trist at det er nødvendigt, og at en by selv må gøre noget for at kunne være her). Der er bomme omkring hele byen man skal igennem, og her er fyldt med politi – vi slår sikker lejr uden for politistationen. Eneste minus er at man i denne regel-by heller ikke må drikke alkohol på stranden 😊 Næste dag står vi tidligt op for at nå gennem området + Lima op i bjergene mod Huaraz, hvor en varm velkomst af børn møder os.

 

Bjergene fortsætter i ufattelige mange hårnålesving og op over højsletter – nede i smalle dale er højden 3,5 km og oppe på passene og højsletterne 4,5 km højt, som vi kører igennem i 2 uafbrudte dage. Det stadig mest fascinerende er at her lever folk. Her er ingenting, jo naturen, men den giver sgu ikke meget heroppe. Vi kigger tit ned på en stensætning, et lille ler/sten hus med græs på taget og er sikker på den er forladt, men får øje på noget vasketøj, et dyr, eller andet der viser at her er liv. Andre gange kan man ikke se ”gården”, blot nogle dyr, og en hyrde der sidder krybet sammen bag nogle sten han har sat op som læ for den kolde vind. De børn vi møder her er beskidte og vejrbidte i kinderne, og ikke alle kommer i skole.

Bilen går som sædvanlig ringe i højden, men det har vi snart vænnet os til. Alligevel kommer der nogle meninger ud om hvordan bilen klarer sig i højden 🙂 Vi glæder os til at komme nedad og jeg lover hvergang vi endnu engang passerer, ca 4,5 km at nu går det ned. Vi har de sidste 2 hele køredage tilbagelagt beskedne 538 km da bilen, på en nedkørsel, sætter ud i 4,3 km højde ude i ingenting – Det er ikke sjovt idet vi tror det er fordi bilen ikke kan mere – Karenmarie har en Ipad, så hun opdager ingenting 😊 Men til vores overraskelse er vi kørt tørt – suttet 90 liter på 538 km (heldigvis). Vi får for 3 gang brug for vores 20 jerrycan på taget, og når til en by hvor vi kan tanke. Endelig går det nedad, og til aften er vi nået til Narza, og vi mærker at varmen er her i Peru, 31 grader. Næste morgen mærker vi så også vores første angreb af sandfluer. Vi kigger på Narza linjerne, lavet af Narzafolket, linjerne er mystikgjort til at være landingsplads for rumvæsner, men de ligner nu i virkeligheden menneskabte KÆMPE tegninger.

I bunden af stejle dal er vi 3,5 km

Gårde i mere højlandet (4 – 4,5 km), det ser grønt ud på billeder, men det er kun lige hvor huset ligger ellers goldt- det er ganske enkelt imponerende at man lever her.

Narza tegningerne. Ud over disse tegninger er der større linjer som er svære at forklare – det har nok alligevel noget at gøre med landings plads for rumvæsner

På vejen mellem Pisac og Cuzco finder vi et lille dyrehospital hvor man redder tilskadekommende dyr fra området, der ikke kan klare sig i naturen mere. Det er en nem måde at få set dyrene på tæt hold.

Condor er imponerende stor

Inkahund – racen har ingen hår på nær stritterne på hovedet, den er skræmmende grim syntes jeg

Det ser sgu smart ud

Cuzco er den mest turistede by vi har været ved indtil videre i de 4½ måned vi har været afsted – men det fjerner ikke charmen ved Cuzco idet den almindelige Peruaner lever her som om her ikke var turister, sammen med dem der naturligvis lever af turisterne.

Det var her Karenmarie kom på Chokolade kursus og lavede hendes eget Chokolade, hvilket hun syntes var helt fantastisk.

Inkaerne er blot en af alle de forskellige folk, der engang levede i Sydamerika. I dag er der ingen Inkabefolkning tilbage ligesom (næsten) alle de andre folkeslag, er de udryddet af og efter Spanierne fandt Sydamerika. Inkaerne er dog det indianerfolk der fik opbygget det mest organiserede styrede samfund, og de har efterladt nogle imponerende bygningsværker i en byggestil som ingen andre har kunnet. Inkariget var større end romer riget, og med et samlet vejnet på ca 40.000 km. Inkaerne tilbad Solen som den øverste gud, men også alt andet i universet og naturlige fænomener der var med til at skabe liv, så som jorden, lyn/regn, himlen, stjernerne, månen, solhverv (årstid), altså alt det vi i dag ser som en selvfølge – det er da smukkere en så mange andre trosretninger/ideer der er i verden. Men Inkaerne troede også på at man måtte give noget, derfor ofrede man ting, dyr, – også mennesker. Det er måske lige groft nok…. Læs selv mere om denne fantastiske kultur som i dag er væk.

Omkring Inkaernes hovedstad Cuzco ligger utallige ruiner af byer og man kan bruge måneder her. Mange ligger der bare ubeskyttede, mens andre får mange besøg er delvis renoverede. Fælles for alle ruinerne er at Spanierne har brugt mange af stenene fra Inkaernes bygningsværker, så det der står tilbage i dag er kun en lille del af det der har været. Machu Picchu er den eneste der står originalt, da den ikke blev fundet af Spanierne. Bygningsmæssigt er det dog langt fra denne der er mest imponerende -der er utallige meget større og ikke så kendte værker, vi besøger kun lidt af dem – se billeder.

En stor del af fascinationen ved Machu Picchu er at denne by kunne ligge gemt så mange år for omverden, den fantastiske beliggenhed og mystikken om byen. Vi vil ikke tage turisttoget til stedet (meget dyrt), og finder at der går en vej gennem den hellige dal ud i nærheden af stedet, hvorfra man kan gå det sidste stykke til foden af Machu Picchu, og så op – det lyder meget nemt 😊 – ligner et par timer på kortet, så afsted. Men jo længere vi kommer ind i den hellige dal jo tættere bliver bjergene. Vi har da aldrig kørt i så mange sving og så meget op og ned, til sidst er det kun en smal smal jordvej oppe på en bjergskråning, værre end dødens landevej. Se video :Vejen gennem den hellige dal mod Mchu Picchu

Det har taget hele dagen at køre herud og det bliver mørkt, så vi tager lommelygter og pandelamper på og går 9 km mod det sted ude i junglen vi kan overnatte (en tidligere gård), næste morgen det sidste stykke og en drøj stigning op på Machu picchu. Det er fantastisk, uanset om nogle turister måtte sige at det ikke er, – så er det. Beliggenheden, historien, mystikken, er der…. Det er som om man er tættere på naturen, jorden, himlen og nok netop derfor Inkaerne med deres tro byggede her.

Overalt i Bolivia og Peru er der markeder hvor lokale bytter deres varer. Det er også disse steder mad bliver handlet – vi har endnu ikke mødt en fødevarebutik hvor man kan købe ind, så det er på markeder og handle. Det største problem for os at købe er kødet, da det i vores termologi ikke er fristende, men en mand kan ikke leve uden kød!!, så vi se og lugte os frem. I byen Pisac er også lokale vævede stoffer og andet håndværk, som vi får handlet til vores hjem i gode gamle Danmark.

Karenmarie hygger sig med at lave  sin egen chokolade – det er blevet nydt flere  uger efter 

Ingen i verden har nogensinde lavet så smukt og præcist stenarbejde som dette. Til hver sten blev lavet en træskabelon således sten kunne formes. Herefter op hvor den skal indsættes, her foregik slibning af stenen (med en hårdere sten) hvorefter stenen blev sat endelig på plads. Det er sgu fascinerende.  

Sacsayhuaman, inkaernes militæranlæg, og deres største bygningsværk lige ovenfor Cuzco. Idag er der kun fundamentet tilbage (ca 20%) idet Spanierne tog resten til at bygge kirker i Cuzco. 

Bygningsværket tog ca 70 år at lave med 20.ooo mand der blev udskiftet hver 2nd måned

Alene denne sten vejer ca 130 tons og alle sten er slæbt fra et bjerg 4 km borte. Stenene er sat i et zig zag linie som et lyn – for at tilbede lynet. Hele anlægget er udformet som hovedet på en Puma mens Cuzco er kroppen på pumaen (tilbedelse af pumaens styrke).  

Oven for Cuzco et kæmpe område med ofre sten. Her blev alt tænkeligt ofret til jorden, naturen, regnen, solen, osv osv. Hullerne er lagt så blodet løber ned i disse, og med en lille tud ud på jorden. Hvor Charlotte sidder er offerpladen.

Den hellige dal

Der er meget stejl i den hellige dal.

Dette er den billigste vej ud mod Machu Picchu

Opstigningen 

På toppen med udsigt til Machu Picchu

Svedig famile

Adskellige terasser om byen der samtidig sikrer fundament for byen. I midten af byen/bjerget er der noget så usædvanligt som en kilde (derfor byen er lagt her) og via et stort afvandings system løber det ud til bade, og markterasserne om byen 

Hvil ved solporten, hvor Inkaerne fik deres første syn af byen (baggrunden) når man ankommer af Inkastien.

En af 2 Inkaveje der fører til Machu Picchu 

typisk landejendom i bjergene Peru

Kvinde væver noget af det bedste man kan i Peru. Sjalet hun har på har taget 2-3 måneder at lave

Søen har en stor historisk betydning for de forskellige folkeslag der i tusinder af år har boet om søen. En af de større turist attraktioner er at besøge et folk der flyttede ud på søen for at undgå angreb fra andre folkeslag. I dag bor der stadig ca 2000 derude, med deres eget sprog, på flydende sivøer. Der er skoler herude, og det er et specielt liv. Klart nok har man ikke meget areal på en ø, og på den vi besøger bor der 18 personer i 3-4 hytter. De lever stadig som de altid har gjort, men er også meget interesseret i at tjene på turisterne.

øen vi besøger. Øen er flydende og hver år ligger man ca 30 cm nye siv ud.

Høvdingens kone og børn

Sammen med høvdingen på sivøen

Hun har da tænder endnu

Inka begravelsestårne, ved Titicaca søen