Dinosaurer og forstenede træer

Efter Valdes starter Patagonien der strækker sig resten af vejen mod sydspidsen af Sydamerika. Patagonien er idag en tør, blæsende ødemark, men det har den ikke altid været. I dinosauernes tid og helt tilbage til at den hang sammen med Afrika for 150 millioner år siden var den en meget frodig og med masser af vulkanisk aktivitet. Det er ofte bliver vist i film fra dinosauernes tid med frodighed og aktive vulkaner er altså sådan som det rent faktisk så ud.

I mange områder af Patagonien blev den vulkaniske aktivitet dog stor at aske, lava og støv dækkede hele områder til, og henlagde det sådan i mange milioner af år. De dyr (dinosaurer) og træer der blev dækket til er siden blevet krystaliseret af mineraler fra vulkanudbrudet. Vind og vand har siden fjernet vulkanlaget på nogle steder, så de krystaliserede træer, dinosaurer knogler og æg ligger på jordoverfladen.

Karenmarie har stor lyst til at blive en dinosaurer finder/forsker/fortæller som dem vi møder (og David Attenborough)

Forstenede træer i Bosques Petrificados

 

Valdes

Valdes er er en halvø ud for Argentinas kyst, med en bugt nord for øen og en syd for øen. Rethvaler (ca. 1000 stk) kommer hvert år hertil for at parre og føde. Vi er her i den aller sidste del af sæsonnen og der er kun et par enkelte hunner tilbage med deres ene unge der snart vil svømme ned mod Antaktis for at æde det næste halve år.  Men vi når heldigvis at få et glimt af dem. Derudover ser vi et væld af søelefanter, søløver, og enkelte pingviner.

Efter 3 dage på Valdes gik turen mod Patagonien, men inden vi begynder rejsen videre nedad har vi besluttet at trækakslen på bilen skal skiftes. Den havde allerede en knakkende lyd hjemmefra, så Flemming har slæbt en trækkaksel i rygsækken fra Danmark. Vi fandt et dejligt rodet værksted, hvor bilen kunne komme gennem porten, der kunne hjælpe os. De bøvler noget med det, hvilket foruroliger lidt, men lyden er væk, så vi krydser fingerne for at det er lavet godt.

Alle, og det er faktisk ALLE de Sydamerikanere vi har mødt drikker en bitter te der hedder Maté. De slæber den med overalt, så man ser mange rende rundt med en stor termokande med varm/lunkent vand. Det ser vældig hyggeligt ud, så Karenmarie beslutter ihærdigt at hun vil igang med denne drik, og drikker første dag så meget at hun får ondt i maven (vist ikke fordi det smager, men fordi det ser Sydamerikansk ud 🙂 )

Bilen får ny brugt trækaksel

 

Danske bosættelser på Pampaen

3-400 km syd for Buenos Aires slog størstedelen af Danske immigranter sig ned. Danskerne kom hovedsageligt i en periode efter ca 1850 og igen ca 1920 – herefter kun ganske få. Dengang var Argentina et rigt land og Danmark fattigt, hvilket er vendt siden så derfor stoppede dette. I og med der ikke kommer flere herover ebber det danske sprog ud herover. Men det er fantastisk at se hvor stor indflydelse danskerne endnu har i området, selvom sproget nok synger på sidste vers. 

Besøg i Tandil . Hans Fugl (ham der står en statue af) var hovedårsag til at danskere begyndte at flytte til området, og udvikling i Tandil .

Billeder fra Bar Rex i Necochea hvor danskerne har mødes (og den kvindelige ejer taler dansk). Væggene er fyldt med danske ting medbragt ved immigrationen. Det er billeder af ting der har betydet noget for danskerne på denne tid

Der er billeder af flere store danske fuldriggere skibe der viser at danmark historisk har en stor historie på havet. Billeder og broderier bla. fra “Slaget på reden i 1801″. Hvor Danmark i uset heltemod”sejrer” (alt efter hvilke udsagn) over den totale overmagt, England, uden hjælp fra allierede.

Sejl der viser at Norge var en del af Danmark (indtil for 200 år siden) 

Overalt hvor vi stopper i Necochea møder vi danskere der kommer hen og vil snakke. Denne gamle 80 årige fortæller om sit liv og tilknytning til Danmark – han har aldrig selv været i DK, men taler dansk da han lærte det som barn af sine forældre der også begge var født i Argentina. Han siger desuden at den største forskel ikke er at han taler dansk, men at han tænker dansk – hvad det så end betyder?? – men han var en hotelejer der angiveligt har godt styr på sin forretning.

En Argentiner, vi møder, der kan flydende engelsk fortæller om danskheden i området. Han arbejder for et Fransk firma, sælger af gødning til landbruget og har arbejdet i flere områder af landet, men er flyttet til dette område da han kom i bekendskab med danske aftagere af hans produkter. Han fortæller om hans syn på efterkommere efter danskere. Det er stærke ord; disse er mere intelligente, tænker i udvikling af deres forretning, men allervigtigst, så er de ærlige. Han fortæller samtidig landet/landbruget er opdelt/ejet af få store firmaer i Argentina, og at landmænd lejer deres jord (typisk størrelse på en gård er 500 hektar). En stor del af efterkommere af danskere har dog formodet at frikøbe sig dette, driver det som familiegårde og disse har udviklet sig mere.

Hans børn går på den danske skole, da det er den bedste skole siger han og anbefaler os at besøge den, hvilket vi gør dagen efter.

På den danske skole i Necochea møder vi en Argentinsk, dansk talende lærer der gerne vil vise os rundt på skolen (har selv boet 6 år i danmark). Skolen bestyrelse er med danske rødder og hun fortæller lidt om forskellene i forhold til en typiske argentinsk skole, at man arbejder mere med at opbygge et helt menneske, – vil at man skal lære mere end læringsmål, hvorfor der her er ekstra timer i form af kreative fag, gymnastik, lærring om miljø, affald osv. som vi godt kan genkende. Der bliver ikke talt dansk på skolen, men da hun selv gik der for ca 30 år siden var der timer om Danmark. Undervisning på Dansk var stoppet nogle år før.

I området findes mange danske klubber. Vi gik desværre glip af den store sommerfest i La Dulce sidste weekend, men vi har fundet en kom sammen ved et sted der hedder Dannevirke, som vi skrev til, og blev budt med til.

Dannevirke ligger ude midt i ingenting idag, idet alle der har opbygget stedet er fraflyttet. Oprindeligt boede der masser af danske bønder omkring her, så man byggede en skole for de danske familier, på jorden tilhørende den ene gård (Mathiesen) men da landbrugene selvfølgelig er blevet større er gårdene væk, og stedet helt for sig selv uden skole. Klubben for efterkommer efter dansker har siden holdt til på stedet, og havde 2 dage inden vores besøg haft imponerende 93 års fødselsdag.

Da vi desværre ikke kan Spansk, var vi spændte på om nogle kunne tale Dansk med os, men det var der heldigvis en masse der kunne. Det var imponerende hvor meget tilknytning de alle stadig har til hinanden, til det danske og deres traditioner. Mange af dem kunne tale dansk, havde været i Danmark, eller havde børn/søskende m.v. der enten havde været i Danmark eller boede i Danmark. Der var masser af danske for og efternavne, selv på unge mennesker. Det var en fantastisk oplevelse at høre om deres familier og deres liv og tilknytning til stedet. Vi var meget glade for at kunne være med til en festdag i klubben, hvor der blev spist, drukket, spillet banko, samvær, lege mellem voksne og børn, og da dagen var gået spiste vi rester med dem der var tilbage, og sluttede først til midnat. En masse dejlige mennesker og en oplevelse vi helt sikkert vil huske.

Der var meget langt ud til klubben ad jordveje

Fest i den Danske klub Dannevirke

Ned over Pampaen

Vi starter rejsen fra ca midten af Paraguay og ned til Sydspidsen af Argentina. Det er en tur på ca 2500 km Pampaområde + 2000 km i Patagonien.  Pampaen er stort set ens udseende, hovedsageligt er der græs med meget spredt kvæg. Nogle steder er der uberørt pampa (krat/græs) andre steder er der afgrøder, men hovedsageligt græs – Der er sindsygt meget græs!, så det virker underligt at man ikke lukker mere kvæg ud på det og opdyrker det mere.

Her er masser af Argentinske cowboys, Gauchoèr, der passer kvæget + gamle pickup trucks og så er det hele bare totalt fladt og kæmpe stort.

Vi gør nok nogle stop undervejs ved de danske bosættelser og hvad vi ellers kan finde på, men mere om det.

En Gaucho på Pampaen

Der er mange politikontroller på strækningen, og i den ene bliver vi opkrævet 169 dollar for at have vores trækasse med da den rager ud over kofanger, da han siger det er ulovligt. Han overbeviser os om at når vi har betalt denne bøde, så behøver vi ikke at pille kassen af, men kan ikke opkræves dette igen i Argentina – nok lidt mærkeligt når man tænker over det??. nå men vi betaler 170 dollar og han giver os ikke engang tilbage og da vi kører står der 3 betjente og griner højlydt bag bilen. 200 km længere sydpå vil en ny betjent fortælle at der er noget der rager ud over kofanger, men da vi protesterer højlydt opgiver han. Vi bestemmer os for at beholde kassen på og nægte at betale politiet fremadrettet for dette uanset om de tilbageholder os. En dansk efterkommer vi møder fortæller at politiet faktisk ikke kan opkræve kontant betaling, og at vi kan prøve at nægte – måske bestikke dem – eller sige at de skal sende regning til DK, hvilket de ikke kan finde ud af mener han. Nå men dette er nok ikke første møde med korrupt politi, -de fleste er flinke og der er politi overalt.

Paraguay og Jesuitter

Efter Iguazu kører vi ned gennem Paraguay. Landet er tydeligt noget mere fattigt, men jo længere vi bevæger os sydpå ned mod Argentina ser det lidt finere ud. Vi er midt i det område hvor Jesuitterne levede – i det sydlige Brasilien, Paraguay og Nordlige Argentina sammen med ca 100.000 indianere. Jesuitterne opbyggede fra starten af 1600 et samfund sammen med indianerne i forsøg på at føre dem ind i kristendom, men da Spanierne fandt at dette samfund var ved at få for står indflydelse blev jesuitterne bortvist i 1767, indianerne fordrevet, og byerne blev forladt. Der ligger derfor en del ruinbyer herfra.

 

Itapu dæmningen

Vi besøger desuden verdens måske største vandkraft dæmning (Kina er igang eller har vist bygget en der er større nu) der ligger på grænsen mellem Brasilien og Uruguay. Dæmningen leverer henholdsvis 80% af Paraguay og 20% af strømforbrug i Brasilien og er det vandkraftværk i verden der har leveret mest strøm. 118 meter højdeforskel.

Grænseovergangen fra Paraguay til Brasilien tager en ½ dag for os, da der åbenbart er behov for tjekke noget igennem her – derudover er vi åbenbart så mistænkelige, at bliver vi udvalgt til gennemgang – afsluttet med at Bjerggeden (bilen) skal igennem den helt store scanner. Heldigvis uden at der bliver fundet noget.

Nu starter rejsen mod syd.

Iguazu vandfald

Vi bor lige nu på den Brasilianske side af vandfaldene der ligger på grænsen mellem Brasilien/Argentina. En af de næste dage tager vi ned og ser den sydlige.

I Montevideo, mens vi ventede på bilen gik mange tanker på ikke at køre herop til vandfaldene, da det er godt 2500 km omvej, da vi skal sydpå bagefter. Det er jo trods alt KUN et vandfald, og vi har set mange i Europa og Asien – mennnn det er er sgu imponerende flot, i en en helt anden klasse – det er bestemt turen værd efter kun at have set den ene side. Her lidt udvalgte billeder af de samlede 275 vandfald, med 300.000 liter/sekund, brølende, 80 meter fald i Djævlens gab, som vi ikke kunne foto – vi blev våde:-)

På den argentinske side venter mere + en sejltur under faldene. Vi glæder os!

Hermed lidt fra den Argentinske side:

DCIM100GOPROGOPR0057.JPG

 

Sejltur ind under vandfald – endnu mere våde

Iberá National Park

Vi er afsted i bilen mod Iberá National park. De sidste 80 km ,med 40 km/t,  foregår på jordvej. Der er fladt så langt øjet rækker med uspoleret natur og store vidder der bliver afgræsset med få kvæg – et paradis for cowboyder (og Charlotte).

Indgangen til nationalparken på en bro hvor nogle brædder manglede, så Karenmarie syntes det killede i maven at passere.  I vandet var der piratfisk, så på trods af myg og 35 grader var det ikke så godt at bade.

I området er der ikke mange mennesker, og man kan kun besøge en meget lille del af det kæmpe fladområde, da det er meget ufremkommeligt. Der var vildt mange dyr og fugle, som vi aldrig har set før. Vi har aldrig set et område hvor man kan gå helt hen til dyrene – de har åbenbart ikke lært at være bange for mennesker, så vi boede faktisk sammen med dem, idet de var overalt omkring os.

Et lille udvalg af dyrene:

 

Efter 2 dage ville vi have været videre Nordpå, men vi var desværre nødt til at vende om og køre den samme vej tilbage da der den sidste nat faldt lidt regn, og vejen Nordpå kan ifølge lokal ikke engang forceres med 4 hjuls træk hvis der er kommet lidt vand. Det var ikke sjovt for Flemming, der gerne vil derud, men da der var så øde herude, og de andre 4 hjuls trækkere også kørte sydpå gjorde vi det samme. Her var vejen nu også blevet lidt smattet, så der var da lidt mudder.

Vejen Nordpå er for 4×4, men jeg vil derud, så jeg gør klar med at lukke luft ud af dækkene, så der er større trædeflade

En lille video ved ankomst: https://www.youtube.com/watch?v=lWBzPrqV08c&feature=youtu.be

 

Så fik vi endelig bilen

Mandag den 6. november fik vi så bilen. glæden, forventninger og lysten til at komme ud at opleve er stor.

Første overnatning i det fri var en stor overvindelse i det nye kontinet med nye dyr og lyde. Vi kom ferm til et sted sent om aftenen, og i mørket var der alt muligt at være bange for og man kan næsten se dem alle, slanger, krokodiller, edderkopper, skorpioner, insekter + en gren + noget tørt græs der rører benene – da vi skulle sove kom en mand på mc forbi – der er meget at gå i panik over – det var sgu sjovt.